Strøtanker om bæredygtighed

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Måske der var lagt for store forventninger til, at Obama ville komme. For han havde intet andet med sig end en gentagelse af det amerikanske tilsagn om at reducere 4% i 2020 i forhold til 1990, og buh-råbene var aldeles fortjente. Hvordan kan et menneske så intelligent som Obama, med folk blandt sine nærmeste rådgivere, som er klart vidende om, at det amerikanske udspil ikke bare er aldeles utilstrækkeligt, men ville medføre, at mange andre ikke vil påtage sig bindende aftaler, komme til København uden på nogen måde at have påtaget sig USAs medansvar? Obamas klimaminister John Holdren har for eksempel sagt, at 350 ppm er bedre end 450 ppm, men at 450 ppm nok i den nuværende situation er det bedste, vi lige nu kan gøre. Og så stiller man med et forslag, som fører verden mod 770 ppm.

Var Obama kommet og sagt, at USA har en plan for CO₂-neutralitet i 2050 og på blot lidt længere sigt en fuld udfasning af fossile brændstoffer, men at verden måtte bære over med at det kun ville kunne blive en 20% reduktion i 2020, da man havde sovet i timen – så havde det været sandt lederskab. USA ville samtidig ved at genskabe dynamikken i amerikansk økonomi gennem energi- og miljøpolitikken have givet sig selv en mulighed for at genrejse sig fra sit industrielle sidespor. Og vi ville have set helt andre reaktioner fra de andre lande, inklusive Kina. Nu tillod amerikanerne sig blot på aldeles uklædelig vis at bruge Kina som syndebuk.

Obama havde selverkendelse nok til i sin tale at fastslå, at problemet ikke længere er klimaudfordringens natur, men vores [politikernes] evne til at tage fælles ansvar for den.

Der har været mange analyser af, hvem der stod i vejen for et stærkere resultat i slutspillet, og en række latinamerikanske lande har sammen med Sudan fået tildelt rollen som skurk. Men den burde retteligt være tildelt USA og de vestlige lande (heriblandt Danmark), som tillod grådigheden, småligheden og den kortsigtede egeninteresse at vinde overfor et fremsynet globalt perspektiv. George Monbiot skriver i The Guardian om klimaforhandlingerne i Bella Centeret, at det er tankevækkende, at de endnu kører som den slags har gjort i over 100 år. Hvor i hele dette menageri finder man procesudviklere, coaches og kreativ konfliktløsning? Hvordan kan en så uegnet person som vores nyudnævnte statsminister ende med at skulle forestå ledelsen af noget så vigtigt?

Man skal heller ikke være bleg for, at Sudan langt hen ad vejen er talerør for kinesiske interesser, og at Kina med al respekt for, at landet er i fuld gang med at lægge om til grøn energi, systematisk har lagt hindringer ud for en stram klimaaftale, som på sigt kunne føre til legitime forventninger til, at Kina påtog sig sin del af de nødvendige reduktioner. Kina har ifølge en meget spændende analyse af Mark Lynas¹ en meget direkte interesse i, at Obama stod som klimaforhandlingernes store problem, og er langt hen ad vejen lykkedes med det. Kina og USA har begge en indgroet uvilje mod at lade sig diktere af verdenssamfundet, og begge lande har haft en – omend kortsigtet – interesse i, at klimaaftalen ikke blev for bindende eller for stram. Det var således Kina, som i forhandlingernes slutspil fremtvang, at reduktionsmålene for 2050 røg ud.

Det korte af det lange er, at der i dag på verdensplan ikke er det nødvendige politiske mod og klarsyn til stede, som skal til for at kunne gennemføre den nødvendige klimaaftale. Indsigten og de gode viljer findes punktvis mange steder. Men når man samler ledere fra 191 lande, kommer de stadig til kort overfor kortfristede egeninteresser.

Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp siger ifølge Information om forhandlingernes slutspil, at det nu foreliggende ikke fører til en ambitiøs klimaaftale i København, men en klimakatastrofe: “Det, der er på bordet, er end ikke en aftale. Det er en erklæring, og den er ikke retfærdig nok, ikke ambitiøs nok og ikke bindende nok.” Den nuværende aftale, The Copenhagen Accord, er i bedste tilfælde en spæd begyndelse.

Skal man overhovedet glæde sig over noget, så er det, at der i den nu foreliggende aftale er lagt op til, at det ikke er en endelig aftale, men en proces, som løbende må justeres i de kommende år. Det er nok også en sejr, at man ikke fik aflivet Kyoto-aftalen. Og at man til forskel fra den første Kyoto-aftale står med begyndelsen til noget, som inden for det kommende års tid kan blive en aftale, hvor alle verdens lande er med – hvor det er udtrykt, at alle CO₂-udledere og ikke kun de rige lande har et medansvar for at møde klimaudfirdringen. Men med al den antropocentrisme og nationale egoisme, som har været kørt i stilling i de sidste to uger virker det lige nu lidt urealistisk, at verden vil kunne enes om en køreplan for en temperaturstigning på max 1,5ºC og at atmosfærens koncentration af CO₂ hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm.

Miljøministeren fra Isle of Man lagde midt på ugen vejen forbi vores Klimabundmøde på Vartov. Vi fik en fin samtale om forholdet mellem det ydre og det indre klima (temaet for den session, han bumpede ind i), og jeg spurgte på et tidspunkt til chancerne for en aftale, som sigtede mod 350 ppm. Han sagde uden tøven, at det ville en sådan samling politikere aldrig kunne præstere. Deres perspektiv rakte ikke meget længere end at sikre sig næste valg.

Og så er vi tilbage til nødvendigheden af, at civilsamfundet systematisk får markeret overfor alle disse ‘ansvarlige’ politikere, at vi ikke ønsker disse kortsigtede positioner, og at politikerne, hvis de vil gøre sig håb om at blive genvalgt, må tage sig sammen og handle helt anderledes langsigtet ansvarligt overfor klimaudfordringen.

Pano Kroko, grundlægger og leder af The Environmental Parliament, går i en artikel 28.12. i rette med de mange meget negative udlægninger af aftalen og forhandlingernes slutspil. Det er spændende læsning, som selvom både han og de fleste af de politikere, som deltog i forhandlingerne, er smerteligt klart over den nuværende aftales totale utilstrækkelighed, giver et stærkt håb for det videre forløb:

Hope Reigns Supreme²

There were several things I witnessed that that may not have had a great influence in the deal, but give us much hope for the future of Climate:

Many countries in their delegation press conferences or in the speeches by their heads of state enumerated steps that they are already taking, even without a legally-binding, global agreement with caps and targets.

Representatives from developing nations described how they are more than ready to go low-carbon, but their main limitation is access to technology—both funding and know-how. Under the Accord $23 billion of short-term funding has already been pledged over the next 3 years.

Observers noted that the gap between scientists and politicians has closed significantly over the last two years—to the point where heads of state were debating 1.5 vs 2 degrees Celsius with high levels of scientific acumen.

The fact that 133 heads of state came to COP15 signals a huge commitment of global political emphasis and attention.

Yver de Boer reported that 50% global emissions reductions by 2050 and 80% by 2050 from industrialized countries was very much on the table with plenty of willingness from the heads of state to make it happen, but that there simply wasn’t enough time to get it into the Accord in a politically “responsible way.”

The last-minute, hands-on negotiations of heads of state was an unexpected development that produced significant confusion but also delivered an incredible breakthrough that has opened a new way forward for climate negotiations.

Obama ”jumping” uninvited into the secret meeting of China and India and Basic allies and turning them around is unprecedented.

The things I saw, in every segment of the COP15 negotiations, gave me plenty of hope. The human hive working like a bee colony together, in a ritual dance to show the future and elect a new path upwind through a treacherous journey for a new dawn.

Clearly, the Copenhagen Accord is not the best climate deal we need to avert increasing climate-related crises and catastrophes. Everyone I heard negotiating was in agreement on that. However, the foundation is laid – and is a vast greenfield full of wild flowers.

Suzanne Goldenberg, John Vidal & Jonathan Watts: Leaked UN report shows cuts offered at Copenhagen would lead to 3C rise, The Guardian 17.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Topmødets lange rejse mod laveste fællesnævner, Information 18.12.2009.

COP15 Draft Decision, UNFCC 18.12.2009 (pdf).

Allegra Stratton: Gordon Brown hails Copenhagen success despite widespread condemnation, The Guardian 18.12.2009.

Jonathan Watts: What was agreed at Copenhagen – and what was left out, The Guardian 19.12.2009.

John Prescott: This was a huge step on from our work in Kyoto, The Guardian 19.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: ‘Dette dokument vil ikke blive vedtaget’, Information 20.12.2009.

Ed Milibrand: The road from Copenhagen, The Guardian 20.12.2009.

George Monbiot: If you want to know who’s to blame for Copenhagen, look to the US Senate, The Guardian 21.12.2009.

Bill McKibben: Copenhagen: Things Fall Apart and an Uncertain Future Looms, environment360 21.12.2009.

Naomi Klein: Copenhagen’s failure belongs to Obama, The Gauardian 21.12.2009.

Mark Lynas: How do I know China wrecked the Copenhagen deal? I was in the room, The Guardian 22.12.2009.

Bernarditas de Castro Muller: Pressure on poor at Copenhagen led to failure, not diplomatic wrangling, The Guardian 23.12.2009.

Fred Pearce: Did Ed Miliband save the Copenhagen summit from complete failure? The Guardian 23.12.2009.

Pano Kroko: Five Simple Things to remember from Copenhagen Accord of 2009, The Environmental Parliament 28.12.2009.²

Martin Khor: Blame Denmark, not China, for Copenhagen failure, The Gaurdian 28.12.2009.

Lars Borking: ‘Det var ikke Kinas skyld, at COP15 gik galt’, Information 29.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Ond vilje, uduelighed, teknisk uheld eller cirklens kvadratur? Information 08.01.2010.