Fælles klimaerklæring fra verdens trossamfund

29. november 2008

Forud for klimatopmødet i Poznan har den svenske kirke samlet repræsentanter fra verdens trossamfund til et to-dages møde i Uppsala 28.-29. november for at drøfte en fælles holdning til klimaudfordringen. Mødet blev åbnet af den svenske kronprinsesse Victoria. Højdepunktet var underskrivelsen af The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Uppsala-manifestet, som blandt andet anbefaler reduktioner i den rige del af verden på mindst 40% i 2020 og 90% i 2050, er sendt videre til klimakonferencen i Poznan. Og selvom det kræver mandsmod som politiker at skulle ud at skaffe opbakning blandt sine vælgere til nedskæringer i den størrelsesorden, så er det lige præcis CO2-reduktioner på det niveau der skal til for at bremse udviklingen i tide. Så vi må håbe, at politikerne hører godt efter, og fornemmer, at der er opbakning fra alle dele af verden til at de forlader de begrænsede positioner og står sammen om at træffer de nødvendige beslutninger.

Når man læser Uppsala-manifestet bliver det slånende, hvordan den nuværende politisk-videnskabelige håndtering af klimaproblematikken mangler en moralsk-etisk dimension, det at man overhovedet søger at tale til det bedste, det medmenneskelige, det empatiske, det transcendente i mennesket. Det at man taler om beskedenhed, om ydmyghed, om Skaberværket og respekt for dets kompleksitet og mangfoldighed. Måske vi behøver trossamfundenes hjælp til at etablere forståelse for en moderne form af tabuet, som for eksempel et moratorium for kulafbrænding eller udbygningen af atomkraft, som højest kan udsætte nødvendige omlægninger af den vestlige levevis med nogle få årtier.

Fra siden Video tapes from Uppsala Interfaith Climate Summit på Svenska Kyrkans hjemmeside er der links til videooptagelser af samtlige indlæg fra The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Endnu har jeg kun lavet punktvise nedslag i det store materiale igennem, men nu ville jeg i første omgang lægge det ud. I mediernes strøm af sportsresultater, behovsskabelse og svælgen i terror og ulykke er der påfaldende få omtaler af et sådant projekt – jeg har faktisk ikke set en eneste dansk omtale af Uppsala-manifestet, selvom det er en bedrift at få trossamfundene til at mødes og stå sammen om klimaudfordringen.

Uppsala-manifestet viser fin forståelse for, hvad der er nødvendigt for at fremtidssikre det globale klima på en værdig måde. Det er uomgængeligt vigtigt at få klimaarbejdet ud i alle aspekter af verdenssamfundet, og netop trossamfundene vil kunne få en stor rolle i de kommende årtiers omlægning af verdenssamfundets kurs mod en bæredygtig, menneskeværdig CO2-neutral tilstand.

Blandt videosekvenserne finder man sessionen Climate Roadmap – from Bali to Copenhagen, hvor blandt andet NASA klimaforskeren James Hansen bidrager (se 1:09:50 -1:28:48 min.). Han starter med at fremhæve, at der er et stort gab mellem, hvad den videnskabelige verden i dag forstår om global opvarmning, og hvad de mennesker (politikerere mv.), som står overfor at tegne udviklingen for de kommende år, forstår. Hansen giver overfor dette publikum en stilfærdigt indtrængende, helt uteknisk beskrivelse af, hvad der er ved at ske: De grønlandske ismassiver svinder nu årligt med 200 km³ pr. år, Antarktis’ ismassiver taber tilsvarende med 100 km³ pr. år. Med den nuværende udvikling vil gletsjerne i det tropiske og subtropiske bælte stort set være nedsmeltede omkring midten af det 21. århundrede, med alvorlig vandmangel og nedgang i fødevareproduktionen til følge for hundredvis af millioner af mennesker. Klimabælterne rykker i snit 60 km nærmere polerne pr. tiår, vandet stiger nu 3,5 cm pr tiår – en fordobling på få år og en stigningstakt som vil fordoble sig adskillige gange i dette århundrede, hvis ikke CO2-koncentrationen i atmosfæren stabiliseres hurtigt under 350 ppm. Endda ser Hansen det største problem i, at biodiversiteten er alvorligt truet af hastigheden i forandringerne. Det er sket før, at temperaturen over relativt kort tid er steget med 5ºC – hver gang har det ført til, at over halvdelen af alle arter er uddøde. Vi laver målsætninger, vi sætter strenge reduktionsmål. Men de betyder ikke noget som helst, før vi efterlever dem, før vi efterlever dem i deres ånd. Og hvis vi vil sikre den nuværende biodiversitet for fremtiden, er vi nødt til at standse den nuværende afbrænding af kul, siger Hansen stilfærdigt indtrængende.

Det er den form for velperspektiveret klart fremstillet viden, vi har brug for i disse tider. Det skærer klart igennem utilstrækkeligheden i små kosmetiske 10%-reduktioner. Vi skal være CO2-neutrale, vi bliver endog nødt til at finde strategier for at gøre København og Danmark ikke bare 100% CO2-neutrale, men direkte CO2-absorberende, for at afbøde 100 års hovedløse energiafbrændinger, og … jeg glæder mig til at opleve James Hansen i København til marts næste år.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Hope for the Future! The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008. Faith traditions addressing Global Warming Svenska Kyrkan 2008 (pdf).

Uppsala Manifesto Demands Action on Climate Issues, (Richard Chartres, Bishop of London 2:38 min video) Salford Online.

Christopher Landau: Faith leaders urge climate curbs, BBC News 28.11.2008.

Xuefei Chen: Interfaith Climate Summit 2008 opens in Uppsala Sweden, People’s Daily 28.11.2008.

Hindus Blame World-Level Uppsala “Interfaith Climate Summit” for Unfairness, News Blaze 17.11.2008.

Nanna Schelde: Verdens spirituelle ledere tager første skridt mod fælles klimaaktion, Kristeligt Dagblad 02.12.2008.

Nanna Schelde: Religiøse ledere udsender klima-manifest, Kristeligt Dagblad 02.12.2008.

Share

én kommentar

  1. Kirsten Auken kommentarer:

    Hejsa
    Tak for dit glimrende indlæg – godt at der er interesse for denne dimension som jeg er helt enig med dig i er meget vigtig

    Uppsala Manifestet og konferencen i det hele taget har været flot omtalt i Kristeligt Dagblad:

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/306299:Kirke—tro–Religioese-ledere-udsender-klima-manifest

    og

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/306294:Kirke—tro–Verdens-spirituelle-ledere-tager-foerste-skridt-mod-faelles-klimaaktion

    Og så arbejder vi i Grøn Kirke – og Danske Kirkers Råds klimaarbejdsgruppe meget med relationen mellem kirke, kristendom og miljø/klima. Se http://www.gronkirke.dk – hvor vi også linker til Manifestet under vores pressenyt.

Der er i øjeblikket lukket for kommentarer.