Arne Næss 1912-2009

13. januar 2009

Det fremgår af en meddelelse fra Ritzau her til morgen, at filosoffen Arne Næss er død, 96 år. Næss har haft en uvurderlig betydning for miljøbevægelsens etablering, det ar blandt andet ham, som i 1972 skabte begrebet deep ecology, eller rettere distinktionen mellem deep ecology og shallow ecology, som for en generation, som vågnede til en økologisk udfordring blev et uundværligt værktøj til at forstå, at ikke alle brugte ordet økologi på samme måde.

Warwick Fox analyserer i sin phd-afhandling Deep Ecology dette som et figur-grund-anliggende. Er mennesket i sin verdens- og naturopfattelse indfældet i naturen som en lige og velintegreret del af naturen, eller står mennesket udenfor naturen, som hersker, som forvalter? I denne afsøgning, som prægede 70ernes og 80ernes etablering af en økologiske forståelse, måtte man indse, at landbrugskulturerne og den kristne verdensforståelse havde udviklet et behersker- og forvalterperspektiv, som ikke bare var ved at drive mennesket bort fra sin egen natur og ud af sin omgivende natur, men i koblingen med den industrielle formåen var på en livstruende kollisionskurs med bæredygtigheden og opretholdelsen af fremtidens livsgrundlag. Der var således stor interesse for oprindelige folkeslag og deres anderledes samleven med – man kunne sige deltagelse i – naturen, og deres evne til ikke at tage mere end de umiddelbart behøvede. For Arne Næss havde ethvert menneske en ret til at leve og blomstre, på linje med verdens dyr og planter.

I det lidt større perspektiv kan man se, at selvom den grønne tankegang i dag har vundet langt mere udbredelse og man ser grønne synespunkter fremført i stort set hele det politiske spekter, så er det forvaltningsperspektivet, som har fået overtaget – et meget nyttebetonet økologibegreb, som indimellem tangerer, hvad onde tunger har kaldt økofascisme.

Med verdens befolkning på vej mod 9 mia. i 2050 vil vi klart være tvunget ud i at forvalte klodens ressourcer langt mere præcist end i dag, hvis der skal være ikke bare til alle her og nu, men til alle kommende generationer – og hvis der skal være plads til ikke bare mennesker, men alle levende væsener. Endda står Deep Ecology som et billede, som et ideal for en menneskelig tilstedeværelse på kloden i fuld harmoni med omgivelserne.

Arne Næss har sin store fortjeneste i, at en generation, som skabte Vores fælles fremtid og Agenda 21, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved menneskets indplacering i verden.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Filosoffen Arne Næss er død, (Ritzau) Politiken 13.01.2009.

Walter Schwartz: Arne Næss, The Guardian 15.01.2009.

William Grimes: Arne Naess, Norwegian philosopher, dies at 96, International Herald Tribune 15.01.2009.

Arne Næss: A Biographical Sketch, by Warwick Fox.

Arne Næss, Wikipedia.

Arne Næss interview med Alen Drengson om Deep Ecology, juni 2008.

Alan Drengson: Deep Ecology Movement, Foundation for Deep Ecology.

Share