Sure oceaner VI

11. december 2008

Information bragte i sidste uge en tankevækkende artikel om havens forsuring med overskriften Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade.¹

Verdenshavene rummer store mængder CO2, og der sker løbende udvekslinger mellem havene og atmosfæren. I takt med at atmosfærens koncentration af CO2 siden industrialiseringens begyndelse er steget fra omkring 280 ppm til i dag 387 ppm har havene optaget omkring halvdelen af den ekstra CO2. Hvis ikke oceanerne var trådt ind som buffer, havde koncentrationen af CO2 i atmosfæren i dag været langt højere. Men sammen med den globale opvarmning medfører de øgede mængder CO2 dels, at verdenshavene indeholder mindre fri ilt, dels at der gradvist sker en forsuring af verdenshavene. Det er således kommet dertil, at australske forskere har advaret om, at det nærmer sig det punkt, hvor skaldyr ikke kan danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure Oceaner og Sure oceaner II).

Samtidig advarer en forsker fra Chicago ifølge artiklen i Information om, at oceanerne ‘udmattes’, og at vi ikke bare kan regne med, at de fortsætter med at absorbere jo mere CO2, jo mere vi slipper ud i atmosfæren. I givet fald har vi endnu mere travlt med at få afviklet det fossile samfund.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade, Information 03.12.2008.¹

Guy Rogers: Acid ocean could start kicking out CO2, says expert, Port Elizabeth Herald 21.10.2008.

David Adam: CO2 curbs may be too late for reefs, study warns, The Guardian 27.10.2008.

David Adam: Climate change ‘making seas more salty’, The Guardian 27.10.2008.

Louise Gray: Salt levels in the ocean reflect human-induced climate change, Telegraph 24.10.2008.

Share