Med ønsket om en hvid jul
24. december 2008
Lysende, tindrende, knitrende … sne.
Sneen kan stadig få en barnlig glæde frem i mig, men en meddelelse fra Reuters gjorde det klart, at det ikke kun er romantiseringer og forskydninger i ens hukommelse, som giver langt flere snevejrsdage i ens barndom. Selv da jeg sidst i 70erne boede på landet, var der et par vintre, hvor jeg flere uger i træk måtte tage turen på ski tværs over markerne for at handle ind i den lokale Brugsen.
Sandsynligheden for en hvid jul i Nordeuropa (Berlin) er faldet fra 20% til 15% i løbet af det 20. århundrede, og man regner med, at sandsynligheden er så lav som 5% ved udgangen af det 21. århundrede. For byer tættere på vandet vil sne i fremtiden kun være et helt forbigående fænomen.¹
En by som Oslo, som trods sin havn klimamæssigt har en ganske indlandsagtig placering, havde ved begyndelsen af det 20. århundrede omkring 150 dage om året med skiføre (mere end 25 cm snedække). I dag er det kun 100 dage om året.¹
Hvis vi skal vende billedet, skal atmosfærens CO2-koncentration hurtigst muligt tilbage under 350 ppm. Den er i dag kommet op på 387 ppm med en årlig stigning på 2 ppm, hvor den før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm. Og CO2-kredsløbet fungerer med en betydelig forsinkelse, så selv hvis vi lykkes at vende udviklingen hurtigt, vil der gå årtier, før vi igen har perioder med masser af sne hver vinter.
Næstefter en hvid jul vil jeg derfor ønske alle en grøn jul – og ikke mindst en glædelig jul.
Erik Kirschbaum: Warming could doom “white Christmas”, Reuters 22.12.2008.¹
