Miljøbevidste er ikke nødvendigvis miljøvenlige

25. september 2008

Ved University of Exeter er man pt. i gang med et to-årig forskningsprogram ProST, Promoting Sustainable Travel, som skal afdække sammenhængen mellem folks rejsevaner, miljøbevidsthed og miljøpåvirkning. Og det viser sig, at den gruppe, som har de klareste miljøholdninger og den største grad af miljøvenlig adfærd i dagligdagen, samtidig har et ganske stort forbrug af flyrejser. Man taler i undersøgelsen direkte om en middelklasse (vi er i England), som samtidig med at idealerne foreskriver en vis miljømæssig adfærd og grønne værdinormer i dagligdagen, med affaldssortering, bevidste indkøbs- og transportvaner, osv. har et stort rejseforbrug, med to årlige skiferier og stadige flyrejser til eksotiske rejsemål.¹

Der er således ikke nogen entydig sammenhæng mellem miljøbevidsthed og miljøbelastning, og kun en forsvindende del af de adspurgte er som del af deres grønne livsstil indstillet på at begrænse deres forbrug af flytransport.

Stewart Barr, er en af forskerne bag ProST, siger: “Ironically, our research shows that even the most bleeding-heart jetsetters aren’t willing to reduce their flying habits significantly, despite their supposedly impeccable green credentials. Low-cost air travel has become embedded into our culture here in the UK, so trying to change everyone’s behaviour, when even the most eco-conscious amongst us have very little trust in the ability of either green taxes or carbon offsetting to reduce the impact of flying, will be a formidable challenge.”

Dette er nøgternt set dybt inkonsekvent, idet blot flyrejsen til en enkelt vinterferie i Bangkok medfører en CO₂-udledning, som langt overgår, hvad de fleste selv med en ultra-asketisk livsstil kan spare på et år.

“Hvis vi vil hindre planeten i at koge over,” skriver Monbiot: “må vi simpelthen holde op med at rejse med den slags hastigheder, som flyene muliggør. Det er nu ved at være forstået af næsten alle jeg møder. Men det har ingen som helst indflydelse på deres adfærd. Når jeg spørger mine venner om deres weekendtur til Rom eller ferie i Florida, svarer de med et underligt distant smil og kigger den anden vej. De vil bare have det sjovt. ….. Den moralske dissonans er øredøvende.”²

I medierne bombarderes vi til stadighed med velsignelserne ved at farte verden rundt, udstilling på British Museum, til opera i Milano, juleindkøb i New York … det er en fantastisk nyvunden frihed, som blot har en næsten ubærlig pris. Det splitter vores klode af. Og få har som Monbiot modet til at indse, at der ikke findes noget, som bare nærmer sig CO₂-neutrale flyrejser, og at CO₂-kompensation ikke løser kernen i problemet.

Vi får heller ikke megen hjælp til at få perspektiv og proportion i sagerne. Vores hjemlige web-portal ét ton mindre er et godt eksempel. Her lægges der tilsyneladende lige meget vægt på stort og småt, sparepærer, transportforbrug og spisevaner, selvom nogle besparelser skal regnes i ton CO₂, hvor andre nærmere er i kilo eller gram, hvis ikke blot de fører til, at elværkerne gennem vores besparelser får øget deres CO₂-loft til at brænde mere kul af. Og flyrejser angives på ét ton mindre med alt for lave CO₂-værdier. En flyrejse til Thailand producerer ganske rigtigt 1,8 ton CO₂, men effekten af CO₂ udledt i flyenes marchhøjde er langt større, så drivhuseffekten af en flyrejse til Bangkok når op på 7 ton CO₂ (se tidligere blog-indlæg Clearing The Air og Ét ton mindre).

Stadig betaler folk gigantiske afgifter for at købe en økobil, mens der gives fuldt befordringsfradrag for at flyve land og rige rundt. ProST-undersøgelsens forstemmende meldinger er således også et billede på, at vi er fejlinformerede fordi vores politikere ikke rigtig tør tage de nødvendige konsekvenser af klimaudfordringen – og at klimaudfordringen ikke kan løftes alene ved personlige handlinger i hverdagen, men kræver systematiske strukturelle tiltag.

Som den engelske klimarådgiver Sir Nicholas Stern har været inde på, er der på verdensbasis fremover kun er plads til udledninger i størrelsesordenen ét ton CO₂ pr. person, hvis klimaet skal stabiliseres.³ Det er noget fuldstændigt andet end ‘ét ton mindre’ – i hvert fald når det danske landsgennemsnit som nu ligger på 10 ton plus flytransport og udledninger fra importen – og det kalder på en helt anden konsekvens af klimaproblematikken, end de industrialiserede lande endnu har været i stand til at tage.