Strøtanker om bæredygtighed

Jeg lærte et nyt ord i dag: ecotarianism. Det skulle efter sigende være syntesen af alt det, der har været avanceret politisk korrekt de seneste år, når det gælder vores spisevaner: Ingen (eller meget lidt) kød, lokalt produceret, organisk, endelig ikke flyimporteret, og helst emballeret fuldt genbrugeligt, således at vores livsstil og ikke mindst vores spisevaner får det mindst mulige globale økologiske fodspor.

Økotarianisme som modestrømning kan sikkert drives langt ud over det rimelige – jeg gjorde i vinteren 1982-83 det eksperiment at leve af vinterfaste danske grøntsager, og det blev ærlig talt noget monotont sidst på vinteren. Men jeg lærte under vejs mange nye hjørner af rodfrugternes register. Endda var det måske værd at stoppe op et øjeblik og overveje, om vores dagligfødevarer partout skal komme fra alle verdens lande? – om de skal ligge i ufordøjelige skumbakker? – om vi skal være ved at være trætte af jordbær, når de er ved at modne i Danmark? – om aspargessæsonen partout skal vare året rundt?

Noget af det, som har været en dyb glæde ved at have boet fire år i Japan, er at have oplevet den lidenskabelighed, hvormed man spiser sig gennem årstiderne, høster forårets første vilde urter til tempuraen, celebrerer årets første bambusskud og te-blade, yuzu’en og de spæde sansho-blade i sommerens miso-suppe, den afkølede boghvede-te, ginkgo-nødderne i efterårsrisene og de statelige matsudake-svampe, som handles til flere hundrede kroner stykket. Måned for måned tilberedes risen og misosuppen forskelligt, og årscyklussen bliver en perlekæde af måltider, som er nøje forbundne med årstiden, og som knytter stærke bånd mellem menneske og natur.

Tony Turnbull: Eating to save the planet, The Times 25.08.2008.

Jessica Lee: Ecotarianism: how to condense a mouthful of values, Oxford Symposium on Food and Cookery 2007 (pdf).

Ved University of Exeter er man pt. i gang med et to-årig forskningsprogram ProST, Promoting Sustainable Travel, som skal afdække sammenhængen mellem folks rejsevaner, miljøbevidsthed og miljøpåvirkning. Og det viser sig, at den gruppe, som har de klareste miljøholdninger og den største grad af miljøvenlig adfærd i dagligdagen, samtidig har et ganske stort forbrug af flyrejser. Man taler i undersøgelsen direkte om en middelklasse (vi er i England), som samtidig med at idealerne foreskriver en vis miljømæssig adfærd og grønne værdinormer i dagligdagen, med affaldssortering, bevidste indkøbs- og transportvaner, osv. har et stort rejseforbrug, med to årlige skiferier og stadige flyrejser til eksotiske rejsemål.¹

Der er således ikke nogen entydig sammenhæng mellem miljøbevidsthed og miljøbelastning, og kun en forsvindende del af de adspurgte er som del af deres grønne livsstil indstillet på at begrænse deres forbrug af flytransport.

Stewart Barr, er en af forskerne bag ProST, siger: “Ironically, our research shows that even the most bleeding-heart jetsetters aren’t willing to reduce their flying habits significantly, despite their supposedly impeccable green credentials. Low-cost air travel has become embedded into our culture here in the UK, so trying to change everyone’s behaviour, when even the most eco-conscious amongst us have very little trust in the ability of either green taxes or carbon offsetting to reduce the impact of flying, will be a formidable challenge.”

Dette er nøgternt set dybt inkonsekvent, idet blot flyrejsen til en enkelt vinterferie i Bangkok medfører en CO₂-udledning, som langt overgår, hvad de fleste selv med en ultra-asketisk livsstil kan spare på et år.

Læs mere »