Menneskeskabte klimaforandringer nu påvist på Antarktis

31. oktober 2008

I IPCCs store klimarapport fra 2007 hed det, at der var påvist menneskeskabte klimaforandringer på alle kontinenter undtagen Antarktis. Men nu har forskere i en artikel i Nature Geoscience om temperaturudviklingen ved polerne siden 1900 påvist, at klimaforandringerne også er en realitet på Sydpolen.

Klimaforskere fra University of East Anglia har indtastet en stor mængde temperaturdata fra de polare områder i to klimamodeller – en med og en uden menneskelig indvirken. Herigennem har de kunnet tydeliggøre, at de iagttagne temperaturstigninger ved polerne ikke kan forklares alene ud fra naturlige forandringer, men kun kan reproduceres i modellerne ved at inkludere menneskskabte påvirkninger.

På den Antarktiske halvø (syd for Sydamerika) har man inden for de seneste 50 år kunnet konstatere temperaturstigninger på 3ºC, hvilket er markant mere end den gennemsnitlige stigning globalt set. En accelereret opvarmning ved polerne vil kunne få radikale følger for kloden som livsrum. En optøning af tundraegnene vil kunne frigive store mængder af nu nedfrosne metangasser, som vil accelerere klimaforandringerne, og en afsmeltning af Antarktis’ kolossale landismasser vil på sigt kunne give endog meget store havstigninger.

Se tidligere blog-indlæg: Tøvejr på Nordpolen, Drivhusgasser vælder frem hvor permafrosten viger, Kulstøv øger isafsmeltningen, Klodens CO2-regulering sat ud af spil, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Daniel Cressy: Antarctica hit by climate change, Nature 31.10.2008.

David Adam: Manmade global warming evident on every continent, polar report finds, The Guardian 30.10.2008.

Eoin O’Connell: Formal human ‘fingerprints’ on polar climate, Christian Science Monitor 31.10.2008.

Share