Mindstepris på CO2-kvoter

Mindstepris på CO₂-kvoter

6. februar 2010

Kvoteprisen på det europæiske marked har aldrig været særlig høj målt i forhold til, hvad det kostede at rydde op efter sig i selve processen, så i den nuværende form betyder kvoteordningen, at det langt bedre kan betale sig at købe sig til retten til at forurene i EU-området end at rydde op efter sig. Prisen for retten til at udlede 1 ton CO₂ er på det europæiske kvotemarked er på et halvt år faldet fra over 30 euro til 12,40 euro, således at man efter det fejlslagne klimatopmøde i København kunne udlede ét ton CO₂ for under 100 kr.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi (de danske elselskabers brancheorganisation), siger ifølge en artikel i Information i går, at man er nødt til at indføre en form for mindstepris i kvotesystemet – og en form for parallel til den europæiske centralkvotebank, som kunne forestå disse støtteindkøb. Om den er 10, 20 eller 30 euro betyder ifølge Aagaard mindre. De nuværende fluktuationer skaber en investeringsmæssig usikkerhed, som medfører, at der ikke bliver taget klimahensyn.¹

Til en begyndelse er det godt at se den selverkendelse, at den rene markedsmekanisme ikke formår at handle klima- eller miljøoptimalt. Det kræver tværtimod en massiv og velperspektiveret styring, hvis markedet skal kunne noget som helst andet end at fortsætte den nuværende forbrugsfest dertil, at det er for sent at sadle om.

En del af problemet med det europæiske kvotesystem er, at man i udgangspunktet uddelte så mange gratis kvoter, at prisen aldrig fik et leje, hvor det kunne svare sig at lave CO₂-reduktioner i selve produktionsprocessen. Hvis man så løbende kunne styre kvoteloftet, så man hele tiden strammede målsætningerne dertil, at man fik en konstant høj kvotepris … men i en situation, hvor EU fedter med målsætningerne, som man har set det i de sidste to måneder, er det ligeså sandsynligt at prisen på at svine atmosfæren til bliver endnu mindre.

Og så er det, at man kunne spørge sig, hvad der ville ske, hvis vi fik en central kvotebank eller tilsvarende mekanisme, som sikrede, at mindsteprisen på CO₂-udledning var mindst 1.000 kr. pr. ton, samtidig med kvotesystemerne blev lagt langt bredere ud end nu?

Ville eksempelvis en bil, som qua sin kørsel udleder 5 ton pr. år blive udskiftet med en mere brændstoføkonomisk bil blot for en årlig kvoteafgift på 5.000 kr.? Det er ikke givet – her skulle kvoteprisen måske endnu højere op. Men det kunne være med til at mindske den reelle prisforskel på en ny elbil og en by benzinbil.

Tog man i stedet en flybillet, som i dag er rystende billig i forhold til dens klimabelastning, så ville en langdistancebillet til New Zealand, som nu måske koster 5-10.000 kr. og som udleder omkring 10 ton CO₂ pludselig skulle koste det dobbelte eller mere. Og et sådant prisniveau for CO₂-udledninger ville også gøre det økonomisk attraktivt at efterisolere og energieffektivisere vores boliger og bygninger i langt højere grad, end man i dag gør.

Inden for energiproduktionen kunne man forestille sig, at en sådan kvotepris kunne rykke forholdet dertil, at vind- og solenergi blev billigere end kul – faktisk kunne man til en sådan central kvotebank (eller hvad man nu ville etablere for at styre kvotepriserne) med rimelighed kunne forvente, at de skulle holde kvoteprisen sådan, at det altid var billigere at bruge vedvarende energi end fossile brændstoffer, sådan at man rent administrativt fik udfaset kullene.

Strakte man samme kvotesystem ind i landbrugsproduktionen, så den også omfattede de kolossale metan-udledninger, kunne en tilstrækkelig kvotepris kickstarte en hurtig nødvendig omlægning fra det nuværende industrielle landbrug.

Det ville kunne skabe den respekt om kvotesystemet, som det nu savner.

At en generel CO₂-afgift af samme størrelsesorden, som blev fuldt ud tilbagecirkuleret i samfundet, sandsynligvis ville have langt større effekt, være langt lettere at administrere og langt sværere at svindle med og spinde guld på, samtidig med, at det meget konkret ville belønne mennesker og virksomheder, byer og nationer, som rent faktisk CO₂-optimerede, det er en helt anden historie.