Klimaforandringer rammer os allerede i dag

22. juni 2009

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Global Humanitarian Forum sætter således atter en tyk streg under budskabet, om at klimaforandringer er en trussel som påvirker alle mennesker – og alle dele af vores samfund. Klimaets forandring påvirker både vores miljø, økonomi, helbred og sikkerhed. Mange samfund står overfor en serie stresspåvirkninger på een gang som følge heraf; alvorlige sociale, politiske og sikkerhedsmæssige problemer, både i den rige del af verden, og i den fattigere. Millioner af mennesker er blevet gjort hjemløse allerede som følge af de ændrede levevilkår – og flere millioner vil følge, advarer Global Humanitarian Forum.

De nøgne tal er i sig selv barske:

  • Hvert år dør 300.000 mennesker som følge af klimaforandringer (f.eks. hyppigere og kraftigere oversvømmelser)
  • De økonomiske tab er på 125 milliarder dollars (produktionstab, ødelæggelser af infrastruktur, osv.)
  • 325 millioner mennesker lever allerede nu med alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne (f.eks. længere tørkeperioder) – hvilket er over 10 gange større end antallet af trafikuheld hvert år i verden (som ’kun’ er på 24 millioner).

Men tallene dækker over, at klimaforandringerne forværrer en række andre sociale og miljømæssige problemer. Et eksempel er udbredelsen af smitsomme sygdomme. Klimaforandringer har allerede bidraget til spredningen af borreliose (en sygdom som overføres gennem bid fra skovflåter og som kan give lammelser) i Europa og USA. Og efterhånden som klimaet bliver varmere vil insekter som malariamyg også finde vej til de mere tempererede regioner af verden, der indtil nu har været for kolde for dem, og hvor befolkningerne har mindre modstandsdygtighed.

Efterhånden som den globale temperatur stiger, så bliver også hedebølger hyppigere og mere intense. Hedebølger hænger sammen med overdødelighed på flere måder: Dels gennem dehydrering og hedeslag, men også fordi hedebølger forøger risikoen for hjerteslag og åndedrætsbesvær.

Den hedebølge som ramte Europa i 2003 og dræbte 35.000 mennesker i fem lande, var den varmeste sommer i 500 år. Ofrene var især ældre og svagelige. Flertallet af de døde var således over 75 år gamle. Der blev også rapporteret om en stigning i luftvejssygdomme samt høje ozontal. Hedebølgen lagde desuden et stort pres på vandforsyning, landbrugsproduktion og energyforsyning. Alene tabet af dyr og afgrøder beløb sig til over 12 milliarder dollars.

Dette er blot nogle få ud af mange rystende eksempler på at klimaforandringerne allerede påvirker vores samfund voldsomt. Spørgsmålet er så, som altid, om det er nok til at lede til handling.

“There is a very human tendency to wish away such dire prognostications and even to question the underlying science. But the science is now quite firm. People need to be told how it will affect them in their country and why they need to worry about it now rather than at some later time.”

– Nitin Desai – Member, Prime Minister’s Council on Climate Change.

Se også tidligere blog-indlæg: Ti steder hvor klimaforandringerne er en realitet allerede i dag og Amerikanske klimaforandringer

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Global Humanitarian Forum: The Anatomy of A Silent Crisis – hele rapporten i pdf

Global Humanitarian Forum: Præsentation af rapporten på YouTube

Rajendra Pachauri: This Silent Suffering, The Guardian 29.05.2009

Randy James: The Human Cost of Climate Change, Time 04.06.2009

Global Humanitarian Forum: Notes on Methodology – kapitlet om rapportens metode i pdf

Oxfam: Suffering the Science – Climate Change, People and Poverty, 06.07.2009

Share