Prisen for 350 ppm
3. oktober 2009
Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.
I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA² – dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200.
Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres scenario med et moratorium for afbrænding af kul inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO2 fra kulafbrænding).
For at nå dertil, at atmosfærens CO2-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO2 og andre drichusgasser.
Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.
Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.
Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for. Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.
Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.
1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.
John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.
Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹
James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²
