22. januar 2010 arkiv

Spirende håb under Klimabundmødet

22. januar 2010

Et plantekim har i sig al den saft og kraft, der skal til for at bryde op af den mørke jord og ud i lyset, hvor den folder sig ud til en stærk og livgivende organisme. En lignende kraftfuldhed kunne man opleve under Klimabundmødet 14 dage fra 5.-18. december. Her kom mennesker fra alle dele af verden for at dele deres erfaringer med at håndtere klimaudfordringerne. Én efter én åbnede de op for nye muligheder for alle os, som lagde vejen forbi Klimabundmødet på Vartov-pladsen ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ‘blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber – for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer – som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Læs mere »

Share