Grønlandske kålgårde

21. september 2008

I forlængelse af gårsdagens blog-indlæg fra den grønlandske indlandsis, Kulstøv øger isafsmeltningen, var der samme dag i The Times en artikel om, hvordan Grønland bogstaveligt var ved at blive grøn. Her på sne- og isgrænsen opleves klimaforandringerne år for år langt mere tydeligt end i mere tempererede zoner.

Lasse Bjerge har således i de sidste 10 år kunnet dyrke kål på Grønland – noget man ikke har kunnet i mange hundrede år. Ikke mindst broccolien er endnu på sin absolutte nordgrænse. Kommerciel dyrkning ville have været utænkelig indtil for få år siden, men klimaforandringerne gør Grønland grønnere, og nu regner man med, at Grønland inden for en overskuelig årrække vil kunne blive selvforsynende med grøntsager.

Klimaforandringerne vender op og ned på Grønlands levevilkår. Selv træerne er begyndt at vokse på Grønland, og samtidig med, at der så småt opstår betingelser for land- og skovbrug, har de grønlandske fangere stadig sværere ved at opretholde den oprindelige levevis.

Endda konkluderer artiklen at klimaforandringerne vil give Grønland flere vindere end tabere, og at klimaforandringerne vil give landet den økonomiske frihed, som kan sikre den fulde politiske uafhængighed af Danmark.

Artiklen har en halvanden minuts video, som viser, hvor langt isen har trukket sig tilbage på blot få år.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Martin Fletcher: Greenland: land of ice goes green as warming turns the cabbages into kings, The Times 20.09.2008.

Grønland hæver sig, Berlingske 10.10.2008.

Share