Amerikansk lovforslag om 80% CO2-reduktion på vej
9. oktober 2008Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO2-marked, dels CO2-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO2-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.
Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.
Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.