28. juni 2009 arkiv

An almost green deal

28. juni 2009

Så lykkedes det. 21 år efter at James E. Hansen i Det Hvide Hus gjorde de amerikanske politikere opmærksomme på, at vi med de stigende koncentrationer af drivhusgasser stod overfor et problemkompleks med potentielt kolossale konsekvenser, har Repræsentanternes Hus endelig vedtaget en lovgivningspakke, som etablerer et kvotehandelssystem til gradvist at nedregulere CO2-udledningerne fra det land, som historisk har stået bag de største udledninger. Der er da også glædelige reaktioner fra mange sider.

Al Gore taler om et gennembrud, et vendepunkt, en historisk dag … og det var nok ikke kommet hertil uden Obamas valgsejr. Efter vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skal forslaget videre til Senatet, hvor det stadig ikke er givet at det bliver vedtaget.

Forslaget har været længe under vejs, og der var da også lagt op til en ganske radikal lovgivning, som sigtede på en 80% reduktion i 2050. Men trods Obamas vision om at få lovgivningsprocesserne renset for lobbyisme og lobbyister det har været gennem den store vridemaskine, og lovforslaget er under vejs svulmet op til 1200 sider, med masser af særhensyn og smuthuller til følge. På den korte bane har man besluttet sig for en reduktion på 20% inden 2020. Men det er i forhold til 2005-tallene. I forhold til 1990, som normalt bruges som reference, er det en reduktion på blot 1½ %. Og da der samtidig er åbnet for, at en del af reduktionerne kan tilvejebringes gennem mere eller mindre ukontrollerbare kvotehandelsaktioner og teknikoverførselsprojekter i sydlande, vil det sandsynlige resultat være, at USA i 2020 udleder mere CO2 end i dag.

Læs mere »

Share