27. september 2008 arkiv

Drivhusgasser vælder frem hvor permafrosten viger

27. september 2008

De arktiske egne gemmer på store metan-depoter, som gennem årtusinder har været indkapslet under den kappe af permafrost, som strækker sig igennem de polare egne. Men med de stadig lunere arktiske somre, som i år gjorde, at man for første gang i historisk tid kunne sejle både den ene og den anden vej omkring Nordpolen, tyder alt efterhånden på, at permafrosten i de kommende årtier gradvist vil tø op, og at store mængder af metan, som stammer fra en fjern fortids forrådnede plantedele, frigives til atmosfæren. Metan er som drivhusgas omkring 21 gange mere aktiv end CO2, så der er en frygt for, at denne optøning vil accelerere klimaforandringerne yderligere.

Forskere har for få dage siden rapporteret, at metan frigives i store mængder fra havområder nord for Sibirien. Man har her kunnet konstatere metan i så store mængder, at det ikke blot blev optaget i vandet, men boblende op fra bunden, og mener at det skyldes huller i havbundens permafrost. Det har været anslået, at metan frigivet fra fastlandssoklen langs den siberske kyst har et lige så stort omfang som fra verdens have i øvrigt.

Metan-koncentrationerne i atmosfæren har ellers været let faldende i de senere år, men man mener, at stigningen i de seneste år kan hænge sammen med, at de store mængder metan bundet af (under) den arktiske permafrost er begyndt at boble frem.

Læs mere »

Share