Strøtanker om bæredygtighed

7 gram CO₂ skulle en enkelt Google-søgning producere, skriver Sunday Times på baggrund af en undersøgelse af Alexander Wissner-Gross, professor ved Harvard University.¹ Det bliver til meget, hvis man som mig og rigtig mange andre er forbi Google mange gange om dagen hver eneste dag året rundt, og historien har da også det seneste døgn været bragt i medier over hele kloden.

Men der må være gået noget alvorligt galt i de beregninger. Google selv mener da også, at tallet nærmere er 0,2 g CO₂.² Derudover er Google de senere år i stor grad gået ind i vedvarende energiforsyning til sine store servere. Det viser sig da også, at Wissner-Gross ved siden af sit professorat er i færd med at opbygge en CO₂-kompensationsforretning for virksomheder og måske derfor er kommet til at skrue rigeligt op for forudsætningerne.³

Endda er det godt at huske på, at hver gang ens PC hjemme bruger 1 kWt, er der i runde tal et forbrug på yderligere 0,5 kWt på servere rundt omkring i verden.¹º Ligesom der til hvert eneste TV-program vi lader defilere hen over skærmen derhjemme er gået ofte ganske store ressourcer i filmstudierne. Så selvom den digitale virkelighed er immateriel i afleveringssituationen er den på ingen måde 100% ressourceneutral.

Omvendt vil en Google-søgning ofte føre til, at man sparer et biblioteksbesøg eller finder et digitalt varekatalog, så man qua sin søgning sparer at ringe op og få et trykt katalog tilsendt. Så billedet er ganske komplekst. Og … selvom det er sagt, at verdens samlede elektronikpark udleder lige så meget CO₂ som luftfarten, så er der, hvis man står med valget mellem at spare på sine Google-søgninger og sine flyrejser, noget mere CO₂-besparelse at hente på flysiden.

UPDATE I – Det viser sig da også sent mandag, at Sunday Times har sat en kædereaktion i gang helt uden bund i virkeligheden. Wissner-Gross har slet ikke omtalt Google i sin artikel, det er journalisterne, som har ‘pyntet’ på historien. Ifølge hans beregninger går der kun 20 mg (tusindedele gram) CO₂ på en visningen af en internetside.¹¹

UPDATE II – Sunday Times Online har ifølge The Guardian samlet op på fadæsen ved at skrive, at der var tale om en hel serie af søgninger for at finde en bestemt information.¹²

Alexander Wissner-Gross: How you can help reduce the footprint of the Web, Sunday Times 11.01.2009.¹

Urs Hölzle: Powering a Google Search, The Official Google Blog 11.01.2009.²

Leo Hickmann: The carbon cost of Googling, The Guardian 12.01.2009.³

Søren Astrup: Selv din Googlesøgning forurener, Politiken 12.01.2009.

Andreas Sune-Hansen: Professor: En søgning på Google udleder 7 gram CO₂, Ingeniøren 12.01.2009.

Thomas Hoffmann: Internettet truer miljøet, Videnskab.dk 02.01.2009.¹º

Renay San Miguel: Harvard Physicist Sets Record Straight on Internet Carbon Study, TechNewsWorld 12.01.2009.¹¹

Ben Dowell: Sunday Times clarifies figures in Google carbon emissions debate, The Guardian 16.01.2009.¹²

Søren Kildebogaard: Google opruster på vedvarende energi-projekter, Version2 28.10.2008.

Selv efter at det er blevet klart, at havenes surhedsgrad er voksende på grund af den stadig voksende absorption af CO₂ fra den stadig højere koncentration af CO₂ i atmosfæren – og det i en grad, så koralrevene blegner og skaldyr står overfor at have problemer med at danne deres beskyttende skaller, mens forskere taler om stor risiko for, at havenes fødekæder kan bryde sammen – fortsætter forskere tilsyneladende uantastet med at undersøge, hvordan man ved at tilsætte bestemte stoffer som jern kan øge havens CO₂-optagelse og dermed reducere atmosfærens CO₂-koncentration.

Således er et tysk forskningsskib i 7. januar sat ud fra Cape Town med kurs mod Den Antarktiske Halvø for at sprede 20 ton jernspåner i havet omkring. Herefter vil ekspeditionen med videnskabsmænd fra Tyskland, Indien, Italien, Spanien, Chile og England i de kommende otte uger følge, hvordan algevæksten vil øges i farvandet. Jern er mange steder den begrænsende faktor, og håbet blandt forskerne er, at man ad denne vej kan stimulere den biologiske aktivitet i havet og derigennem øge havets absorption af CO₂ fra atmosfæren i og med, at den CO₂, som via fotosyntesen bindes i algerne, synker til bunds, når algerne dør.

Forskerne bag forsøget anslår, at man ved systematisk at ‘gøde’ havene med jern ville kunne få havene til at absorbere al den CO₂, vi lukker ud i de næste ti år. Men hvad så derefter? Vi har inden for det seneste år set, at CO₂‘en ikke bare forbliver i de dybere vandlag, men blandes op med højereliggende vand og påvirker vandets surhedsgrad også nær kysterne. De ligner derfor mest af alt, at vi er ved aktivt at igangsætte tilsvarende processer i verdenshavene, som landbrugets kvælstof- og nitrattilførslerne har påført mere lukkede farvande som Østersøen, hvor det har medført bundvendinger, død og ødelæggelse af alle højere livsformer.

Beslutningen om at gennemføre disse forsøge kommer på trods af, at 191 lande sidste år i Bonn vedtog et moratorium for forehavender som disse, af frygt for at igangsætte ukontrollerbare indvirkninger i de marine økosystemer (se tidligere blog-indlæg: FN moratorium om gødning af oceanerne).

Menneskets dårskab kender tilsyneladende ingen grænser.

Se tidligere blog-indlæg om Sure oceaner.

Bobby Jordan: Rogue ship sails into storm over experiment, Sunday Times 11.01.2009.

Quirin Schiermeyer: Ocean fertilization experiment draws fire, Nature 11.01.2009.

Catherine Brahic: ‘Climate fix’ ship sets sail with plan to dump iron, 09.11.2009.

Kent Krøyer: Jernsulfat dumpes i Polarhavet for at fjerne drivhusgas fra luften, Ingeniøren 12.01.2009.

Climate: Germany blasts geo-engineering scheme in Atlantic, Terra Wire 14.01.

Februar sidste år gennemførte Virgin-Atlantic med en jumbojet den første flyvning med biobrændstof på strækningen London-Amsterdam. Det vakte kortvarigt håb om, at flyvning kunne blive grøn og CO2-neutral. Men lynhurtigt stod det klart, at hvis luftfarten skulle drives via planteafgrøder, ville en meget stor del af verdens dyrkbare arealer gå til olieplantager, majs og sukkerrørsavl til de forslugne bil- og flymotorer. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof fra EUs projekt med at blande biobrændstof i bilernes benzin var på samme tid i fuld gang med at udløse en global fødevarekrise, og rydningen af land til dyrkning af afgrøder som oliepalmer forårsagede så store CO₂-udslip, at det ikke ville blive vundet tilbage i de europæiske bilmotorer (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise).

Her omkring årsskiftet har vi set to nye eksempler på eksperimenter med biobrændstof til rutefly. 29. december gennemførte det New Zealandske luftfartselskab KIWI sin første testflyvning med en Boeing 747-400 med et brændstof bestående af 50% flybenzin og 50% biobrændstof fremstillet af en busk, Jatropha curcas, med meget olieholdige frø. Når Jatropha måske endda sine steder kan være en interessant afgrøde, er det fordi den kan gro på marginale arealer, hvor den ikke konkurrerer med andre afgrøder.

7. januar gennemførte Continental Airlines så sin testflyvning på en brændstofblanding, hvor halvdelen var flybenzin og halvdelen biobrændstof fremstillet af alger. Algerne kan dyrkes både til lands og til vands uden at konkurrere med andre afgrøder – faktisk har man typisk anlagt forsøgsdyrkninger i ørkenområder, hvor solen er rigelig. Algerne kan vokse i spildevand, deres tilvækst er hurtigere end nogen anden plante, og udbyttet pr. ha er større end for nogen anden plantetype. Samtidig kan man raffinere både biodiesel og bioethanol fra algerne, så der er på mange måder mere perspektiv i algedyrkningen (se tidligere blog-indlæg: Min bil kører på algesuppe).

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at selv hvis det lykkes at etablere en luftfart på 100% biobrændstof, som ikke belaster vores sparsomme landbrugsarealer, vil det ikke blive klimamæssigt forsvarligt at fortsætte de seneste årtiers umådeholdent stigende forbrug af lufttransport. For selv hvis selve brændstoffet er CO₂-neutralt, løser det kun en begrænset del af de uheldige følgevirkninger ved, at man fører forbrændingsmotorer gennem atmosfæren i stor højde (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air).

David Biello: Biofuel for Jumbo Jets: Kiwis Take to the Sky on Jatropha, Scientific American 30.12.2008.

New Zealand Tries Biofuel in Jets, NKO Newstalk 03.01.2009.

Tom Belden: Winging It: Airlines ramp up alternative-fuel pursuit, Philiadelphia Inquirer 11.01.2009.

Sten Jensen: Jetfly letter på raffineret algesuppe, Berlingske 09.01.2009.

Plane powered by algae makes first flight, Telegraph 09.01.2009.

Kom en alge i tanken, Aarhus Universitet 11.09.2008.

Stanford University har netop offentliggjort en undersøgelse i Science, som på baggrund af de 23 klimamodeller anvendt af IPCC belyser klimaforandringernes betydning for fødevareforsyningen frem mod år 2100. Ikke mindst for det tropiske og det subtropiske bælte fremmaner undersøgelsen dystre perspektiver.

Omkring halvdelen af verdens befolkning lever i det tropiske eller det subtropiske bælte. Man regner i denne zone med, at det som i dag er maksimumtemperaturer vil være minimumstemperaturer, og der forventes som følge heraf et fald i produktionen af majs og ris på 20-40% i troperne.

Det er ikke blot temperaturforholdene, som forandrer sig, men fuldt så meget nedbørsforholdene, hvor man mange steder forventer en mindre og mindre regelmæssig nedbør. For eksempel er der meget, som tyder på, at det afrikanske ørkenbånd gradvist vil kunne bevæge sig nordpå og omfatte også vores nuværende spisekammer i vintermånederne langs Middelhavet.

Stanford-undersøgelsens hovedkort kan ses nedenfor.

Læs mere »

En af konsekvenserne af peak oil er, at selv olieforekomster, man for få år siden betragtede som uinteressante at udnytte, fordi de var for omkostningstunge, i dag, således står USA overfor beslutninger om at indlede boringer en række steder i fastlandssoklen og i Alaska – begge dele med store miljømæssige risici.

Ligeledes er forekomsten af tar sands, tjæresand, som hidtil har været regnet som for dyre at udvinde, med de seneste års stigende oliepriser nået inden for det økonomisk rentable. For eksempel i Canada har man indledt udnyttelsen af den såkaldte tar sand, sandlag med et højt indhold af en meget tung bitumen-olie. Omkring Alberta er man i gang med at omdanne et areal på størrelse med Florida – tre gange Danmarks areal – til et månelandskab.

Oliesandet kræver store mængder vand og energi at udnytte, så det er først med de seneste olieprisstigninger, at forekomsterne overhovedet er blevet rentable. Samtidig stiger både CO₂-udledning og anden forurening pr. færdig tønde råolie markant, så i en tid, hvor vi skulle reducere udledningen af drivhusgasser drastisk, bliver udledningerne derfor ved med at stige selv hvis vi formår at spare 5%, 10% eller 20% på olien.

Med det vi i dag ved om klimaets følsomhed overfor en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, er udvindingen af tar sand er således et på alle måder absurd projekt.

Ligesom James E. Hansen så klart sagde: “Coal is best left in the ground”, må man sige “Tar Sand must stay in the ground”.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Craig Thomson: Re-enact the oil shale moratorium, Denver Post 19.01.2009.

Tim Webb: Tide turns against ‘dirty’ oil sands, the Guardian 16.11.2008.

Renee Schoff: U.S. taps Canada’s oil sands — but at what cost? McClatchy Newspaper 12.10.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Nu skraber de bunden for at nå den sidste olie, Information 20.08.2008.

Jørgen Steen Nielsen: BP går efter tjæresand: ‘Back to Petroleum’, Information 20.08.2008.

Anne von Sperling: BP møder voldsom klimakritik i Canada, Information 20.12.2007.

Joseph Romm: Time for tar sands, Grist 28.05.2008.

Dru Oja Jay: What the Tar Sands Need, The Dominion 31.12.2007.

A Sticky Mess, Nixonishell 10.11.2007.

Wikipedia om oil shale og tar sand.

Her nytårsmorgen var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til et brev, han har sendt til Michelle & Barack Obama i anledningen af Obamas overtagelse af præsidentembedet.

Hansen påpeger i brevet til Michelle & Barack utilstrækkeligheden i de nuværende politiske redskaber overfor at stabilisere det globale klima samt nødvendigheden af at standse den nuværende afbrænding af kul som del af at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Jeg har bragt brevet i sin fulde længde nedenfor.

James Hansen kommer til København i marts i forbindelse med Københavns Universitets klimakonference. Vi håber i den forbindelse at kunne lave et ekstra arrangement med Hansen.

Læs mere »