Strøtanker om bæredygtighed

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Kære DONG

Her sidst på foråret afmeldte jeg min aftale med jer. Eller rettere, mit nye strømforsyningsselskab Natur-Energi har gjort det. Havde muligheden været der, ville jeg også have valgt anden udbyder af ledningsnettet, for den strøm ‘mine’ vindmøller på Middelgrunden laver, bliver næsten provokerende meget dyrere på den korte vej til min stikkontakt.

Det er så almindeligt med kundetilfredshedsundersøgelser, så denne gang vil jeg komme jer i forkøbet. Når jeg har opsagt vores aftale, kan det sammenfattes i det lille ord: kul.

“Coal is best left in the ground” har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James E. Hansen så indtrængende sagt. Alligevel bliver I ved med at udbygge kulfyringen i mange lande i verden. Det er måske legalt i vores nuværende standardforståelse, men det er hasard med klodens klima. Og eftertiden vil se det fuldstændig på linje med slavehandel, som et eksempel på den tids primitivitet – vor tids primitivitet.

I ved det godt hos DONG, at tiden er ved at rinde ud for den fossile æra. I er i fuld gang med at udbygge med vindkraft. Og tak for det.

Hvis I vil vide, hvad der skal til, for at jeg igen kunne få mig til at sætte stikkontakten i DONG-strøm, så vil det i udgangspunktet kræve et moratorium for udbygning af kulkraft fra DONGs side som en del af en virksomhedsprofil, som målrettet arbejder for et Danmark på vedvarende energi. Den dag, der er udviklet en CCS-teknologi, som kan tilbageholde 100% af CO₂-udledningerne, kan vi eventuelt overveje at bygge nye kulkraftværker. Men gør os i det mindste den tjeneste at spare på kullene indtil da, og i hvert fald ikke at bygge flere indtil da. Mit gæt er, at vi inden da har fundet langt smartere måder at tilvejebringe vores energi på, så et godt råd herfra vil være, at I ville kunne bruge jeres forsknings- og udviklingsmidler langt mere fremtidssikkert på at udvikle et stabilt energiforsyningssystem på vedvarende energikilder og så lade de andre om at fjumre med kullene. I den verden vi i dag lever i, kan man ikke bare være så stor som DONG og have som primært mål at tjene penge. Det kan kloden ikke holde til, det kan fremtiden ikke tolerere. Det kan I selv inderst inde heller ikke leve med.

Københavns Kommune har netop vedtaget sin klimaplan, som sigter mod CO₂-neutralitet i 2025. Der har under høringsfasen været forslag fremme om også at gøre byen fossilfri, som dog ikke er medtaget i den nu vedtagne plan. Her havde det været perspektivrigt at se DONG byde ind med at påtage sig at levere fossilfri energi til København inden 2025 – måske det kunne komme med i den planlagte revision af klimaplanen i 2012.

Svært ja, men i den grad muligt. Det ville placere jer centralt i den nødvendige udvikling af verdens energipolitik. Og det kunne udfordre bilfabrikkerne til at påtage sig deres del af opgaven ved at virke målrettet for, at også Københavns trafik kunne erklæres fossilfri indenfor en overskuelig årrække.

Jeg siger ikke, at det er let. Men jeg siger, at det er nødvendigt. Og … vi var i Danmark blandt de første til at indse, at slavehandel ikke var i orden.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker, DONG på hårde stoffer, Hvidt som kul, Hvidt som kul II, og James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Efter en høringsfase, som har strukket sig over det meste af dette år, har Københavns Kommune i går endelig vedtaget sin nye klimaplan. Den rummer en målsætning på en 20% reduktion inden 2015 (som vil bringe byens udledninger 40% under niveauet i 1990) og en vision om at blive CO₂-neutral i 2025.

Selvom planen sine steder bør strammes op – den lider af samme systemafgrænsningsproblemer som Kyoto-planen, som gør at en teknisk CO₂-neutralitet langt fra vil være en reel CO₂-neutralitet – er der al mulig grund til at sige tillykke til byen. Alene visualiseringen af, at vi ikke bare kan, men nødvendigvis skal udvikle CO₂-neutralitet inden for ganske få år, er et vigtigt signal ikke bare overfor københavnerne, men overfor hele verden.

En af konsekvenserne vil være, at der i de kommende år vi blive satset kraftigt på grønne tage – ifølge planerne skal der inden for ganske få år etableres 325.000 m² grønne tage. Det er faktisk rigtig meget – rundt regnet 40-50 fodboldbaner. Det bliver i første omgang nybyggeriet, som kommer til at trække de store arealer. For eksempel vil den nye bydel på Nordhavnsområdet i stor udstrækning få grønne tage. Men de grønne tage har også en plads i den ældre bygningsmasse, hvor taghældningen ikke er for stor.

Det typiske grønne tag har et blot få centimeter tykt jordlag, som gør, at en bestemt plantefamilie, sedum eller salturtfamilien, som har specialiseret sig i at overleve lang tids udtørring, har fine vilkår, mens græs og urter, som med tiden ville blive for store, måske kan klare sig i en fugtig periode, men bukker under i tørre sommerperioder. Rigtigt anlagt behøver sedum-tagene således ikke at blive luget, men er stort set vedligeholdelsesfri. Og sedum-tagene er smukke med deres vekslende blomstringer igennem året. Så vi må håbe, at man i stor udstrækning udser sig tagflader som herover ved Vesterport, hvor vi rent faktisk ser de grønne tage.

Sedum-tagene har også den fordel, at de er ganske lette – de vejer blot 40-50 kg pr m², så på langt de fleste eksisterende tagflader vil de kunne anlægges uden at tagkonstruktionen behøver at blive forstærket. Det sagt er der grund til også at arbejde med andre typer af grønne tage. For sedum-taget har en meget lille biologisk aktivitet. Bladoverfladen pr. m² er blot 6-8 m², hvor fritvokset græs kan have op til 200 m² bladoverflade pr. m² – og dermed en luftrensningseffekt og en CO₂-absorption / iltproduktion, som tilsvarende er langt langt højere.

Hvis man slog de langhårede tage inden de dræede og betragtede tagene som dyrkningsflader for biobrændsel – græs har en kolossal biologisk tilvækst – kunne man sandsynligvis finde vegetationstyper, som med meget lille vedligeholdelse havde en langt større positiv klimaeffekt end sedum-tagene.

Et andet vigtigt aspekt af de grønne tage er den lokale afledning af regnvandet, så det enten bruges lokalt, til toiletskyl, vanding osv. eller nedsives lokalt frem for som nu at løbe i kloakkerne (se forudgående blog-indlæg: Reetablering af Københavns vandkredsløb).

Nicolai Østergaard: København: Nu skal der græs på storbyen tage, Ingeniøren 28.08.2009.

Københavns Kommune er lige nu ved at udvikle en LAR metodehåndbog (Lokal Afledning af Regnvand), som rummer en hel række teknikker til lokal afledning af regnvand, som bliver samlet i en LAR metodehåndbog. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har skullet udarbejde høringssvar, og i den forbindelse har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lavet et notat derom, som findes gengivet i sin helhed nedenfor.

Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.

Den anden løsning indebærer en lang række tiltag, som tilsammen vil give en langt grønnere by: Etablering af grønne tage, som forsinker vandstrømmene, opsamling af regnvand til toiletskyl og vanding, lokal nedsivning gennem vandåbne belægninger. En sådan reetablering af det naturlige vandkredsløb er bæredygtighedsmæssigt det eneste rigtige. Så det er et spændende initiativ med store positive konsekvenser for København, som man må hilse varmt velkommen.

Læs mere »

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

De havde let spil under Bush-administrationen – klimafornægterne og alle dem, som har en kortsigtet økonomisk interesse i, at det er gratis at svine atmosfæren til med drivhusgasser og svovlforbindelser. Og nu, hvor man under Obamas ledelse er ved at indføre en kvotelovgivning, som sætter en pris på disse udledninger, kan man se, hvordan mennesker og ikke mindst virksomheder tænker mere med pengepungen end med forstanden. Selvom man ved, at det er vigtigt for verdens klima, at disse udledninger bringes til ophør og at USA præsterer en konsekvent klimalovgivning forud for klimatopmødet i København, ser man i disse måneder systematiske forsøg fra kul- og olieindustrien og deres lobbyister på at forvirre, forfurre, forfalske, forplumre – kort sagt gøre hvad man kan for at sabotere en klimaaftale. Efter Obama har overtaget Det Hvide Hus, er kampagnebudgetterne mod kvotesystemer og reguleringer af udslippene af drivhusgasser blevet sat markant op. Dagligt kan man i amerikanske radiospots høre, at det vil koste en typisk familie i tusindvis af dollars, hvis klimalovgivningen kommer igennem.

Olie- og kulindustrien finansierer sålede ikke bare lobbyvirksomhed, men fuldt så meget massive annoncekampagner og radioannoncer samt systematisk støtte til klimaskeptikere, ud fra devisen: Kan man ikke modbevise, kan man altid så tvivl og lave informationsstøj. Senest har man afsløret falske henvendelser til kongrespolitikerere fra borgere, som angiveligt boede på alderdomshjem.¹

Det er kort sagt demokrati på vrangen, hvor mennesker, som burde vide bedre – og måske rent faktisk ved bedre – spammer medier og diskussionsfora med mistænkeliggørelser og fejlagtige informationer, mens sagesløse mennesker, dyr og planter verden over tavse må se til, mens verdens skæbne afgøres af ignoranter og kortsigtede positioner.

Suzanne Goldenberg: US Congress inquiry reveals fake letters from ‘voters’ opposed to climate bill, The Guardian 19.08.2009.¹

Kevin Grandia: US coal industry won’t give up easily on using atmosphere as a dumping ground, The Guardian 19.08.2009.

Suzanne Goldenberg: Oil lobby to fund campaign against Obama’s climate change strategy, The Guardian 13.08.2009.

Nick Thomas: ExxonMobil is not a climate change denier, The Guardian 10.07.2009.

George Monbiot: Climate denial ‘astroturfers’ should stop hiding behind pseudonyms online, The Guardian 08.07.2009.

David Adam: ExxonMobil continuing to fund climate sceptic groups, records show, The Guardian 01.07.2009.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama’s key climate bill hit by $45m PR campaign, The Guardian 12.05.2009.

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Læs mere »

Tidligere på måneden var der i New Scientist et ganske læseværdigt interview med Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren. Det giver et godt billede af situationen i USA forud for COP15, hvor der fra mange sider har været udtrykt frygt for, at arbejdet med en sundhedsreform kom til at stå i vejen for, at man når at få en klimalovgivning på plads inden klimatopmødet i København til december. Men Holdren ser ikke bare den amerikanske klimaaftale, som på sin lange vej gennem Repræsentanternes Hus blev noget udvandet, komme igennem i Senatet i tide. Han ser endda, at den på et par steder kan bliver styrket.

I interviewet understreger han, at det ikke bare er muligt, men nødvendigt, at kombinere økonomiske og klimamæssige mål.

Det er langt fra radikale klimamål, amerikanerne er ved at beslutte sig for. En 17% reduktion i forhold til 2005 vil nemlig kun lige bringe USA under udledningerne i 1990. Og som Holdren selv er inde på, må de industrialiserede lande gå foran med markante reduktioner, hvis man med rimelighed skal kunne forvente at verdens udviklingslande skal gøre det samme.

Adspurgt, om 450 ppm er et tilstrækkeligt reduktionsmål svarer han, at “fra et videnskabeligt perspektiv er 350 ppm bedre end 450 ppm. Grunden til at 450 ppm er blevet ‘the mainstream view’ er, at det er noget nær det bedste vi kan klare og måske det værste vi kan tåle.” Det er markante udtalelser fra en centralt placeret politiker.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

Ingeniøren skriver i dag at: “Det globale CO₂-udslip steg med 1,94 procent til 31,5 milliarder ton i 2008. Det vurderer det tyske institut for vedvarende energi industri, IWR, på baggrund af officielle informationer og dets egen forskning. Det private institut, som rådgiver de tyske ministerier, påpeger, at CO₂-udslippet dermed steg for tiende år i træk, hvilket strider mod målet i Kyoto Protokollen fra 1997 om at CO₂-udslippet skulle være skåret ned med 5,2 procent i 2012.

IWR anbefaler, at de enkelte lande skal investere i vedvarende energi alt efter deres målte udslip, i stedet for at skære ned på de industrielle aktiviteter, så man slipper for diskussionerne om, hvem der skal gøre hvad. Der blev investeret omkring 890 milliarder kroner i vedvarende energiteknologier i 2008. Det skal øges til omkring 3.700 trillioner kroner om året, hvis verdens CO₂-udslip skal falde.

Jo større CO₂-udslippet er i det enkelte land, des større skal investeringen i vedvarende energiteknologier være, argumenterer det tyske institut. I maj sagde EU-Kommissionen, at CO₂-udslippet fra sværindustrien i Europa, der deltager i EU’s CO₂-handel, faldt med 3,1 procent i 2008 på grund af den økonomiske krise.”

Mette Buck Jensen: Verdens CO₂-udslip steg for 10. år i træk, Ingeniøren 11.09.2009.

Vera Eckert: Global 2008 CO₂ Emissions Rose 2 Percent: German Institute, Reuters 11.09.2009.