august 2009 arkiv

Verdens største forsøg med delebiler

11. august 2009

Endnu en artikel fra Ingeniøren, her om et inspirerende forsøg i Paris:

“4.000 dele-elbiler fordelt over Paris og de omkringliggende forstæder skal være med til at reducere trafikpropperne og CO2-udslippet fra bilerne i byernes by. I slutningen af næste år eller begyndelsen af 2011 skal de nye elbiler være klar til at fragte parisere, som investerer i et månedligt delebilabonnement på et par hundrede kroner, rundt på de overfyldte veje. De skal desuden betale en leje i omegnen af 50 kroner for hver halve time bag rattet, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Autolib hedder projektet, og for at sikre en stor fleksibilitet og let tilgængelighed er det meningen, at der skal bygges 1.400 ladestationer i Paris og omegn – 700 i forstæderne, 500 i gaderne i Paris og 200 fordelt i parkeringskældre. Systemet til opladning er ikke fastlagt, men man regner med, at en påfyldning vil tage seks til otte timer. Derfor bliver der ikke tale om batteriskifte-stationer, som danske Dong og californiske Better Place planlægger herhjemme.”

Der er i det små tilsvarende ordninger på vej i København, som i første omgang vil blive tilbudt københavnske virksomheder.

Læs resten af historien i Ingeniøren.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Kasper B. Andersen: Paris i verdens største forsøg med dele-biler, Ingeniøren 11.09.2009.

 

Share

Inspirerende film

11. august 2009

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.


.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

 

Share

Novacem – en CO2-negativ beton

7. august 2009

Den nuværende cementproduktion producerer rundt regnet 1 ton CO2 for hvert ton cement. Vi bruger store mængder cement, til huse, veje, broer, ja stort set alt, så på verdensplan bruges der årligt 2,5 mia. ton Portland-cement, og produktionen heraf tegner sig for hele 5% af de samlede udledninger af drivhusgasser. Men engelske forskere er lige nu ved at udvikle en CO2-absorberende cement, Novacem, som man ligefrem kalder ‘carbon negative’ – dvs. at den i løbet af sin livscyklus absorberer mere CO2, end der udledes ved produktionen.

Det store energiforbrug fra konventionel produktion af Portland-cement – og dermed de store CO2-udledninger – skyldes den nødvendige opvarmning af calciumkarbonaten til først omkring 900ºC og dernæst til 1.400ºC for at kunne producere cement. Novacem derimod er baseret på magnesiumsilikat, som ikke kræver samme høje temperaturer ved fremstillingen (én gang til 700ºC) og giver en beton, der som del af sin ophærdningsproces absorberer CO2 fra atmosfæren.

I en præsentation ved Imperial College i London sidste år opsummerer lederen af Novacem Stuart M. Evans potentialet: “Den store gevinst er, at hvis Novacem fuldt ud erstattede Portland-cement, vil det absorbere 5% af verdens CO2-udledninger i stedet for at producere 5% af verdens CO2-udledninger.”¹

Foreløbig er Novacem på udviklingsstadiet. Man regner med inden for et år at have udviklet regulære byggekomponenter at lave forsøg med. Selvom styrkeegenskaberne måske viser sig at være en anelse anderledes end for Portland-cementen, så vil den sandsynligvis endda kunne erstatte en lang række ‘banale’ anvendelser, som havefliser, byggeblokke og kystsikring. Til forskel fra luftfarten og den industrielle fødevareproduktion synes der på dette område at være en vej frem mod ikke bare CO2-neutrale, men CO2-negative løsninger på noget stort set identisk med hvad vi har i dag. Dette er bydende nødvendigt. For hvis vi skal have atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm, er det ikke nok at standse, endsige reducere, vores nuværende udledninger. Så er vi nødt til at udvikle CO2-negative samfund, som over en årrække absorberer så store mængder CO2 fra atmosfæren (og fra overophobningerne i havet), at vi på nærmer os præindustrielle CO2-niveauer.

I Californien arbejder firmaet Calera tilsvarende med at producere en cement med CO2-negative egenskaber – se tidligere blog-indlæg Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO2.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Stuart M Evans: Novacem – carbon negative cement to transform the construction industry Innovation and Investment Opportunities in Carbon Capture and Storage, Energy Futures Lab, Imperial College, London 15.10.2008 (ppt).

Carbon-Eating “Green” Cement Wins Funds For UK Firm, Reuters 07.08.2009.

Novacem raises over £1 million – commercialisation of carbon negative cement will tackle challenge of climate change, (pressemeddelelse) Novacem 06.08.2009 (pdf).

New carbon negative cement from Novacem takes top honours at the Clean Twehnology Rushlight Awards, (pressemeddelelse) Novacem 26.01.2009 (pdf).

Share

Janine Benyus: Biomimicry in Action

6. august 2009

Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brillant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.

Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.

Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?

Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.

Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.

Læs mere »

Share

Janine Benyus om biomimicry ved BFE Global Summit

5. august 2009

I dagene 22.-23. april afholdt man BFE Global Summit i Paris. BFE står for Business for the Environment og er en sammenslutning af Clean Tech-virksomheder fra hele verden. Ved den lejlighed havde man inviteret Janine Benyus til at fortælle om biomimicry og det fantastiske felt af muligheder, som åbner sig ved en systematisk aflæsning af, hvordan naturen gennem millioner af år har udviklet hensigtsmæssige organiseringsmønstre, som til forskel fra de fleste af det industrialiserede samfunds processer er karakteriseret ved, at de foregår selvorganiserende, uden spild og ophobninger af ‘ubrugeligheder’, og at alt indgår i videre kredsløb. Kort sagt ser vi i naturens grundmodus en grad af bæredygtighed, energieffektivitet og ressourceminimering, som få af de ting, som vi i dag kalder bæredygtige, energieffektive og ressourceoptimerede, kan matche.

Janine Benyus’ indlæg varer i alt 45 min. Det findes tilgængeligt via 5 YouTube-videoer, som er tilgængelige herunder. Publikum er miljømæssigt virksomhedsfolk (se link til manifestet nedenfor), så det er en mindre blomstrende vidtløftig, mere koncist inspirerende og business-orienteret Janine, vi møder i denne sammenhæng.

Læs mere »

Share

Tim Jackson til København

4. august 2009

14. oktober kommer Tim Jackson fra britiske regerings Sustainable Development Commission til København, hvor han giver forelæsningen: ”Vækstens dilemma, klimabalance, retfærdighed og velfærd uden økonomisk vækst?” som optakt til en debat om vækstens grænser. Her vil Tim Jackson sammen med to fremtrædende danske opponenter, professor Peter Birch Sørensen og centerleder og klimaøkonom Kirsten Halsnæs, bringe spørgsmålet om vækstens grænser i centrum af klimadebatten forud for COP15.

Jackson barslede for nylig med rapporten Prosperity without growth, hvori han stiller en række yderst begavede spørgsmålstegn ved hele den vækstmyte, som bærer vores nuværende samfund Så der er lagt op til et virkelig spændende møde.

Man kunne ønske sig, at vores Klima- og Energiminister hørte med – ifølge Jacksons beregninger skal der langt mere til end at afkoble økonomiske vækst og CO2-udledninger. For at der er plads til velfærd til alle i 2050 skal vi afhængig af scenario ned på 2-5% af de nuværende CO2-udledninger pr. dollar – se tidligere blog-indlæg om Jacksons rapport: Velfærd uden vækst?.

Sted: Copenhagen Business School (CBS), København.

Tidspunktet er endnu ikke fastlagt. Der åbnes for tilmelding efter sommerferien. Flere informationer følger.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tim Jackson: Prosperity without growth? The transition to a sustainable economy, Sustainable Development Commission, marts 2009 (pdf).

 

Share

Afkobling af vækst og CO2-udledninger en myte

3. august 2009

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO2-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO2-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO2-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO2-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO2-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO2 til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Share