Den store fest …

11. september 2009

snit gennem geologiske lag under Nordsøen, hvor den grå farve indikerer lag med mulighed for CO2-lagring

Midt i de seneste dages travlhed har jeg haft en sværm af strøtanker svævende, som langsomt er ved at lande på noget, som kunne blive et princip for oprydningen efter den store fossile fest, som vi har haft kørende op igennem det tyvende århundrede, og som vi endnu ikke rigtigt har kunnet finde ud af at gå hjem fra.

For nylig kunne man i på Ingeniøren online læse, at der alene i Utsira-formationen, som strækker sig under Nordsøen ud for den norske kyst var kapacitet til at lagre al Europas CO₂ i de næste 600 år.¹ Ansporet af en norsk CO₂-afgift har man her pumpet CO₂ tilbage i undergrunden i det norske Sleipner oliefelt, men slet ikke i de volumener, som skal til, for at det virkelig batter noget i forhold til de stadig stigende CO₂-koncentrationer i atmosfæren. I alt har man siden 1996 pumpet 11 mio. ton CO₂ tilbage. Og ifølge en nylig rapport fra Greenpeace er der grund til at stille alvorlige spørgsmål ved, om denne CO₂ rent faktisk bliver hvor den skal, idet seismologiske målinger indikerer, at den CO₂, som man har pumpet ned i de dybestliggende lag, stiger opad med en hastighed på mere end 100 m pr. år.²

Når det i de senere år er blevet interessant at finde ud af, hvordan man kan få lagt de enorme mængder CO₂ i atmosfæren, som den store fest har afstedkommet, tilbage i undergrunden, er det også fordi der med det kvotesystem, som vi er i færd med at etablere, er udsigt til, at man kan få penge for at deponere CO₂ i undergrunden – endda rigtig mange penge.

I nyere ressource-management er det blevet moderne, at se tingene i et cyklisk perspektiv, hvor man for eksempel ikke køber et tæppe, men brugsretten til et tæppe, og at firmaet efter ti år tager tæppet tilbage og står med ansvaret for, at materialerne bliver optimalt genanvendt. Volvo var på et tidspunkt inde på kun at ville lease os biler, så det var Volvo selv, som stod med skrotbjergene – og dermed udfordringerne med at udvikle den forurenings’fri’ bil, hvor bilens mange enkeltkomponenter fungerede optimalt sammen, løbende lod sig udskifte og gik ubesværet videre i systemet.

Men hvad ville der ske, hvis man brugte samme cykliske fordring på den fossile energisektor, således at man hver gang man brød et ton kul, skulle lægge et ton kulstof fra CO₂ tilbage i undergrunden, og hver gang man pumpede en tynde olie op var forpligtet til at pumpe en tilsvarende mængde CO₂ tilbage i undergrunden?

Havde vi været lidt mere klarsynede, skulle vi have lavet et sådant setup helt fra starten af, hvor ‘forureneren betaler’, hvor ressourcer kun var til låns og skulle gives videre i biosfæren på en måde, så det ikke akkumulerede problemer. Det ville have givet os den reelle pris på kul og olie – ikke bare prisen for at få dem frem til forbrugeren, men også de fulde udgifter ved de nu eksternaliserede miljøomkostninger fra forurening og naturødelæggelser. Et sådan skifte ville kunne afrunde den dagen derpå-fest, som vi synes at fortsætte for at slippe for tømmermændene – det måtte kunne lede sig til, at det ikke kunne betale sig at forurene. Det ville med et slag give os et mere reelt forhold mellem prisen på de vedvarende og de fossile energikilder, og det forestående svineri med udvindingen af oliesand, som i forvejen er en rigtig dårlig idé, ville også for de mere kortsigtet tænkende fremstå som en absurditet.

Og hvad ville der ske, hvis vi nåede frem til, at princippet om, at et sådant cyklisk princip også gjaldt med tilbagevirkende kraft, sådan at BP og Shell, Mærsk og Norsk Hydro, og hvad de nu allesammen hedder, var forpligtet til at lægge en tilsvarende mængde kulstof tilbage i undergrunden som de gennem årene havde pumpet op for at holde gang i festen?

De ville nok indvende, at det har de ikke opkrævet penge for – at energien op igennem det tyvende århundrede havde været alt for billig, fordi vi ikke har betalt det, som energien egentlig skulle have kostet, og at energien faktisk stadig var alt for billig. Og … de har ret, den fossile energi har hele vejen igennem været prissat alt for billigt. Men måske var det fremsyn fra olieselskaberne, som gjorde, at de beregnede sig gigantiske profitter og undlod at betale skat for at de ville have råd til at rydde op efter sig og lægge de store mængder kulstof, som de har ‘lånt’ til den store fest, tilbage under jorden.

I det perspektiv virker det kun næsten indlysende, at de samme firmaer, som har tjent styrtende på at pumpe olie op af Nordsøen uden at påtage sig ansvaret for konsekvenserne, nu kan spinde guld på at sende CO₂ tilbage i oliefelterne.

Cyklisk forståelse.