Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur

2. september 2009

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Bambus-gårdene, markerne med miscanthus-strå til de store stråtage, den stadige rydning af har sammen med de overrislede rismarker skabt en stor frodighed og mangfoldighed af biotoper og livsvilkår, som i disse år forsvinder med stor hast. I satoyama kan landbruget ofte kun i meget lille grad mekaniseres, og stort set alle unge flytter til byerne. På Hokkaido, som ligger på nordgrænsen for risdyrkning, kunne man da jeg sidst boede der for 9 år siden få rismarker forærende, hvis man vil dyrke dem – i mange afkroge af det japanske bondeland er der kun pensionister tilbage.

Dette er paradoksalt nok en trussel for den japanske biodiversitet, for de brugs- og dyrkningsmønstre, som gennem århundrederne har udviklet sig i satoyama-zonen, gav plads for en endog meget stor biodiversitet. Japanske forskere er derfor i gang med at samle konklusionerne omkring satoyama forud for den store Convention on Biological Diversity i Nagoya til oktober 2010.

Harvest time in satoyama, 6:33 min. Vimeo video 13.01.2009.

Satoyama rummer en vigtig fortælling. Vi har brug for sådanne konkrete billeder på, at mennesker kan være til stede på kloden som en styrkelse af biodiversiteten – at der findes et fællesrum for menneske og natur. Og udfordringen er hernæst at gøre livet på grænsen mellem det opdyrkede og det uopdyrkede attraktiv for kommende generationer – ikke bare som rekreativt sted, men som livsrum, hvor man tager del i den løbende opretholdelse.

Dette billede er typisk for store dele af det japanske landskab, hvor den intensive dyrkning af ris og grøntsager sker på ganske små jordlodder mellem lave, skovklædte bjergrygge. Der er muligheder for et meget stort udbytte, men dyrkningen er uhyre arbejdsintensiv. Samtidig er de bagvedliggende skovområder udsat for en løbende pleje og mere ekstensiv dyrkning.

Se også David Attenboroughs betagende skildring i det foregående blog-indlæg: Satoyama: Japan’s Secret Watergarden.