Strøtanker om bæredygtighed

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO₂-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO₂ altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

“12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO₂ eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO₂ eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO₂.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

For nylig var George Monbiot ude med riven efter de mange, som efter hans mening var endt i, at biochar var løsningen på alt. Det kunne, som han ræsonnerede, ikke nytte at brænde kloden af for at redde den – se tidligere blog-indlæg: Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’.

I forlængelse heraf stillede Robert Alcock sig på bioenergylists.org spørgsmålet, hvor meget biochar skulle der egentlig til for at redde klodens klima?¹

Alcocks beregninger har nogle ganske interessante tal. For hver m² jordoverflade er vægten af atmosfæren ovenover 10 ton. Den nuværende koncentration af CO₂ er 385 ppm. Hvis man ved at binde CO₂ fra atmosfæren i biochar skulle bringe atmosfærens CO₂-koncentration tilbage til et førindustrielt niveau på omkring 284 ppm, vil det kræve biochar i mængder, som ville svare til et lag på i gennemsnit 2 mm over hele klodens landareal. Imidlertid udgør den dyrkbare del kun 2,7% af jordens landareal. Alcock har mange flere mellemregninger, men for at fjerne 100 ppm vil der skulle produceres 17 kg trækul pr. m² dyrkbart areal, eller et lag på 8 cm.

Det er meget biochar – rigtig meget. Og det vil kræve, at alle, som har jord, i en årrække systematisk laver trækul af en stor del af deres planteaffald. Det nytter dog ikke ret meget, hvis ikke vi samtidig får stoppet udledningerne fra afbrændingen af fossile brændstoffer. Og så er der lige det forhold, at havene tålmodigt har akkumuleret store dele af den CO2, vi har forpestet atmosfæren med. Hvis atmosfærens koncentration af CO₂ igen begynder at falde, vil verdenshavene begynde at dele ud af deres akkumulerede overskud. Det vil koralrevene og skaldyrene sætte stor pris på, men det gør, at der over tid skal mere end den dobbelte mængde biochar til en reduktion på 100 ppm.

Og der findes tilsvarende muligheder for CO₂-absorption i teknosfæren. Vi kan bygge massive træhuse, vi kan benytte nye materialer som Calera-cementen, som har absorberet store mængder CO₂ i sig (se: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂), og vi kan lægge nogle af trækullene tilbage i de mange tomme mineskakte, som rundt omkring på kloden minder om et sort (omend kort) kapitel i menneskehedens historie, den fossile æra.

Robert Alcock: Covering the earth with charcoal? bioenergy.org.¹

The secret of El Dorado er en dokumentarfilm fra BBC, som forfølger den civilisation, som eksisterede i Amazon-området frem til spaniernes ankomst i begyndelsen af 1600-tallet. De første spanske opdagelsesrejsende berettede om bysamfund på størrelse med de største, man kendte fra Spanien. Men blot få årtier senere var disse samfund borte, sandsynligvis bukket under for europæiske virussygdomme.

I filmens antropologisk-arkæologiske afdækning bliver terra preta, den sorte jord, selve grundbetingelsen for civilsationsdannelsen i Amazon-området. Befolkningen har i stor udstrækning brugt at blande trækul i jorden for at give den frugtbarhed, og stadig kan man i dag, 400 år efter, spore dette kolossale jordforbedringsarbejde. Frem for den nuværende borthugst af regnskov, som ud over tømmerhugsten kun giver golde jorder med pauvert udbytte, ligger der i genoptagelsen af denne urgamle terra preta-teknik et stort potentiale i at øge fødevareproduktionen og standse rydningen af uvurderlig regnskov.

Terra preta behandles i dokumentarens sidste 20 minutter (29:29 min. ff.).

Læs mere »

Ingen ved endnu, hvor mange mennesker, der kommer til København i forbindelse med den store klimakonference til december, men der har været talt om både 30.000 og 40.000. Alle hoteller og vandrehjem er for længst booked, og det er et åbent spørgsmål, hvor alle disse mennesker skal sove.

I den forbindelse har jeg netop modtaget nedenstående opfordring fra New Life Copenhagen om at bidrage til klimatopmødet i december ved at gøre sig til værtsfamilie. Samtidig giver initiativet fem klimaudfordringer, som kan være med til at få noget godt ud af besøget. En af disse udfordringer er, at man hver dag skal give noget bort. Så det er et initiativ, som fortjener al mulig støtte:

“Vi henvender os til jer, da vi håber at I er interesserede i at indgå i projektet New Life Copenhagen – et borgerinddragelsesprojekt, der er koblet op på klimatopmødet i København til december. New Life Copenhagen er en del af det officielle kulturprogram under COP15 i december og er støttet af bl.a. Kunstrådet, Københavns Kommune og People’s Climate Action.

Mens politikere og forskere vil diskutere langsigtede tiltag under klimatopmødet COP15, tilbyder New Life Copenhagen en konkret indgang til miljødebatten her og nu – hvor den enkelte dansker kan deltage og mærke udfordringen i sin egen hverdag. Dette gøres dels ved at skabe konkrete møder i danske hjem, dels ved at italesætte bæredygtighed på nye måder gennem fem nærværende udfordringer.

New Life Copenhagen vil skaffe 5.000 danske hjem til 5.000 besøgende klimagæster, der under COP15 mangler husly.

New Life Copenhagen har bedt fem af vor tids mest interessante kunstnere om hver at udtænke en anderledes klimaudfordring, der kan følges af værterne og deres gæster under COP15. De fem New Life Udfordringer er udviklet af kunstnerne Superflex (DK), Signa (DK/A), Raketa (S) og Pawel Althamer (PL), og stiller alle spørgsmål til eller ændrer ved vores daglige vaner.

Der er tale om to sammenflettede processer, der både har til formål at løse et logistisk problem og at skabe interkulturel dialog om bæredygtighed på en involverende og aktiv måde.”

I samarbejde med PCA (People’s Climate Action) afholder New Life Copenhagen informationsmøde 3. juni kl. 13:45 til 17 i én af de historiske tappehaller på Carlsberg.

Du kan tilmelde dig som vært på www.newlifecopenhagen.com.

Kontakt: martin@wooloo.dk for yderligere oplysninger.

Indbydelse til informationsmøde 3. juni (pdf).

Projektintroduktion (pdf)

Skotland er et af de lande, som er meget langt fremme i skoene, når det gælder vind- og bølgeenergi, og landet har planer om, at 50% af elforsyningen i 2020 kommer fra vedvarende energikilder. Målet om at 31% af elforsyningen i 2011 kommer fra vedvarende energi har man allerede nået med færdiggørelsen af Whitelee, som med en samlet mølleeffekt på 322 MW i dag er den største landbaserede (onshore) vindmøllepark i Europa. Og man har allerede planer om at udbygge Whitelee til 542 MW. De 20 møller i vores hjemlige vindmøllepark Middelgrunden er til sammenligning blot 40 MW.

Samtidig har man planer om at etablere vindmølleparken Viking på Shetlandsøerne med 150 vindmøller og en samlet kapacitet på 540 MW. Skotland er således godt på vej til at opfylde sit mål om, at 50% af elproduktionen i 2050 kommer fra vedvarende energi.

Omgivet af hav har Skotland et samlet vind- og bølgeenergipotentiale på ti gange sit maksimale energiforbrug. Og man kan med rimelighed spørge sig, hvorfor vores hjemlige DONG absolut skal bygge kulfyrede kraftværker i Skotland, og ikke bare et lille biobrændselsanlæg til de få dage om året, hvor der er havblik?

Læs mere »

George Monbiot har i dag et indlæg på sin blog på The Guardian, Price of doing nothing costs the earth, hvor han med sin sædvanlige hvasse pen skriver om prisen for ikke at gøre noget. Den er kort sagt ubetalelig – den koster de levevilkår vi kender i dag.

Hvor vurderingerne fra MITs klimaforskere for blot 6 år siden var en temperaturstigning på 2,4º i år 2100, så når samme klimaforskere i dag frem til, at temperaturstigningen i 2100 nærmere vil være 5,2º, hvis ikke vi griber markant ind overfor udledningerne af drivhusgasser. Det er ikke ændringer i fremskrivningerne af udledninger, som ligger bag denne fordoblede temperaturstigning, men en række forskellige faktorer, som har ændret sig markant, heriblandt at nylige resultater viser, at klimaet er langt mere følsomt overfor ændringer af koncentrationen af drivhusgasser end hidtil antaget.

Desværre når disse erkendelser ikke at komme fuldt ud med i grundlaget for den kommende klimaaftale. IPCC, som leverer det videnskabelige grundlag for forhandlingerne, er så langsom i sin konsensusproces, at man stadig har en målsætning om en CO₂-koncentration på 450 ppm, hvor den med den i dag kendte viden snarere burde ligge på 350 ppm for at sikre samme mål.

Man vil således frem mod december arbejde på at skrue en aftale sammen, som vi allerede nu ved ikke vil være tilstrækkelige til at langtidsstabilisere klimaet. Se tidligere blog-indlæg: Gambling med vores fælles fremtid og En temperaturstigning på 2-3º betyder at ….

George Monbiot: Price of doing nothing costs the earth, The Guardian 20.05.2009.

David Chandler: Climate change odds much worse than thought, MIT News Office 19.05.2009.

I denne uge bringer The Guardian en serie om Kina under overskriften China at the Crossroads. Den rummer en lang række spændende artikler og videoer, som fokuserer på landets medvirken i den kommende klimaaftale – og dets situation som udviklingsland, som på den ene side med en vis ret kan hævde, at klimaproblemerne er skabt af de rige lande og dermed de rige landes problem, samtidig med, at Kina står overfor et scenario af klimaforandringer, som vil være ødelæggende for landets fremtid, hvis ikke klimaudfordringen bliver taget alvorligt også af Kina.

Et af de mest umiddelbare tegn på klimaforandringerne i Kina er fornemt indfanget i Jonathan Watts videoreportage: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’. Den følger Huang, en af de allerede millioner af mennesker, som har måttet flytte på grund af ørkenområdernes udvidelse. Den kinesiske regering anslår, at op imod 150 mio. kinesere står overfor at måtte flytte på grund af ødelagte livsvilkår.

En ting er ørkenens stadige ekspansion. En på sigt endnu mere dramatisk konsekvens af klimaforandringerne er, at de store gletsjere i Himalaya-bjergene, hvis smeltevand forsyner de store kinesiske flodsletter med vand, står overfor en fuldstændig afsmeltning, som vil give stor vandmangel og mindske mulighederne for fødevareproduktion i nogle af Kinas i dag mest frugtbare områder. I de tørreste egne kan man finde tørlagte floder, og man står overfor at måtte opgive overrisling for at strække på de svindende vandressourcer.

Kina har således alt at vinde ved en stærk klimaaftale. Og meget tyder da også på, at Kina trods gentagen retorik om det modsatte er ved at være klar til at indgå bindende aftaler om CO₂-reduktioner. En række uofficielle bilaterale forhandlinger mellem USA og Kina har således fokuseret på tre punkter:¹

• en 20% CO₂-reduktion inden 2011
• et teknologisk samarbejde om udvikling af CCS-teknologi (Carbon capture Storage) og
• at både USA og Kina underskriver klimaaftalen i København.

Den slags var ren ønsketænkning for blot et år siden. Så nogle ting bevæger sig den rigtige vej.

Se tidligere blog-indlæg: Kinesiske støvlandskaber, Kinesisk kulafbrænding, Synkende storbyer, Nye toner fra Kina, En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport, Kinesisk vindkraft stormer frem, Kina med i klimaaftale fra 2012 samt Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Jonathan Watts: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’, (3:01 min. video) The Guardian 18.05. 2009.

Suzanne Goldener: China and US held secret talks on climate change deal, The Guardian 18.05.2009.¹

Jonathan Watts: Pay farmers to halt irrigation to ease water crisis, Chinese adviser urges, The Guardian 18.05.2009.

Minqin County swallowed by the desert, (billedserie) The Gaurdian 18.05.2009.

Jonathan Watts: China ready for post-Kyoto deal on climate change, (4:25 min. video) The Guardian 06.05. 2009.

Jonathan Watts: China considers setting targets for carbon emissions, The Guardian 19.04.2009.

Yan Liang (Ed.): China working on further national plan to address climate change: official, Window of China 20.05.2009.

Chris Buckley: China Tells Rich Nations To Cut Emissions By 40 Percent, Reuters 22.05.2009.

Chris Buckley: China energy expert sees coal power slowing from 2011, Reuters 22.05.2009.

Lisa Friedman: U.S. climate negotiator sees ‘impressive’ actions by China, New York Times 22.05.2009.