september 2008 arkiv

Kvotesystem med børnesygdomme

13. september 2008

I gårsdagens udgave af The Guardian var der en række artikler om det europæiske kvotesystem, som er gode at læse, hvis man gerne vil have overblik over fænomenet. Ideen med kvotesystemet er, at man på markedsvilkår kan handle med retten til at udlede CO2, så reduktionerne hele tiden foregår der, hvor det er billigst. Kvotesystemet er så at sige en mekanisme som skulle stimulere os til at tage de billigste løsninger først. Og selvom man taler meget om at et land som Danmarks skal være foregangsland, så kan konsekvenserne af kvotesystemet meget vel blive, at et land som Danmark i første omgang køber sig til reduktioner andre steder i verden frem for at gøre noget ved egne CO2-udledninger – simpelthen fordi det er billigere.

Som det fremgår af Adams artikel i The Guardian, så har adskillige store firmaer i EU fået alt for mange kvoter udleveret – faktisk så mange, at de har kunnet sælge videre af dem med store fortjenester. Adskillige firmaer, som retteligt burde have betalt for deres udledninger, er derfor blevet beriget med millionbeløb.¹ Der er kort sagt blevet uddelt så mange kvoter, at prisdannelsen på kvoterne har ligget alt for lavt, hvorfor kvotesystemet endnu ikke har formået at skabe nogen som helst tilskyndelse til at gøre noget effektivt ved CO2-udledningerne i den rige del af verden.

For blot et år siden var kvoteprisen under 1 euro – og dermed var det populært sagt gratis at udlede CO2. Bryony Worthington anslår i Hickmanns interview, at kvoteprisen skal op omkring 75 euro, før kvotemarkedet begynder at anspore for eksempel energisektoren til at tænke proaktivt.²

Læs mere »

Share

Jorden rundt på solenergi

13. september 2008

Schweiziske Louis Palmer har i mange år haft en drøm om at køre jorden rundt. Og i disse klimaudfordringstider, hvor transportsektoren med dens tørstige forbrændingsmotorer er en af de helt store udfordringer for at komme videre fra det fossile samfund, har han valgt at gøre det i en rent soldrevet bil: “With this tour I want to show that solutions against global warming are available and that it can be stopped,” sagde han på et stop i Delhi.¹

Palmer lagde ud fra Lucerne i juli sidste år med kurs mod Saudi-Arabien. Siden har han været tværs over Indien, på Bali, Australien, New Zealand, op gennem Malaysia og Singapore til Kina og Japan. Dernæst med båd over Stillehavet, hvorefter han har krydset det amerikanske kontinent. Og nu er han nået til New York.

Hjemturen går over Nordafrika og Spanien, med en lille omvej over Polen til COP14 i Poznan, det sidste stormøde inden klimatopmødet COP15 i København næste år. Palmer regner med at være tilbage i Schweiz til jul. Med 50.000 km tilbagelagt gennem 50 lande i 5 kontinenter vil han til den tid være den første, som har været jorden rundt i et rent solcelledrevet køretøj.

For nogle dage siden stod jeg foran en el-bil på Gammel Strand og spurgte naivt, hvorfor der ikke var el-paneler på bilens tag for i det mindste at lave noget af strømmen under vejs. Men det gav så lidt, at det var ligegyldigt, svarede manden, som viste bilen frem. Palmers køretøj er da også en lille asfaltboble, som trækker en 6 m lang trailer med solfanger bag sig. Og denne solfanger producerer dog blot halvdelen af den energi, han har brug for. Palmer har lavet den ‘regel’ for sin jordomkørsel, at han undervejs kan trække 6.000 kWh fra nettet, som modsvares af et tilsvarende solpanel hjemme i Schweiz. Ellers ville det sidste stræk hjem gennem et vintermørkt Centraleuropa nok komme til at tage ganske lang tid.

15.000$ har køretøjet kostet, og det er lavet med hjælp fra studerende fra fire universiteter. På en solrig dag er tophastigheden 90 km/t, så det lægger op til en rejseform, hvor vi har mere tid. Men i en tid, hvor charterturismen står for fald, har vi her en mulighed for en CO2-neutral rejseform.

solartaxi.com er der masser af information om Louis Palmers rundtur, heriblandt en side med videoklip fra hans mange stop under vejs.

indlæg oprettet af Jens Hvass

UN chief prefers solar-powered taxi! Zee News 12.09.2008.

Chad Smith & Christina Boyle: This taxi is sun kind of wonderfuel, Daily News 10.09.2008.

Alex Nunez: Solartaxi: Around the world on solar power, forecast earth 19.08.2008.

Meenakshi Sinha: Around the world in a solar taxi, The Times of India 28.10.2007.¹

  

Share

Nye toner fra Kina

12. september 2008

I forhandlingerne forud for den kommende klimaaftale har Kina indtil for nylig været ganske afvisende overfor bindende reduktionsmål – det er de industrialiserede lande, som har skabt problemet, og som må løse det. Men under et statsbesøg i Japan i maj forlød det for første gang, at man forventede at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser (se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012).

En af den kinesiske regerings vigtigste rådgivere i klimaspørgsmål, Hu Angang fra Tsinghua-universitetet i Beijing, siger i et nyligt interview med Reuters, at Kina bør gå med til bindende CO2-reduktioner for at sikre, at Kyoto-aftalens afløser bliver tilstrækkelig til reelt at håndtere klimaudfordringerne. Det er ikke blot i det internationale samfunds interesse, men i høj grad også i Kinas egen interesse at satse målrettet på en grøn udvikling. Det kinesiske samfund vil lide voldsomt under, hvis ikke det lykkes at skabe en stærk klimaaftale for de kommende år.

For nylig fremlagde Hu Angang i Journal of Contemporary Asia-Pacific Studies en plan for Kinas CO2-reduktion, hvori udledningerne ville fortsætte med at stige frem til 2020, hvorefter de ville falde markant, så de i 2030 var tilbage på 1990-niveauet, og i 2050 det halve af 1990-udledningerne, som for Kinas vedkommende var 2,1 ton pr. indbygger.

Dette vil indebære en udfasning af kul og en storstilet satsning på vedvarende energi – og vil kræve en massiv økonomisk støtte til den nødvendige teknologi-udvikling. Hvis Kina vedgår en sådan plan som del af den kommende klimaaftale, vil det markant øge sandsynligheden for, at det vil lykkes at langtidsstabilisere det globale klima.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Chris Buckley: China government adviser urges greenhouse gas cuts, Reuters 08.09.2008.

Chris Buckley: China Shying from Climate Obligations – Adviser, Reuters 08.10.2008.

Share

Vindmøller af bambus

11. september 2008

År tilbage var forskningsstation Risø mest kendt som stedet, hvor man fiflede med atomkraft. Men i dag titulerer man sig “Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi” og har et omfattende engagement i udviklingen af vedvarende energikilder. For eksempel er man i samarbejde med en kinesisk organisation i gang med at udvikle vindmøllevinger af bambus.¹

Bambus er et billigt og stærkt materiale, som vokser hurtigt og efter brug kan recirkuleres fuldt ud, så der er store perspektiver i at fremstille møllevinger af bambus. I første omgang sigter man ikke på de store havvindmøller, som år for år bliver større og større, og med vingelængder på vej mod 100 m stiller ekstraordinære krav til vingematerialets styrke.

Povl Brøndsted fra Risø anslår, at bambusmøllevingerne vil kunne optimeres i 20-30 m længde. Dette vil muliggøre vindmøller med en kapacitet på omkring 1 MW – eller som møllerne ved Lynetten. Og sådanne møller vil kunne gøre en stor forskel mange steder i verden. I første omgang vil man laminere vingerne med epoxylim, men det er håbet at udvikle en egnet organisk lim, så vingerne er fuldt nedbrydelige.

Det er et virkelig spændende initiativ, og man kunne ønske sig, at vindenergien globalt set fik en folkelig udbredelse – og vindmøllerne en enkelhed – som i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det bare var noget, man satte op, når man havde brug for det. Der er brug for at udvikle nogle mølletyper, hvis optimale størrelse ikke bare er større og større, men tværtimod nogle relativt små enheder, som passer ind over alt og kan løse en lang række forskellige opgaver.

Andre mølletyper som den klassiske vindrose og den elegante engelske QuietRevolution-mølle (på billedet til højre), som jeg håber en dag at kunne plante i stort antal ud langs havnen, ville sandsynligvis med fordel kunne fremstilles af lamineret bambus.

Se tidligere blog-indlæg: CO2-neutral på bambus, Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat og Små møller.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Risø samarbejder med kinesisk center om bambus til vindmøllevinger (pressemeddelelse) Risø 10.09.2008.¹

Anne Marie Primdal: Risø-forskere bygger vindmøller af bambus, Ingeniøren 11.09.2008.

 

Share

Britiske Greenpeace-aktivister frikendt

10. september 2008

En gruppe Greenpeace-aktivister, som i oktober 2007 forsøgte at lukke det kulfyrede Kingsnorth-kraftværk, er netop blevet frikendt for med gigantiske bogstaver at have malet “Gordon Bin It” på værkets 200 m høje CO2-udspyende skorsten. Baggrunden for protesten – som var direkte adresseret den engelske premierminister Gordon Brown – var, at man i Storbritannien for første gang i 30 år havde planer om at opføre nye kulfyrede kraftværker. Frikendelsen ved Maidstone Crown Court kom på baggrund af, at aktivisterne gennem deres handlinger beskyttede ejendom af større værdi (Jorden) overfor klimaforandringer.

Som del af retsproceduren har en af verdens ledende klimaforskere, James Hansen, der er leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, været indkaldt som vidne. I forbindelse med hans vidnesbyrd rejste han på baggrund af, at både regering og energiselskaber er fuldstændig klare over det for klimaet dybt uforsvarlige i fortsat at afbrænde kul, men endda fortsætter med at gøre det, spørgsmålet, om det var de rigtige mennesker, der var stillet for retten?

James E. HansenJames Hansen har et enestående perspektiv på klimaproblemstillingerne, og hvor konsensusdannelsen for FNs klimapanel IPCC er en særdeles langsommelig proces, kan han lynhurtigt inkorporere nye forskningsresultater og iagttagelser. Det er en del af baggrunden for, at IPCC stadig planlægger efter at holde atmosfærens CO2-koncentration under 450 ppm, hvor Hansen og hans kolleger fra på baggrund af blandt andet de nyeste iskerneboringer og de seneste års hastige afsmeltning af klodens ismasser konkluderer, at vi må helt ned på 350 ppm for at kunne regne med at langtidsstabilisere det globale klima.

Vi må derfor med James Hansen insistere på, at afløseren for den nuværende Kyoto-aftale, som efter planen skal underskrives i København næste år, inkorporerer et moratorium for afbrænding af kul og en langtidsmålsætning om at stabilisere atmosfæres CO2-koncentration under 350 ppm.

Umiddelbart herunder har jeg inkorporeret Hansens summary, og nederst er der link til hans fulde forsvarsskrift for de seks nu frikendte Greenpeace-aktivister.

Læs mere »

Share

Klimafestival 2008

9. september 2008

Fredag-lørdag-søndag var der Klimafestival i København, og det var umiddelbart en broget omgang, med fest og ballade, gøgl og lidt alvor, som lige som forløberen, de årlige Miljøfestivaler, trak mange besøgende.

Nedenfor har jeg samlet nogle billeder, dels fra vores stand for Angendacenter Indre By / Christianshavn, hvor vi serverede økologisk grøn te og viste en udstilling om byforgrønnelse, dels fra nogle af de mange andre aktiviteter på Gammel Strand og Højbro Plads.

Læs mere »

Share

Vugge til Vugge til Danmark

8. september 2008

I 2002 udgav kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough bogen Cradle To Cradle. Remaking the Way We Make Things, som udfolder en vision om en verden, hvori intet går til spilde, og alt bevæger sig videre i organiske kredsløb uden begyndelse og ende. Visionen har siden vundet stor genklang mange steder i verden, man har skabt hele bysamfund efter principperne, og ikke mindst i Holland har det ført til en stærk bevægelse.

29. september er der mulighed for at opleve Michael Braungart i Danmark. Der vil være to events på dagen, en konference om eftermiddagen om ‘den næste industrielle revolution’, som er målrettet dansk erhvervsliv og beslutningstagere, og et aftenarrangement, som sigter bredere, hvor der også vil være musikalsk underholdning (se program nedenfor).

I mit perspektiv er vugge til vugge noget af det mest opløftende og perspektivrige, der er sket i dette årtusinde. Det er vitalt for klodens overlevelse som livsrum for de kommende generationer, at vi får vores civilisation genindlejret i et fundamentalt cyklisk paradigme som vugge til vugge. Jeg glæder mig derfor meget til at opleve Michael Braungart live og kan varmt anbefale at deltage.

Læs mere »

Share

Ingeniørens Klimaråd: Syv anbefalinger om CO2-reduktioner

5. september 2008

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO2-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO2-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO2 pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO2-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO2 af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO2 pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

Share

Bolig for livet

4. september 2008

I Centraleuropa har man længe arbejdet målrettet med passive solhuse, og har efterhånden i hundredevis af eksempler på, at man gennem omhyggelig udformning af bygning og dens lysåbninger kan opnå, at den størstedelen af året opretholder et indeklima med en behagelig opholdstemperatur. Velux’ og Velfacs Bolig for livet, som nu er under opførelse i Århus et godt eksempel på, hvordan man i nybyggeriet er i stand til at sænke energiforbruget til opvarmning. Her har man yderligere suppleret med aktive solfangere dertil, at der er tale om et plus-energihus.

Det skal vi blive meget bedre til i Danmark, og det er glædeligt, at vi nu får prøvet forskellige eksempler af på danske breddegrader. Når det har gået langsommere herhjemme end i for eksempel Sydtyskland er det ikke kun uvilje og uvidenhed. I Danmark når solen omkring midvinter blot 10-11º over horisonten, hvorfor energiindstrålingen er meget lille sammenlignet med, hvis man bygger blot 1.000 km længere syd på. Endda giver det stor mening at søge at udnytte både passivhusets og de aktive solfangeres muligheder optimalt.

Hvis man ser den video, som i dag er frigivet af projektet, (ses nederst på denne side) er det glædeligt at se, at man på relativt store udvendige glasflader har skodder, som i vinterhalvåret kan mindske varmetabet fra vinduesarealerne i nattetimerne – og som måske kunne udskiftes til let kølende og skyggende gitterskodder i sommertiden.

Bolig for livet er designet af aart, og det ligner umiddelbart et rigtig dejligt hus med en stor indre åbenhed. Men det er på 190 m², og spørgsmålet er, om det er den rigtige størrelse for en familiebolig, som i størstedelen af dens levetid vil være beboet af blot en eller to voksne, som hver dag tager på arbejde. Og stadig er det et åbent spørgsmål, om selv et plus-energihus gør det at bo i parcelhus i forstæderne bæredygtigt, så længe der holder to biler i carporten, som hver dag fragter beboerne til fjerntliggende arbejdssteder.

En ganske stor del af det samlede danske energiforbrug ligger i vores eksisterende bygningsmasse. Den helt store udfordring ligger således i den eksisterende boligmasse, hvor varmetabet fra bygningsdelene er større, samtidig med at bygningskroppen ikke er optimeret for passiv solvarme. Og her i København står vi overfor nogle meget svære afvejninger af, om en historisk bygningsarv skal pakkes ind i mineraluld og sprutpuds for at vi kan holde 22º året rundt, eller om vi skal prøve at lære igen at lade temperaturerne inden døre svinge lidt mere med årstiderne.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Thomas Djursing: Her er Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 04.09.2008.

Tomas Djursing: Velfac bygger Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 29.08.2008.

I fremtidens bolig har du ingen energiudgifter, Velfac.

Kim Christensen: Et hus, der selv lufter ud, Bolius 21.08.2008.

Velfac og Velux klar med fremtidens aktive bolig, Building Supply 24.04.2008.

Søren Dilling: Dit kommende hus producerer selv varmen, Politiken 23.04.2008.

Søren Dilling: Første aktivhus bygges i Århus, Politiken 23.04.2008.

 

Share

Miljøzone etableret

1. september 2008

I dag trådte den nye miljøzone i kraft omkring København og en række større byer i Danmark. Større dieselbiler af en vis alder skal herefter have påsat partikelfilter for at køre ind i København, og i løbet af de næste to år skal også nyere euro III-godkendte køretøjer have påmonteret partikelfiltre.

Desværre har reglerne for miljøzonen ikke været helt hensigtsmæssigt udformet. For eksempel skal helt nye dieselkøretøjer ikke med de nuværende regler have partikelfiltre, hvilket virker som en regulær lapsus, da de vil have markant højere udslip af ultrafine partikler end de ældre lastbiler med filter. Men det sundhedsmæssigt set største problem er, at dieselkøretøjer under 3,5 ton med de nuværende regler er undtaget fra miljøzonens begrænsninger, idet denne gruppe køretøjer står for omkring en tredjedel af den ultrafine partikelforurening.¹

Københavns Kommune og en række miljøorganisationer har presset hårdt på for at få skærpet miljøzonens bestemmelser betragteligt. Derfor er det yderst glædeligt, at miljøministeren på dagen for miljøzonens ikrafttræden har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at man er indstillet at gå langt videre end i dag med de muligheder for forureningsbekæmpelse, som miljøzonen giver.

“Kravene om partikelfiltre gælder lastbiler og tunge dieselkøretøjer,” skriver Miljøminister Troels Lund Poulsen: “Men min ambition er, at kravene om partikelfiltre skal udvides. Vi skal nå i mål med at få forureningen ned – markant ned. Det der ligger først for er sandsynligvis gamle varebiler, men også mange gamle personbiler forurener alt for meget. Og mange gange mere end nyere biler. Derfor tror jeg det er værd at undersøge, om vi ved at gøre en ekstra indsats over for disse køretøjer på en fornuftig måde kan skabe flere reelle fremskridt i de kommende år. Nu må vi først se på hvilke muligheder vi har – og hvilke muligheder, der er fornuftige at gennemføre, og i hvilken takt. Dette arbejde indgår i regeringens luftstrategi og vil blive gennemført af Miljøstyrelsen i den kommende tid.”²

Hvert år der der omkring ti gange flere af partikelforureningen end i trafikken.³

Se også tidligere blog-indlæg: Miljøzone med huller, Miljøzone med huller II, New York får 13.000 hybrid-taxaer og EU-dom muliggør retsligt opgør med luftforurening.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Birgitte Marfelt: Miljøzone – snart også for varebiler, Ingeniøren 01.09.2008.¹

Miljøminister vil udvide kravene i miljøzoner, (pressemeddelelse) Miljøministeriet 01.09.2009.²

Hans Larsen: Kritik: Københavns miljøzone hullet som en si, Berlingske 01.09.2008.

København ønsker strengere miljøkrav, (Ritzau) Politiken 01.09.2008.

Søren Astrup: Byboeres liv forkortes af forurening, Politiken 14.07.2008.

Trafikforurening er farligere end trafik, Politiken 17.10.2007.³

 

Share