Betalingsring udskudt
13. november 2008Hvor svært kan det være? Alle i Borgerrepræsentationen er enige om, at der skal indføres bompenge for at mindske luftforureningen og det trafikale pres på København. Alligevel faldt forslaget i dag i Borgerrepræsentationen, fordi man endte med at være uenige om, præcist hvor betalingsringen skal placeres. Det forslag, som der var fundet enighed med 16 omegnskommuner om, fulgte i store træk ring 2. Når en række partier i dag stemte imod, var det med begrundelsen, at ringen skulle ligge længere fra centrum og følge kommunegrænsen. Man var bange for, at bydele ville blive skåret igennem – som om det problem ville blive mindre ved at rykke grænsen lidt længere ud.
Det er kort sagt dårligt politisk håndværk. Den afklaring burde have ligget langt tilbage i processen. Nu skal forhandlingerne sættes i gang igen helt forfra. Og i mellemtiden vil adskillige hundrede flere mennesker dø af partikelforureningen. Man anslår, at det drejer sig om op til 750 for tidlige årlige dødsfald pr. 1 mio. indbyggere. Men de er ikke blot jævnt fordelt over hele landet. Det rammer tværtimod præcist folk, som bor i tæt trafikerede områder, og som i forvejen har svækket helbred for eksempel på grund af kol-lunger, rygning eller diabetes. Man ved ikke ret meget om det, men vi står med partikelforureningen sandsynligvis med den vigtigste grund til, at mennesker i storbyer lever kortere end i mere landlige omgivelser.
Så vi må som borgere insistere på, at politikerne kommer hurtigt igen med et forslag, de kan blive enige om.
Trængselsrapporter i hovedstadsområdet, Kommuneforum 2008 (pdf).
Sanne Fahnøe: Bondam: S giver bompenge dødsstødet, (m. kort) Politiken 13.11.2008.
Søren Astrup: København holder fast i bompenge, Politiken 13.11.2008.
Søren Astrup og Sanne Fahnøe: Glostrup-borgmester afviser radikal kritik af bompenge, Politiken 14.11.2008.
Petrine Elgaard: Eksperter: Bompenge gør København renere, Politiken 21.09.2006.