Kinesisk kulafbrænding
30. oktober 2008
Det har ofte været fremført, at en del af problemet med den kinesiske kulafbrænding var en meget primitiv kraftværksteknologi. Men en undersøgelse fra MIT af et bredt udsnit af kinesiske kulkraftværker viser, at kraftværkerne gennemgående har avanceret afbrændingsteknologi og potentielt ville kunne afbrænde kul med en meget høj effektivitet. Problemet ligger i den type kul, som anvendes. “Et presset marked får nemlig de driftsansvarlige på kulkraftværkerne til at købe billigt kul af den laveste og mest forurenende kvalitet, samtidig med at kraftværkernes renseteknologier bliver sat på standby, fordi de er dyre i drift,” skriver Mikkel Meister i Ingeniøren.¹
Dette er for så vidt gode nyheder, som at det åbner op for at man ved at optimere driften og råvaretilførslen til de kinesiske kulkraftværker ville kunne reducere værkernes CO2-udledning og øvrige forurening.
For der er ikke meget, som tyder på, at Kina er til sinds at stoppe sin kulafbrænding nu – eller til at stoppe noget som helst, som kan bremse den udvikling af landet, som igennem de seneste årtier har løftet landet ud af en dyb fattigdom, om end med graverende miljømæssige omkostninger.
Kina satser til gengæld systematisk på energibesparelser i industrielle processer osv., som kan muliggøre en fortsat vækst samtidig med et mindsket energiforbrug – og dermed mindskede CO2-udledninger.
En ny rapport finansieret af Greenpeace og WWF viser, at den kinesiske afbrænding af kul har store afledte omkostninger, og at prisen for kulkraft burde ligge 23% højere, hvis miljøkonsekvenserne var indregnet.² Så samfundsøkonomisk set ville det givet kunne svare sig for Kina at optimere sin kulafbrænding.
Man kan håbe, at den CO2-binding i cementproduktion, som det amerikanske firma Calera er ved at udvikle, kunne implementeres i stor stil i Kina. Cementindustrien står i dag for 5% af verdens samlede CO2-udledninger, og normalt udledes der ét ton CO2 for hvert ton cement der produceres, men Calera er ved at udvikle en teknik, som binder et halv ton CO2 for hvert ton cement, der produceres. Hvis denne teknologi kobles med CDM- og kvoteordninger, vil Calera kunne tilbyde udviklingslande gratis cement mod at kunne binde deres CO2-udledninger i cementen.
Selv denne proces vil langt fra kunne klare hele Kinas kulafbrænding. Men der er brug for et snarligt moratorium over konventionel kulafbrænding, hvis atmosfærens CO2-koncentrationer skal stabiliseres på 350 ppm. Dette vil kræve en systematisk overførsel af en fremadrettet teknologi til lande som Kina og Indien, hvis de klimamæssigt set skal kunne udvikle sig sundere end den vestlige verden, som med sin industrialiseringsproces har forpestet atmosfæren og biosfæren.
Se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker, Kulstøv øger isafsmeltningen, James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO2.
Mikkel Meister: Forskere: Kinas kulkraftværker i teknologisk topklasse, Ingeniøren 07.10.2008.¹
Edvard E. Steinfeld: Greener Plants, Grayer Skies? A report form the frontline of China’s energy sector, MIT august 2008 (pdf).
Antoaneta Bezlova: CHINA: Coal Far Costlier Than Thought – Study, IPS 29.10.2008.²
