Bill McKibben taler ved Yale Divinity School, o3.04.2009.
Dette resume af en forelæsning ved Yale Universitys teologiske fakultet stammer fra Yale Universitys klimablog 360e, som løbende bringer en række spændende indlæg. Hans interview med environment360s redaktør Roger Cohn den 23. april findes oversat i det efterfølgende blog-indlæg: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse.
Tirsdag den 12. maj 2009 kl. 19.00‐21.00 har Klimabevægelsen inviteret Klaus Illum, docent (emeritus) i energiplanlægning og energisystemanalyse til at komme og holde et oplæg under overskriften Ombygningen af vores energi‐ og transportsystemer ‐ en seriøs klimapolitik.
Arrangementet afholdes i Klimabevægelsens lokaler på Istedgade 79, Vesterbro, København. Oplægget vil vare ca. 45 minutter, så der bliver god tid til den efterfølgende diskussion og debat.
I løbet af de næste 20 år skal de storforbrugende lande afvikle størstedelen af deres fossile brændselsforbrug. Klaus vil i sit oplæg belyse, hvad det i praksis indebærer her i landet, og diskutere hvilke politiske tiltag, der kan afstedkomme nedtrapningen af forbruget.
Klaus har fornylig udgivet bogen Om‐tanke‐ Ved vendepunktet ved vækstens grænser. Han beskriver i bogen, hvordan det sidste århundredes eksponentielle vækst i de storforbrugende samfunds materielle forbrug ‐ deres forbrug af olie, naturgas, kul, mineraler, kunstgødning, træ osv.
Derudover har den eksplosive befolkningstilvækst i de materielt fattige samfund har bragt det globale forbrug op på et så højt niveau, at en fortsat vækst på 1, 2 eller 3% om året ikke kan fortsætte i mange årtier endnu.
Væksten har grænser, og såvel de nøgne tal som de katastrofer, der indtræder i disse år, viser, at vi er ved det vendepunkt, hvor grænserne gør sig gældende. Det gælder klimaforandringerne, og det gælder olie‐ og naturgasforbruget.
Vi konfronteres således nu med de problemer, der for 30 år siden blev forudset i bogen The Limits to Growth. Og der er nu kun et kort åremål tilbage til at tilpasse samfundet til en ny tid, hvor væksten i forbruget af de basale ressourcer afløses af en nedgang.
Bogen kan købes i boghandlen og på nettet, se vedhæftede annonce.
Indlæg ved Ulrik Kristiansen.
Klimabevægelsen i Danmark er en demokratisk, partipolitisk uafhængig og folkelig bevægelse, som vil stoppe global opvarmning nu. Læs mere på: www.klimabevaegelsen.dk.
Mandag den 11. maj 2009 kl. 15.30–18.30 byder vi velkommen til åbent hus på Rådhuspladsen 77.
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og sekretariatet for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg slår dørene op for alle, der vil se de nye lokaler, hilse på stedets ansatte og kende til husets aktiviteter.
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam holder åbningstalen. Der vil være en velkomstskål og snack.
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ser frem til at skabe energi- og miljømæssige forbedringer sammen med lokale borgere, ansatte, virksomheder, institutioner og foreninger. Miljøpunkt Indre By-Christianshavn arbejder løbende med projekter, der sigter mod en grønnere og mere bæredygtig bydel.
Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg styrker det lokale demokrati ved at være bindeled og sikre dialog mellem københavnerne i Indre By og på Christianshavn og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Lokaludvalgenes medlemmer kommer fra lokalområdernes foreninger, netværk, organisationer og politiske partier.
I forbindelse med åbningen planlægger vi en lang række arrangementer – se program nedenfor.
• 15.30: Dørene åbnes
• 16.00 Den akustiske trio Gdansk synger sange til byens pris.
• 16.15: Åbningstale ved teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam
• 16.45-18.30: En åbningsskål med snack samt te (Sing Tehus) og kaffe
Kom og se nærmere på Buddy-elbiler som fremvises af Poul Refstrup Leasing A/S.
Ved ’Klima-campingvognen’ kan du hente gode råd om at spare på energien. Opret dig som klimakøbenhavner og bestil et besøg af en klimakonsulent, eller giv et godt klimatip til kameraet og få en sparepære eller en indkøbspose i stof.
Energiselskabet Natur-Energi giver dig mulighed for at vælge strøm fra vedvarende energikilder til din bolig.
Mød Klimabevægelsen, som er en partipolitisk uafhængig bevægelse, som arbejder for et bedre klima.
Mød vindmøllelaugene, som har til huse i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, og hør om planerne for nye folkeejede vindmøller.
I leverer det gode humør.
Medbring paraply om nødvendigt.
Niels-Holger Nielsen har lavet nedenstående oversættelse af Zane Acorns anmeldelse af Climate Wars, en tankevækkende bog af Gwynne Dyer. Anmeldelsen blev bragt i Green Left Weekly, 18.04.2009.¹
Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.
Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.
Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.
Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.
Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.
Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:
”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”
Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.
Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.
Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.
For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?
Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”
Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.
Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.
Hele det store forhandlingsapparat omkring vedtagelsen af en ny klimaaftale som afløser for Kyoto-aftalen, som udløber i 2012 sigter på at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC. Klodens gennemsnitstemperatur ligger i dag omkring 0,7º over hvad den gjorde ved industrialiseringens begyndelse, og det har været vurderet, at klimaforandringerne ville være tålelige, hvis vi kunne holde den globale temperaturstigning under 2º.
Meget apropos temperaturhjulet i gårdsdagens blog-indlæg Gambling med vores fælles fremtid har Mark Lynas, forfatteren til bogen Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet, i dag i The Guardian en oversigt, som kort opridser konsekvensen af temperaturstigninger ved <2º, 2-3º, 3-4º, 4-5º, 5-6º og >6º. Det følgende er en ekstrakt heraf.
Allerede under 2º vil det arktiske isdække smelte i sommertiden, hvilket vil øge varmeakkumuleringen markant, da isdækket reflekterer langt mere lys end den åbne havoverflade. Nordpolens isdække forventes at være helt smeltet i sommertiden allerede før 2030.
Samtidig er koralrevene verden over i forfald allerede med de nuværende temperaturstigninger og stigninger i surhedsgraden som følge af den større CO2-koncentration i havene. Det subtropiske klimabælte vil være udsat for alvorlig tørke, værst i Middelhavsområdet, det sydvestlige USA, det sydlige Afrika og Australien.
Ved det store amerikanske universitet MIT udarbejdede man i 2001 et særligt lykkehjul, som et temperaturhjul – eller rettere to temperaturhjul, som viser, hvilke temperaturer, vi kan forvente henholdsvis hvis vi gør noget, og hvis vi ikke gør noget ved de på verdensplan stigende CO2-udledninger.¹ Man har netop opdateret sandsynlighedshjulet, og det viser, at med en viden og de modeller, vi har i dag, vil vi få markant større globale stigninger end ved de tilsvarende beregninger i 2002. Gambling-metaforen er slående – i disse år, hvor vi ved, at der skal handles hurtigt og radikalt, men alligevel ikke rigtig gør noget, som for alvor reducerer CO2-udledningerne, gambler vi kort sagt helt uansvarligt med klodens fremtid. Gambling har med chance og sandsynlighed at gøre, og med den natur, som klimamodeller har, vil de svar, som vi får om det globale klimas fremtidige udvikling, altid komme ud som sandsynligheder.
Som man kan se på det nyligt opdaterede temperaturhjul til venstre, som viser den sandsynlige temperaturstigning frem mod år 2100, hvis vi ikke gør noget ved CO2-udledningerne, er der størst sandsynlighed for, at vil ende med en temperaturstigning på 5-6ºC, efterfulgt af 4-5ºC og 6-7ºC.
Målet for den klimaaftale, som gerne skulle underskrives i København til december, er at holde den samlede globale temperaturstigning inden for 2ºC.
De 2ºC er hvad man fra politisk side har defineret som mål for et ‘acceptabelt’ omfang af klimaforandringer.
Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.
Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.
Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”
I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.
Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.
Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.
Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO2 hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.
The Guardian bragte i går en tankevækkende artikel, hvoraf det fremgår, at de store fragtskibe udleder så store mængder af astma- og kræftfremkaldende partikler, at blot ét af verdens største fragtskibe producerer lige så meget partikelforurening som 50 mio. biler, eller at 15 af disse gigantiske containerskibe producerer lige så meget partikelforurening som verdens 760 mio. biler.¹
Det hænger sammen med, at den bunkerolie, som skibsfarten i stor udstrækning bruger, er en tung restolie med op til 2.000 gange højere svovlindhold end den benzin, som biler kører på. Samtidig har undersøgelser fra de seneste år vist, at partikelforureningen bevæger sig mange hundrede kilomenter over havet. På den baggrund har USA i sidste uge indført en 400 km zone langs kysten, hvor man har stærkt skærpede krav til kvaliteten af den olie, som fragtskibene benytter. 70% af al skibstrafik foregår inden for 400 km fra land.
I europæiske farvande er der indført skærpede krav til skibsoliens kvalitet i Den Engelske Kanal og i Østersø-området, om end ikke på højde med de amerikanske krav. Og presset på IMO for at gøre noget effektivt ved problemet er voksende.
Selvom det også er et økonomisk spørgsmål, så er det stadig svært for mig at fatte, at verdens rederier blot fortsætter med at bruge bunkerolien, selv når man har fået tal på bordet, som viser, at det er skyld i, at skibsfarten har 60-80.000 årlige dødsfald på samvittigheden. Hvad får velklædte mænd på direktionsgangene til blot at fortsætte med at købe i titusindvis af ton dødbringende bunkerolie frem for at systematisk at gå ind i at undersøge, hvad man kan gøre for at bringe partikelforureningen til livs? Er det ligesom vognmændene og deres organisationer, som kæmper for at undgå at sætte et partikelfilter på til 40.000 kr., selvom man ved, at det vil redde menneskeliv?
“The answer is blowing in the wind”, som Dylan sang. Skibsfarten har stolte traditioner for at føre sig frem på vindkraft, som man passende kunne tage op igen. Det kunne samtidig tage en stor del af de 3½-4 % af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, som skibsfarten i dag står for. Det er mindre pr. kilo fragtet gods end lastbiler og fly, men endda alt alt for meget.
Se tidligere blog-indlæg: Skibsfartens partikelforurening større end hidtil antaget, Mindre partikelforurening fra skibsfarten fra 2010, Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv, Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening og Mærsk producerer lige så meget CO2 som hele Danmark.
Se: Magnus-effekt på skibsfarten, Japansk rederi med planer om 30% reduktion af energiforbrug, Mærsk fremlægger plan om 5% CO2-reduktioner og Himmelsejl over Atlanten.
John Vidal: Health risks of shipping pollution have been ‘underestimated’, The Guardian 09.04.2009.¹
Birgitte Marfeldt: USA kræver bufferzone mod forurening rundt om hele landet, Ingeniøren 01.04.2009.
