DONG på hårde stoffer

29. november 2008

I en tid, hvor afbrændingen af kul står som en af de centrale hindringer for at vinde kampen for et tåleligt klima for de kommende generationer, har vores statsejede DONG ifølge Berlingske her til aften planer om at opføre et gigantisk kulkraftværk i Skotland.¹ Det er ikke bare tåbeligt, men dybt pinligt for den danske energikoncern, og det er klimapolitisk set et utilgiveligt selvmål.

Det skorter da heller ikke på kritik. Hvis ikke vi i den rigeste del kan undlade udbygningen med kulkraft, hvordan kan vi så forestille os, at vi kan få kineserne eller østeuropæerne til det – og hvordan kan vi så forestille os, at vi kan forhandle os frem en klimaaftale, som reelt gør det den skal: stabilisere klimaet med mindst mulig temperaturstigning.

Det er kort sagt dum kortfristet logik, som hellere fortsætter ad de nuværende helt uholdbare tangenter end at få taget de nødvendige beslutninger, som gør, at Skotland på få år vil kunne klare sig uden kulkraft.

Klimaministeren forsvarer sig med, at der er kul i verden mange år endnu, og at DONG kan lave så moderne, så rent forbrændende kulkraftværker som overhovedet. Men selvom DONGs kulkraftværker er nok så topmoderne, har det ikke det mindste med ren kulafbrænding at gøre. De tilbageholder stadig kun en forsvindende lille del af udledningerne fra en grundlæggende svinsk energikilde. Der vil desværre stadig gå mange år, får vi har en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved kulafbrændingen. I mellemtiden må strategien være at brænde så få kul af som overhovedet muligt. Og dér ville det hjælpe, hvis DONG og Skotland sammen med de øvrige rige lande gennemførte et moratorium for kulafbrænding og i stedet satsede de 20 mia. kr., som det skotske værk forventes at komme til at koste, på en kombination af vedvarende energikilder. Dét ville der være perspektiv i.

Det kan ikke blive vindmøller siger man, men selv hvis de skotske vindmøller kom til at levere gratis strøm til resten af Europa i 5% af tiden, reducerer den gratis strøm stadig for CO₂-udledningerne. Og vi kan på få år blive meget bedre til at integrere vindmøllerne intelligent i det samlede energisystem.

Hvis så DONG vitterligt var klar med en kulteknologi, som formåede at tilbageholde bare 80% af CO₂-udledningerne, kunne vi måske vente med de sidste 20%. Men som det fremgik for nylig, så er DONGs forsøg i Esbjerg stadig langt fra målet (se tidligere blog-indlæg: Hvidt som kul II). Og det er underligt perspektivløst at et dansk energiselskab vil bygge for 20 mia. kr. fossil terror overfor klimaet. Det burde vi være for kloge til.

I USA har man i de seneste år i stat efter stat fået det juridiske system til at formå at bremse udbygningen af kulkraft, bland andet med henvisning til en “Clean Air Act”. Hvem stopper DONG fra denne terror overfor fremtiden? Hvorfor kan et firma af den størrelse ikke tænke selv?

Greenpeace har netop i en rapport beregnet, at de eksternaliserede udgiftet overfor miljøet ved den nuværende afbrænding af kul på verdensplan udgør 360 mia. euro pr. år.² Hvis politikerne tog sig sammen og lavede et økonomisk setup, som fuldt ud eksternaliserede denne udgift. Så ville kulafbrændingen blive så meget dyrere, at regnestykket i Skotland så helt anderledes ud. En central del af den kommende klimaaftale må derfor være at få sat en seriøs pris på CO₂-udledningerne, så verden for første gang nogensinde kommer til at betale det, det reelt koster at svine med kullene.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”, Greenpeace: Falske forhåbninger, Britiske Greenpeace-aktivister frikendt, Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂ og Hvidt som kul.