Sure oceaner IX

6. juli 2009

Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.

Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO₂-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO₂ ud af atmosfæren og lagre CO₂. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.

Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.

Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.

Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.

Cquestrate øger dels havens evne til at optage CO₂, dels kan det mindske havenes surhedsgrad. Cquestrate løser således flere problemer: Havene har i forvejen optaget omkring halvdelen af den CO₂, som er blevet udledt ved afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse. Og det er nået dertil, at den øgede mængde CO2 har gjort at havenes surhedsgrad er øget dertil at små skaldyr har svært ved at danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner VIII, Sure oceaner V, Sure oceaner III, Sure oceaner II, Sure oceaner og FN moratorium om gødning af oceanerne).

Kalkning er vidt udbredt i landbruget, for at undgå forsuring af jorden. Og det er umiddelbart et af de mere fordøjelige geoengineering, som burde kunne afprøves i en inddæmmet vig, inden man kaster sig over Stillehavet. Man kan blot frygte, at det drejer sig om enorme mængder af brændt kalk, og at selv Møns Klint og Stevns Klint og bakkerne omkring Limfjorden ikke rækker langt, når havenes ph-værdi skal hæves. Men se videoen nedenfor, hvor Kruger ved en præsentation på Smith School of Enterprise and the Environment ved Oxford University fortæller mere detaljeret om Cquestrate-ideen.