Optakt til Poznan

30. november 2008

Hvis man her inden Poznan skal gøre status, så er der med Connie Hedegaards ord stadig mange sten på vejen til et godt klimaaftale i 2009. I den seneste uge har både Italien og Polen truet med at trække i nødbremsen og nedlægge veto mod EUs planer om en 20% reduktion i 2020, som kan blive til 30% under forudsætning af en bred aftale. Selv Sverige har været fremme med, at det ikke er sikkert, at en EU-afklaring kan komme på plads inden København om et år.¹ Og Italien, som ligger i en zone, hvor klimaforandringerne kan betyde drastisk reduktion af vandmængderne og dermed landbrugsproduktionen, har været fremme med, at en vandaftale må være en central del af den kommende klimaaftale.

På den led er intet forandret, de fleste tænker på sig selv og deres eget bedste. Vi er stadig ikke særlig civiliserede forstået som globale borgere, og få formår reelt at indtage og handle efter det globale perspektiv.

Endda har Connie Hedegaard forud for Poznan markeret en tillid til, at enigheden nok skal indfinde sig.² Man kunne blot unde hende – og klimaaftalen – at denne enighed for eksempel på EU-niveau ikke skulle bankes frem i sidste øjeblik, men blev markeret allerede nu, så man kunne bruge kræfterne på at løfte andre dele af klimaaftalen, herunder ikke mindst, hvordan man finder en aftale for udviklingslande som Indien, Kina, Brasílien og Indonesien, som er gode for alle parter og klimaet – dvs. som sikrer disse lande en udviklingsmulighed frem mod et velfærdssamfund uden at deres CO₂-emissioner forøges. Disse lande står her overfor ikke bare at skulle overtage de nu industrialiserede landes dynamik, men at definere en udvikling, hvor grøn teknologi fra starten af er fundamentet. Det vil kunne give sundere samfund en de nuværende industrilandes, men det kræver megen innovation, det kræver et bæredygtighedsperspektiv, som de færreste aktører i dag behersker, og det kræver solid støtte fra store teknologifonde betalt af den industrialiserede verden, som formår at stimulere kreativt fremadrettede tiltag.

Men ser man på den hjemlige front, er der endnu langt til, at kurverne vender rigtigt. Faktisk fremgik det af et telegram i Ritzau bragt for nylig i Berlingske, at de danske CO₂-udledninger fra 2005 til 2006 var steget med 10% og i dag lå 2,3% over 1990-niveauet.³ Vores klimapolitik fungerer kort sagt ikke. Det går den gale vej, og med den nuværende kvotepolitik og VKO-blokkens inklination mod rent markedsøkonomiske løsninger vil de danske udledninger sandsynligvis fortsætte med ikke at ville falde, fordi det er billigere at købe sig til CO₂-reduktionerne andre steder i verden. Det giver måske det samme målt i samlet CO₂-udslip, hvilket man kan dog have sin tvivl om, så længe aktører som Verdensbanken står som forvalter af en stor del af disse overførsler. Men det giver en rigtig kedelig situation på hjemmebanen, som ikke er stimuleret til at vælge rigtigt.

For eksempel det absurde, at vores statsligt ejede DONG overhovedet kan overveje at opføre nye kulkraftværker, før man har en CCS-teknologi på plads (se tidligere blog-indlæg: DONG på hårde stoffer). Vi står her med en klar parallel til forholdet mellem Bush-administrationen, som gennem systematisk deregulering har gødet jorden for den nuværende finanskrise og Obama, som har fået USA til at forstå nødvendigheden ikke bare af forandringer, men af gennemgribende reguleringer, for at vende skuden. Markedsmekanismerne – og hermed kvotesystemet – gør det ikke i sig selv. Det tænker banalt profit-maksimerende. Og hvor det er vigtigt, at dette felt fungerer i den globale omlægning til en CO₂-neutral fremtid, så er det mindst lige så vigtigt, at verdens lande tør sætte nogle helt klare rammer for markedskræfterne, så de systematisk trækker i den rigtige retning.

Der er dog lyspunkter. Forud for mødet i Poznan har Tyskland meddelt, at de allerede har nået sine mål for Kyoto-aftalen, og Merkel er fremme med en insisteren om ikke at svække den planlagte EU-position. Den amerikanske deltagelse i en kommende klimaaftale er med Obama ved roret hævet over enhver tvivl. Lande som England har med vedtagelsen af 80% reduktioner i 2050, som også indbefatter luftfart og skibsfart målsætningsmæssigt placeret sig i det førerfelt, som alle verdens lande må befinde sig i, hvis den fælles indsats mod den globale opvarmning skal lykkes, og vi ikke bare ender med hver især at måtte afbøde virkningerne af et klima, der kørte løbsk.