Strøtanker om bæredygtighed

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate Challenge på Environment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

WTO, World Toilet Organization, (ikke World Trade Organization!), har netop afholdt sin årlige World Toilet Summit and Expo på Macau. I den forbindelse udtaler formanden Jack Sim til Time Magazine, at verden ikke vil kunne fortsætte det vandskyllende toilet fremover: “This ‘flush and forget’ attitude creates a new problem which we have to revisit.”¹

Denne iagttagelse er helt på linje med den danske filosof K.E. Løgstrups tanker om bivirkningsdeterminisme i bogen System og symbol, at løsningen af ét problem ofte fører et nyt sæt af problemer med sig. Det vandskyllede toilet blev opfundet i 1596. Og sammen med kloakeringen af de større byer, som mange steder i den industrialiserede verden blev påbegyndt midt i 1800-tallet, løste det umiddelbart en række hygiejnemæssige problemer. Og en række sygdomme som kolera og dysenteri, som mennesket havde kæmpet med i århundreder, forsvandt stort set.

I begyndelsen lignede kloakeringen en løsning, når blot røret blev ledt langt nok ud i havet. Men kloakeringen medførte overtid, at en meget stor mængde næringsstoffer blev ledt ud i havmiljøet. 100 år senere står vi derfor i de danske farvande med havområder, som er uddøde eller tidvist dør på grund af iltmangel fremkaldt af en kombination af byspildevandet og de store mængder næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugets uhensigtsmæssigt store brug af kunstgødning.

Kloakeringen af København blev indledt i årene 1860-85, men som man kan se Axel Larsens tegning fra Larslejsstræde i 1890erne (min gade), var der stadig ved århundredeskiftet åbne rendestene mange steder i København, og den vestlige del af byen blev først kloakeret i de første årtier af det 20. århundrede. Renseanlægget Lynetten blev først indviet i 1980.

I Danmark er vi forkælet med masser af godt drikkevand, men andre steder i verden er situationen en helt anden. Vi nærmer os hastigt et ‘peak water’, hvor vandforsyningen i store dele af verden ikke kan følge med behovet. Med udsigten til 3 mia. flere byboere indenfor de kommende få årtier er det et åbent spørgsmål, om der vil være 22 l vand pr. person blot til at skylle vores daglige efterladenskaber ud?

Læs mere »

Det har længe heddet sig, at det var Absalon, som med sin borg og sin bymur transformerede København fra et lille fattigt fiskerleje til en på den tid betyningsfuld by. Den fortælling har altid undret mig, og nu viser det sig også, at det måske er et af landets første eksempler på spin, og at det tidlige Københavns historie, som i høj grad bygger på Saxos historieskrivning, skal skrives om.

Arkæologiske udgravninger rundt omkring i byen viser nemlig, at der også før Absalon var en driftig by på stedet. Allerede i 1000-tallet strakte byen sig fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.

Men kildematerialet til Københavns tidlige historie er ganske sparsomt. Billedet herover er et af de ældste pålidelige prospekter af København. Det viser byen i 1587, set fra Valby Bakke ind mod Vesterport. Det lave kirketårn til venstre er Sankt Petri Kirke, og det høje spir er Vor Frue Kirke. Yderst til højre ses Absalons borg.

København blev ikke bygget af Absalon, (Ritzau) Berlingske 06.11.2008.

Det internationale energiagentur, IEA, er på vej med en rapport, som vurderer, at vi ved slutningen af det 21. århundrede vil stå med en global temperaturstigning på 6° C, hvis vi blot fortsætter som nu. Temperaturstigninger i den størrelsesorden vil være ødelæggende for kloden som livsrum. Biodiversiteten vil være alvorligt truet, og udviklingen vil sandsynligvis have nået en række ‘tipping points’ hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. IEA konkluderer derfor, at verdens lande bliver nødt til at aftale meget kraftige begrænsninger for CO₂-udledningen ved Klimatopmødet i København til næste år.

IPCC’s klimapanel har hidtil lagt sin klimastrategi efter at undgå temperaturstigninger højere end 2° C i år 2100. Men beregninger fra det seneste års tid synes at give et samstemmende billede, at den nuværende udvikling giver en langt større opvarmning. IEAs beregninger ligger således i tråd med NASAs beregninger, som munder ud i anbefalinger af at sætte 350 ppm som mål for det maksimale indhold af CO₂ i atmosfæren. Koncentrationen er i dag 387 ppm, og i 1988 nåede den i første gang i 600.000 år over 350 ppm.

Anne Marie Primdal: IEA: Frygt for fremtidige temperaturstigning på 6 grader, Ingeniøren 07.11.2008.

Anne Marie Primdal: Vi har to år til at undgå alvorlige klimaændringer, Ingeniøren 02.10.2008.

James Pomfret: Risks of global warming greater than financial crisis: Stern, Reuters 27.10.2008.

Jeremy Jacquot: Global Warming Math: The Hard Numbers, Discover magazine 18.10.2008.

Time to banish the god of growth, (Editorial) New Scientist 15.10.2008.

Special report: How our economy is killing the Earth, New Scientist 16.10.2008.

Special report: Why politicians dare not limit economic growth, New Scientist 16.10.2008.

I The Guardian indledte Andrew Simms 1. august artikelserien 100 months to save the world. Baggrunden er, at vi ifølge Simms hastigt nærmer os et klimatisk ‘tipping point’, som gør øjeblikkelig handling uomgængeligt vigtig. Den første af artiklerne, The final countdown, giver et rids af den underliggende metode.

Måned for måned følger han den klimapolitiske udvikling. Og med foreløbig fire artikler ligner det en artikelserie, som kan give et fint perspektiv. I den seneste rapport for oktober var et af de få lyspunkter den engelske beslutning om en 80% reduktion i 2050, som også omfatter luftfart og skibsfart. I Simms’ september-rapport skriver han om frikendelsen af Greenpeace-aktivister i deres aktion mod det engelske kulkraftværk Kingsnorth og betydningen af at få etableret et moratorium for afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: Britiske Greenpeace-aktivister frikendt).

I august-rapporten skriver han, at blot tre store engelske firmaer, BP, Centrica og Shell i første halvår 2008 havde en profit på 1.000 £ pr. sekund. I samme tidsrum var de samlede globale udledninger af CO₂ 1.000 ton CO₂. Det er således en opgave af kolossale dimensioner at bringe de nuværende CO₂-udledninger til ophør. Men i lyset af den nuværende kvotepris på omkring 13 £ (130 kr), som er markedsprisen på at reducere et ton CO₂, er det omvendt en mulig opgave, hvis vi blot kan mobilisere den politiske vilje.

Som den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern så klart har sagt det, prisen for ikke at gøre noget er astronomisk i forhold til at tage seriøst fat nu (se blog-indlægget: Prisen for ikke at handle).

Andrew Simms: The final countdown, The Guardian 01.08.2008.

Andrew Simms: 99 months, and counting, The Guardian 01.09.2008.

Andrew Simms: 98 months to save the world, The Guardian 01.10.2008.

Andrew Simms: 97 months left, The Guardian 01.11.2008.

www.onehundredmonths.org.

100 Months: Technical note (pdf).