Strøtanker om bæredygtighed

Et plantekim har i sig al den saft og kraft, der skal til for at bryde op af den mørke jord og ud i lyset, hvor den folder sig ud til en stærk og livgivende organisme. En lignende kraftfuldhed kunne man opleve under Klimabundmødet 14 dage fra 5.-18. december. Her kom mennesker fra alle dele af verden for at dele deres erfaringer med at håndtere klimaudfordringerne. Én efter én åbnede de op for nye muligheder for alle os, som lagde vejen forbi Klimabundmødet på Vartov-pladsen ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ‘blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber – for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer – som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Geologen Tove Damholt åbnede rækken af dialogbaserede oplæg. En fortællende tidsrejse 65 millioner år tilbage i tiden afslørede, at meteornedslag og vulkanudbrud resulterede i udryddelse af halvdelen af verdens dyre- og plantearter. Katastrofen efterlod de tilbageblevne med helt nye tilpasningskrav og muligheder. Også idag skal der nye levemåder på bordet, for at de nulevende arter – inklusive mennesket – kan klare klimaudfordringerne.

Jonathan Dawson fra økosamfundet Findhorn i Skotland bor i et samfund, hvis økologiske fodaftryk er halvt så stort som resten af nationens. Når aftrykket kan holdes så lavt, er det blandt andet fordi, Findhorn er teknisk optimeret (for eksempel når det gælder energiforsyning, isolering af huse såvel som deleordninger om biler og andre ejendele) og er lokalt forsynet med fødevarer.

Sara Campe fra økosamfundet Sieben Linden i Tyskland igangsatte en samtale om permakultur. Adskillige af tilhørerne øste ud af deres erfaringer og kendskab til brug af denne metode, hvor naturens funktioner aflures og respektfuldt integreres i samfundet. En metode der også er anvendt til moderne byudvikling og byplanlægning.

John Croft, medstifter af Gaia Foundation of Western Australia, videregav sin metode Dragon Dreaming, til hvordan man når i mål med store drømme og projekter.

Nicolas Metro har gennem organisationen Trees and Life opnået samarbejde med lokalbefolkning, forskere og myndigheder i et stort træplantningsprojekt i Afrika, som har udmøntet sig i en målsætning om at plante 15 milliarder træer på verdensplan inden 2018. Gennem en inddragelse af lokalbefolkningen, som styrkede ejerskabsfølelsen af træerne, er der nu plantet og bevaret større arealer med træer. Og man har på nuværende tidspunkt plantet mere end 300.000 træer i Senegal. Samtidig med at vegetationen holder på den sparsomme regn, genererer den nedbør på de ellers tørre egne.

Tre unge englændere kom uanmeldt forbi. Med sig havde de en bunke lommebøger under armen, som blev foræret til interesserede besøgende og beboere i København. Den tankevækkende vandrebog What’s worth saving in THIS PLACE? er baseret på helt almindelige borgeres ytringer, som er hentet ind via hjemmeside og twitter. Citaterne er tikket ind fra alle steder i verden, og teksterne er illustreret med hjælp af frivillige indsatser fra adskillige kunstnere. Bogprojektet er en glimrende demonstration af, at privatpersoner kan dele rigt ud af deres smittende begejstring for at passe på Jorden.

Der var langt flere nævneværdige indspark (se program). Alt i alt har vi fået et springbræt til at komme godt videre fra COP15. Det er mit håb, at vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn kan forbinde mange af de livsnerver, der sammen kan udfolde, udvikle og iværksætte projekter, som styrker klimaindsatsen – nedefra. For vi kan ikke vente på politikernes ageren.

Forfatteren Paul Hawken har i artiklen ’The movement with no name’ skønnet, at der er mere end 2 millioner organisationer på verdensplan, som arbejder for bæredygtighed og social retfærdighed. Alle disse tager form i varierende fællesskaber og popper op overalt: ”… in schoolrooms, farms, jungles, villages, compagnies, deserts, fisheries, slums – and yes, even fancy hotel cenference centres”. I følge Hawken er det bærende fælles udgangspunkt løsningsorienterede ideer frem for ideologier. Man søger løsninger på konkrete udfordringer, som har skabt en ubalanceret klode; og nu forsøger dens beboere i forskellige kontekster at søge mod en helhedsgivende restitution.

Vi har under klimabundmødet opnået fornyet indsigt i, hvordan man som individ og som del af forskellige fællesskaber kan styrke klimaindsatsen – ofte på en måde, der rækker ud over det kliniske fokus på, ’hvor meget kan vi tillade os at smide ud i luften, jorden og vandet’. Det drejer sig i højere grad om at nå ind til kernen: At vi som mennesker helt basalt er del af en levende verden, hvor årsag og virkning griber ind i hinanden. Vi kan civilisere os selv nok så gevaldigt, men uanset hvordan vi anskuer verden, er den opbygget af kredsløbssystemer, hvori alle substanser ustandseligt ændrer form. Men til forskel fra de naturlige kredsløb har mennesket fundet på begrebet ‘affald’, som er de restprodukter, vi ophober i nære og fjerne miljøer, når vi fremstiller, forbruger og bortskaffer produkter.

Alle individer har en væsentlig rolle i ethvert velafbalanceret naturligt miljø. Det gælder helt ned til jordbakterien, som transformerer giftige stoffer til brugbare plantebyggesten. Vi bliver nødt til at indse, at vi alle indgår i et naturligt samspil, hvor vores indsats på individplan faktisk nytter i det store globale system. Og der kan med fordel gives plads til flere alliancer – budene på potentielle samarbejdspartnere er mange og strækker sig fra studerende, myndigheder, interessegrupper til de mange organismer, som udfører livsvigtige funktioner i et harmonisk økosystem – hvis vi vil skabe os et tåleligt klima.

Se tidligere blog-indlæg: Paul Hawken: Sustainability as an Infinite Game, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint, Det globale fodaftryk for verdens lande og Dansk forbrug af naturressourcer blandt verdens højeste.

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.