William McDonough: Tower of Tomorrow
15. oktober 2008
Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.
De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.
Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.
Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.
