Afkobling af vækst og CO2-udledninger en myte

Afkobling af vækst og CO₂-udledninger en myte

3. august 2009

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

En opgørelse af CO₂-handelsbalancen mellem EU og resten af verden. Som man kan se, har særlig lande som Kina og Rusland store CO₂-udledninger bundet i produktion af varer til EU, og man regner med at om mod en fjerdedel af de samlede kinesiske udledninger af drivhusgasser stammer fra fremstilling af varer, som forbruges uden for Kina.

Med Københavns Kommunes kommende klimaplan, som superambitiøst lægger op til at byen er CO₂-neutral i 2025, kan vi ende med at stå med samme problem. Selv hvis vi københavnere ender med på papiret at være CO₂-neutrale i 2025, kan situationen meget vel være den, at vi til den tid producerer mere CO₂ end i dag, og stadig 10-15 gange mere per person, end vi burde.

Ifølge beregningsgrundlaget, som er udarbejdet på basis af kommunernes CO₂-beregner, som langt hen ad vejen er beregnet som Kyoto-aftalen foreskriver, har man nemlig ikke indregnet hverken den internationale luftfart eller skibsfart, og man har ikke indarbejdet CO₂-produktionen ved alle de varer og produkter, vi importerer – alle sammen faktorer, som gør, at vores reelle CO₂-udledninger ligger langt højere end de beregnede. Vi har i et ganske omfattende høringssvar til Københavns Kommunes klimaplan søgt at påpege dette og opfordret til at vælge et reelt grundlag for at arbejde mod CO₂-neutralitet – og fuld udfasning af fossile brændstoffer. Men i den klimaplanplan, som står til at blive vedtaget senere på måneden, er der ikke ændret ved det illusoriske beregningsgrundlag.

I en situation, hvor kloden hastigt degraderes af vores nuværende brug og smid væk-kultur, hvis svampemycelium har ødelæggende virkninger ud i de fjerneste afkroge af kloden, virker det så underligt naivt, at vores ansvarlige politikere og deres rådgivere bliver ved med at klynge sig til den fortsatte vækst som ønskværdig, endsige mulig (se tidligere blog-indlæg: Vækst og bæredygtighed og Velfærd uden vækst?).

Den eneste måde, hvorpå afkobling af vækst og CO₂-udledninger kan lade sig gøre, er ved at afkoble vækst og materie. Der er der plads til en næsten uendelig åndelig-bevidsthedsmæssig vækst – i den udstrækning, vi ikke til stadighed skal omsætte den i materielle manifestationer. Derimod er vi i den verden, vi har foran os, nødt til meget hurtigt at blive meget bedre til at dele om de begrænsede ressourcer, som der er – ikke bare med de flere og flere medmennesker på Jorden, men fuldt så meget med de kommende generationer og alle de øvrige livsformer på Jorden, som vi i disse år hastigt fortrænger.