Strøtanker om bæredygtighed

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Bill McKibben in The Colbert Report, 4:33 min. video 18. august 2009.

Når McKibben i undsendelsen siger, at der i dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm, er det på baggrund af, at to store grupper ved klimaforhandlingerne, AOSIS (Alliance of Small Island States) og LDC (Least Developed Countries) på klimasamlingen i Bonn sidst i marts sluttede sig sammen om at kræve 350 ppm indført som målsætning i den kommende klimaaftale sammen med et opvarmingsmaksimum på blot 1½ºC. De to gruppers medlemslande er listet nedenfor.

Indtil for ganske nylig vidste de færreste hvad der lå bag 350 ppm. Men på baggrund af et paper fra NASA sidste år,¹ som gjorde det lysende klart, at IPCCs officielle målsætning på 450 ppm ikke var tilstrækkelig til at sikre stabiliteten for jordens klima, og at det kun ville give en 50% chance for, at vi ikke ville få den temperaturstigning over 2ºC, som verdens rige lande for nylig har vedkendt sig, vokser der en stadig klarere forståelse frem af, at vi er nødt til at etablere en målsætning på 350 ppm – eller lavere end i dag, hvor den er 389 ppm og stige med 2 ppm pr. år.

LDC: Angola, Madagascar, Benin, Malawi, Burkina Faso, Mali, Burundi, Mauritania, Central African Republic, Mozambique, Chad, Niger, Comoros, Rwanda, Democratic Republic of the Congo, São Tomé and Príncipe, Djibouti, Senegal, Equatorial Guinea, Sierra Leone, Eritrea, Somalia, Ethiopia, Sudan, Gambia, Togo, Guinea, Uganda, Guinea-Bissau, United Republic of Tanzania, Lesotho, Zambia, Liberia, Afghanistan, Nepal, Bangladesh, Samoa, Bhutan, Solomon Islands, Cambodia, Timor-Leste, Kiribati, Tuvalu, Lao People’s Democratic Republic, Vanuatu, Maldives, Yemen, Myanmar, Haiti.

AOSIS medlemmer: Antigua and Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Cape Verde, Comoros, Cook Islands, Cuba, Cyprus, Dominica, Dominican Republic, Fiji St. Kitts and Nevis, Federated States of Micronesia, Grenada, Guinea-Bissau, Guyana, Haiti, Jamaica, Kiribati, Maldives, Marshall Islands, Mauritius, Nauru, Niue, Palau, Papua New Guinea, Samoa, Singapore, Seychelles, Sao Tome and Principe, Solomon Islands, St. Lucia, St. Vincent and the Grenadines, Suriname, Tonga, Trinidad and Tobago, Tuvalu, Vanuatu.

AOSIS observatører: American Samoa, Netherlands Antilles, Guam, U.S. Virgin Islands.

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).¹