Strøtanker om bæredygtighed

I de seneste mange år har der i juni været årlige klimaforhandlinger i Bonn på denne tid af året, således også i år, hvor to ugers forhandlinger netop er overstået. Mange havde sat næsen op efter, at der på baggrund af de to ugers tætte forhandlinger kunne gives klare signaler om en stærk klimaaftale her blot seks måneder før COPP15 i København. Men virkeligheden er en anden. Selvom der kompasset rundt synes at være enighed om, at der skal laves en klimaaftale, står den politiske vilje slet ikke mål med det behov for markante reduktioner, som klimaforskerne taler stadig mere indtrængende om.

Connie Hedegaard konkluderer da også tydeligt utålmodigt i en nyhedsmail fra i går eftermiddags: “Man må selvfølgelig respektere FN’s måde at arbejde på, men for mig at se er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går for langsomt. På det forhandlermøde, der er netop er afsluttet i Bonn, nåede vi faktisk kun en gennemgang af forhandlingsteksten. Samtidig er teksten svulmet op til over 200 sider. Og det er ærgerligt, for vi havde faktisk et fokuseret dokument, alle parter havde meldt ind til, da vi startede mødet i Bonn,” siger klima- og energiminister Connie Hedegaard og fortsætter: “Det understreger behovet for, at politikere mødes, hvilket sker allerede på søndag otte dage i Mexico i Major Economies Forum og sidst på måneden, når jeg inviterer til Grønlandsdialog. Samtidig er det dog opmuntrende, at stadig flere lande præsenterer et klimamål, senest Mexico med et positivt udspil, som jeg håber vil inspirere andre til at rykke. Nu,” siger Connie Hedegaard.

En af de mere chokerende ting har været de japanske udmeldinger om, at man frem mod år 2020 kun vil binde sig til en 8% reduktion af CO₂-udledningerne, hvoraf de 6% allerede er en del af Kyoto-aftalen. Det er direkte pinligt – men siden 1990 er Japans CO₂-udledninger steget, så en 8% reduktion i forhold til 1990 kræver en 15% reduktion i forhold til 2005. Og det er meget langt fra de visionære toner, som lød fra Japan sidste år ovenpå G8-mødet i juli på Hokkaido (se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050). Yvo de Boer reagerede da også på det japanske udspil ved at sige, at han for første gang i sine 2½ år som forhandlingsleder ikke vidste, hvad han skulle sige.

Fra forhandlingsledernes side er der lagt op til, at de rige lande skal vedgå reduktioner i størrelsesordenen 25-40% til inden 2020 (i forhold til 1990). Men generelt er de rige landes udmeldinger om reduktionsmål på ingen måde bare i nærheden af de reduktioner, som klimavidenskaben anbefaler. Amerikanerne ved, at der skal gøres noget, og de ved, at Kina skal med, så der har sideløbende kørt bilaterale forhandlinger mellem USA og Kina, som har skabt megen usikkerhed. Selv EU, som samlet burde vise flaget og melde 40% ud, har foreløbig sagt 20% i 2020 – og 30% hvis de øvrige lande lægger sig i selen for markante reduktioner.

I bedste fald bliver der lurepasset, men det ligner mest af alt en flok uansvarlige politikere, som ikke formår at tage de nødvendige konsekvenser af de utvetydige meldinger, som kommer fra klimaforskerne om, at der er brug for resolut handling, at der skal radikale omlægninger til, og at de fossile brændstoffer skal udfases hurtigst muligt. Ikke bare bliver det dyrere for hver dag, der tøves. De uafvendelige (og ubetalelige) konsekvenser i form af havstigninger og tab af biodiversitet og nu frodige landskaber eskalerer, for hver dag vi tøver.

Skal man overhovedet glæde sig over noget i klimaforhandlingerne lige nu, er det, at der fra en række af de ‘rige’ udviklingslande som Mexico, Brasílien, Sydafrika og Kina kommer stadig mere konstruktive signaler, om at man er indstillet på at samarbejde om at nedbringe emissionerne også i disse lande. Kina synes indstillet på at blive verdens ledende grønne supermagt – og er hastigt i gang med at gøre sig til verdensledende inden for størstedelen af spekteret vedvarende energi. Men U-landendes deltagelse i aftalen kommer til at koste, ikke bare i krav til I-landene om medfinansiering og teknologioverførsler, men også i langt mere ambitiøse reduktionsmål fra I-landene, end der nu er lagt op til.

David Adam: UN says Bonn talks are a step closer to Copenhagen climate treaty, The Guardian 12.06.2009.

David Adam: Gossip and mistrust replace progress at Bonn as campaigners fear the US will settle for deal with China, The Guardian 12.06.2009.

Julian Hilton: China shakes off image as climate criminal with green revolution, The Guardian 11.06.2009.

Julian Borger & Jonathan Watts: China launches green power revolution to catch up on west, The Guardian 10.06.2009.

Jonathan Watts: China makes renewable power play to be world’s first green superpower, The Guardian 10.06.2009.

Jonathan Watts: China alone could bring world to brink of climate calamity, claims US official, The Guardian 07.06.2009.

David Adam & Suzanne Goldenberg: US says it will not demand binding carbon cuts from China, The Guardian 12.06.2009.

Raymond Colitt and Todd Benson: Brazil Could Adopt Greenhouse Targets-Lula, Reuters 11.06.2009.

J0ss Garman: Climate talks on their own terms, The Guardian 09.06.2009.

David Adam: Japan’s 15% target to cut emissions condemned as ‘disaster’, The Gaurdian 07.06.2009.

Risa Maeda and Chisa Fujioka: Japan Sets 2020 Climate Target, Some Say Weak, Reuters 11.06.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Japan om CO2-mål på to pct: ‘Vi er de mest ambitiøse’, Information 11.06.2009

George Monbiot: Stern breaks the east-west deadlock on who’s responsible for CO2, The Guardian 27.05.2009.