Strøtanker om bæredygtighed

Lord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO₂-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO₂-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO₂-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050).

Dette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO₂-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.