Kina: Prisen for en klimaaftale
9. november 2008
I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.
Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.
Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO2-forureningen.
Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO2-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO2-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO2-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO2-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.
