Strøtanker om bæredygtighed

Så skete det. Måneders forberedelser var kommet dertil, at det var tid til at åbne. Der var endnu skilte, som endnu ikke var helt på plads, lamper som skal finjusteres, en lille forventningssommerfugl i maven overfor om den vision, som havde udkrystalliseret sig over det sidste halve år nu også holdt til to ugers decemberkulde, og en vis tøven overfor, hvordan det var at flytte ind i de to smukke nomadetelte, som var landet midt i København – kort sagt en lang række småting at finjustere i de kommende dage. Men grundlæggende står der på Vartov-pladsen konturerne af et bevidsthedslandskab, som kunne blive en velegnet ramme om de kommende fjorten dages Klimabundmøde og klimadialoger på Vartov med fokus på de livsstilsmæssige og bevidsthedsmæssige aspekter af klimaudfordringen. Tre dages opstilling var på plads.

Windows of Hope, lyder projektets undertitel. Og jo, der er på Vartov-pladsen et kort over et København med syv meters vandstigning, der er et rids af nødvendigheden af en Klimaaftale, som har som mål at nå tilbage på en CO2-koncentration på 350 ppm. Klimabundmødet står bag kravet om 350 ppm – et krav som i virkelig ikke står til politisk forhandling og ikke er politisk betinget, men et videnskabens krav til det politiske system, et naturens krav til menneskene, et de kommende generationers legitime krav om, at vi ikke i kortsigtet grådighed formøbler vores naturkapital. Men ellers er der meget lidt om klima. Vartov vil i de kommende to uger langt mere handle om at afsøge det eksistentielle ståsted (eller de ståsteder), hvorfra vi som individer, som del af velfungerende fællesskaber, gennem at leve meningsfulde liv kan bidrage til klimavenlige samfund.

Klimabundmødets fjorten dage er bygget op om hvert sit tema, og hver dag har sit tilhørende begravelsestema. De 14 begravelser giver i kondenseret form et billede af de træk og kulturelle mønstre, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem (tilbage) til en menneskehed i balance med sit livsgrundlag. Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. Det er således ikke sørgmodige hændelser, men wake-up calls til erkendelsen af, at vores fremtidige tilværelse vil fungere langt bedre uden disse grundpiller for det industrielle samfund. Disse temaer spiller dog en mindre rolle på Vartov for ikke at komme til at flå i de samme mennesker på de samme dage.

Bent Lohmann fik åbnet fornemt. Jeg fik efterfølgende ridset lidt af baggrunden for Klimabundmødet op sammen med et kort rids af nødvendigheden af 350 ppm, som vi trods vores høje uddannelsesniveau er så lidt vidende om. Og vi kunne gå direkte videre til Malene Hauxners afsløring af, hvem som havde vundet Den Grønne By – en konkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København. Resultatet var tre førstepræmier og tre indkøb. Og alle indkomne forslag vil frem til 18. december være udstillet på Vartov-pladsen. En systematisk byforgrønnelse bliver en vigtig del af de kommende årtiers klimatilpasning af København. De 28 forslag giver tilsammen et godt billede af, hvilke muligheder, der ligger i byforgrønnelsen. Her er masser af inspiration til de kommende års arbejde for en grønnere by, og de tre vinderforslag er hver især værd at søge realiseret som pilotprojekter.

Tove Damholt, museumsinspektør fra det geologiske museum på Stevns, gav herefter i Store Yurt en fantastisk beretning om Stevns Klint, som er på vej til at komme på UNESCOs World Heritage liste som det sted i verden, hvor radikale klimaændringer for omkring 65 millioner år siden tydeligst kommer til udtryk i de geologiske aflejringer. Anledningen var Klimavartegnet, hvis store kridtblokke stammer fra Stevns.

Da Thomas Agergaard efterfølgende spillede op til Skrotbjerget, stod det for mig for første gang helt klart, at vi havde valgt rigtigt – at vi stod med en ramme, som kunne formidle genuine oplevelser og erfaringer, og som var lykkeligt fri for gadeudstillingsobjekters ofte hårdhændede dementi af deres udstillingsidé. Det var som om at Thomas’ urklange i samklang med de langsomt skiftende billeder på konkylierne dannede en stor opløftende kuppel over pladsen, som indkredsede en helt fundamental væren, vi ofte haster for meget til at ænse.

Aftenen inden, hvor vi for første gang havde haft lys på alle dele på pladsen, havde jeg pludselig for et øjeblik standset op i en tidslomme mellem Klimavartegnet med dets urgamle kridtblokke (et sindbillede på den is, som ikke må smelte i drivhuset Jorden) og Skrotbjerget (et sindbillede på den kortsigtethed, hvormed det industrielle samfund ubegrænset gnasker sig gennem Jordens begrænsede ressourcer).

Dagen sluttede i kælderlokalet med filmen Home. Tror alle var berørt, ikke bare over den klodens skønhed, som filmen så fornemt udfolder, men også over den råhed, hvormed vi som art nedtramper såvel vores egne som de kommende generationers og biodiversitetens levevilkår. Det er vidunderligt at mærke, at der i det kælderrum er ansatser til en samtalekultur. Ligesom vi efter gensynet med An Inconvenient Truth under Sluk Lyset-aftenen i marts lagde vægt på, at man ikke bare efter filmen rejser sig med katastrofealarmerne trykket i bunde, håber jeg at vi som i aften i de kommende to uger kan give de deltagende inspiration til – og værktøjer til – at vi i vores tilværelse kan vælge et spor, som på én gang fører til en berigelse af vores tilværelse og vores levende omgivelser.