Hvidt som kul II

22. november 2008

DONG har i en årrække gjort forsøg med ‘Clean Coal’ ved et kraftværk i Esbjerg. Og efter fire år gør man nu status over Castor, som projektet hedder. Det er lykkedes at nå op på en indfangning af 90% af røggassernes CO₂-indhold, hvilket betragtes som tilfredsstillende, og det er lykkedes at få en ren CO₂, så den vil kunne bruges i videre processer. Men forsøget er stadig i så lille skala, at man kun har indhøstet 0,5% af værkets samlede CO₂-udledninger. Og energiregnskabet ser ikke godt ud. Ifølge en artikel i går i Ingeniøren går hver tredje kulbunke (eller omkring en tredjedel af energien) til at opsamle røggassernes CO₂.¹

Det står ellers som en drøm for verden at finde en god CCS-teknologi (Carbon Capture Storage). Men én ting er at en tredjedel af energien går til udskillelsen af CO₂. Før denne CO₂ er forsvarligt lagret i dybe underjordiske kamre måske tusindvis af kilometer fra kraftværket, har man sandsynligvis brugt lige så meget energi som til indsamlingen, så kan det meget hurtigt vise sig at blive svært at overtale lande som Kina og Indien til at bruge mere end halvdelen af den udvundne energi ved kulforbrændingen til CCS. Og selv med 90% af CO₂en fjernet fra røggasserne er det stadig ikke en vedvarende energikilde. Kullene skal brydes og transporteres, røggasserne indeholder store mængder ultrafine partikler, giver anledning til forsuring af miljøet, og – hvad der sjældent nævnes – der frigives mere radioaktivt materiale fra verdens kulkraftværker end fra verdens kernekraftværker (se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker).

Det er derfor ikke underligt, at organisationer som Greenpeace drager den konklusion, at ‘Clean Coal’ ikke eksisterer, at det er et blindspor for verden at forfølge CCS-teknologierne, og at de kolossale forskningsmidler var bedre anvendt på udviklingen af vedvarende energi (se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger). Udviklingen af en indkapslingsteknologi, som blot tilnærmelsesvis afbøder kullenes ødelæggende indvirkning på klodens klima, vil i bedste fald tage 20 år, og klimaet kan simpelthen ikke bære, at vi fortsætter den nuværende afbrænding af kul indtil en sådan teknologi er implementeret på alle kulkraftværker (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Jeg er tilbøjelig til at give Greenpeace ret. Hvis vi satsede 100% på udviklingen af vedvarende energikilder, burde vi indenfor få år kunne komme dertil, at vi slet ikke behøver de fossile brændstoffer, men kunne lade dem ligge dybt under jordens overflade, hvor de hører til. Og selv hvis vi fik sat CCS-teknologi på kommende kinesiske kulkrafværker, ville den så blive brugt? En nylig undersøgelse fra MIT viste, at de kinesiske kulkraftværker forbrændingsteknologisk faktisk var af ganske høj kvalitet, kunne fyre meget renere end de gjorde. Men profithensyn i den daglige drift gjorde, at man anvendte den mest svinende form for uvaskede kul (se tidligere blog-indlæg: Kinesisk kulafbrænding).

Det er jo ikke fordi det skorter på CCS-forsøg. For eksempel har Klaus Lackner ved Columbia University i årevis arbejdet med store futuristiske CO₂-støvsugere, som kan opstilles over alt – og dermed tæt på velegnede lagringsmuligheder (se tidligere blog-indlæg: CO₂-støvsugere). Men det til dato eneste CCS-projekt jeg kender til, som jeg kan se perspektiver i, er det amerikanske firma Calera, som er ved at udvikle en cementfremstillingsmåde, som absorberer CO₂ fra kraftværkernes energiproduktion (se tidligere blog-indlæg: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂).

På den måde vil vi kunne lagre CO₂ i vores bystrukturer, fortovsfliser, fundamenter, motorvejsbroer, højhuse og tunnelbaner. Og … så er der naturens egen CCS-teknologi, som i al sin teknikløshed er intet mere end genial. Jo større vedmasse vi kan få i vores skovarealer, jo mere regnskov, vi lader blive stående, jo mere muld der er i vores landbrugsjord, og jo mere vegetation finder plads til i vores byer, jo mere CO₂ kan vi binde i biosfæren. Der ligger i en systematisk arealforvaltning et meget stort CO₂-absorptionspotentiale, som vi slet ikke er startet på at bruge målrettet.

Men til trods for, at det endnu ikke er lykkedes at etablere noget, der bare ligner ‘clean coal’ eller ville kunne bruges på et helt kraftværk, arbejder man ustoppeligt videre på CCS-projekter mange steder i verden. DONGs videre forsøg hedder Cæsar, og man vil her søge at forfine forsøget i Esbjerg. Det internationale energiagentur IEA har lige i en rapport konkluderet, at vi i nærmeste fremtid skulle investere 110 mia. kr. i CCS-forskning. Det er som om det er umuligt at få den form for teknologisk løsning ud af hovedet, som var vi narkomaner, som kun kan tænke på teknologiske fix.

Hvis man i stedet brugte disse forskningsmidler på målrettet at udvikle FN-administrerede serier af vindmøller og solceller, som havde til formål at give U-landene billig vedvarende energi – eller hvis de blev brugt til fonde, som støttede en systematisk energirenovering over få år – så ville vi meget hurtigt se helt anderledes klimavenlige resultater.