Klimabevægelsen: Landsmøde 27.-28. februar

18. februar 2010

Lørdag den 27. februar inviterer Klimabevægelsen til debatmøde som optakt til Klimabevægelsens Landsmøde søndag den 28. februar.

Helt fra Klimabevægelsens grundlæggelse har COP15 været det store orienteringspunkt forude, og Klimabevægelsen har lagt mange kræfter dels i forberedelsen af Klimaforum, dels i en lang række aktiviteter op til og under klimatopmødet. Nu hvor COP15 er ovre, og tømmermændene efter det pauvre resultat, som kun de mest obskure kortsigtede særinteresser kan være tjent med, så småt er ved at fortage sig, er det tid at standse op og gøre status over, hvordan man som bevægelse (og som individ) mest meningsfuldt kan fortsætte arbejdet.

Er det gennem mere folkelig mobilisering og endnu større demonstrationer? Er det aktioner mod kulkraft eller julemands-aktioner? Er der brug for mere viden og indsigt, eller skal der tværtimod kommunikeres mere emotionelt og billedbårent (ala Tuvalu, klimasagens panda)? Er det indsatsen mod den massive støj fra klimaskepticismen, eller skal den blot forties? Er det fastholdelsen af, at Københavns Kommunes målsætning om CO2-neutralitet i 2025 ikke blot blev greenwash af værtsbyen? Eller er det en insisteren på nødvendigheden af 1½º og 350 ppm som naturens og fremtidens fordring til nutiden? Er det arbejdet for nye teknologier og organisationsmønstre, eller giver det allermest mening at arbejde med det bevidsthedsmæssige og udfoldelsen af livsværdier og fællesskaber, som er langt mindre bundet op på materiel besiddelse?

Der findes ikke nogen definitive svar på alle disse spørgsmål. Endda er det vigtigt for Klimabevægelsens videre arbejde og udvikling, at man forholder sig til dem og gør sig klart, hvor man bedst og mest meningsfuldt sætter ind. Så der er lagt op til en weekend med virkelig spændende debatter.

Se programmerne her. Alle er velkomne:

27.02. kl. 13-18.00: Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet? (pdf).
28.02. kl. 10-16.00: Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark (pdf).

Begge arrangementer finder sted ved Forbundet Træ-Industri-Byg, Mølle Allé 26, 2500 Valby (ca. 200 m fra Valby Station).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Eller se invitationerne herunder:

Kom til klima-debatmøde lørdag den 27. februar og kom til Landsmøde i Klimabevægelsen i Danmark søndag den 28. februar og vær med til at sikre, at Danmark har en bred, folkelig og aktiv bevægelse for at bedre klimaet. Begge møder er åbne for alle, og deltagelse er gratis.

Debatmøde: ”Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet?”

Efter COP15 er det tid til at reflektere over, hvad der egentlig skete under COP15.

Hvor god eller hvor dårlig blev aftalen i Bella Centeret egentlig? Var de 538 støttende organisationer fra 67 lande og de 100.000 deltagere på demonstrationen den 12. december et tegn på etableringen af en global klimabevægelse? Er global retfærdighed kommet højere på den politiske dagsorden? Debatmødet vil berøre alle disse spørgsmål, og der vil blive lagt op til dialog/workshop for at drøfte, om klimasagen vil få den samme store opmærksomhed i 2010.

Tid: 27. februar kl. 13.00 – 18.00.
Sted: Mølle Allé 26, 2500 Valby (Forbundet Træ-Industri-Byg), ca. 200 m fra Valby st.

Se program: www.klimabevaegelsen.dk/doc/debat27feb/debat27feb2010.pdf.
Arrangør: Klimabevægelsen i Danmark.

Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark

Klimabevægelsens første klare ”pejle-mærke” var COP15 mødet. Nu når COP15 er overstået er det derfor tid til at overveje hvordan Klimabevægelsen fremtid skal formes på kort og langt sigt?

På landsmødet kan du møde klimainteresserede og ligesindede samt:

Få en opdatering på andre klimaaktiviteter i Danmark såvel som i udlandet.
Drøft hvilke centrale pejlemærker vi ser for Klimabevægelsens udvikling og virke i 2010 og herunder hvilken strategi vi skal lægge i forhold til gennemførelse af egne aktiviteter, og af fælles aktiviteter sammen med andre klima-aktører i 2010.
Engager dig i et af de mange konkrete projekter, som Klimabevægelsen vil gennemføre i 2010 og fremover.
Mødet afsluttes med formalia (generalforsamling), herunder valg til landsudvalget mv.

Tid: 28.02. kl. 10.00 – 16.00.
Sted: Mølle Allé 26, 2500 Valby (Forbundet Træ-Industri-Byg), ca. 200 m fra Valby st.

Se program: www.klimabevaegelsen.dk/doc/landsmodet28feb2010/program28feb2010.pdf.
Husk at vi giver støtte til rejse-omkostninger.

Share