Kulstøv øger isafsmeltningen

20. september 2008

Det er efterhånden velkendt, at de øgede CO₂-udledninger øger indkapslingen af varme i atmosfæren, som igen øger afsmeltningen af klodens ismasser. Men hvis man skal bremse afsmeltningen af ismasserne, som de seneste år er accelereret markant, er det ikke nok at fokusere på reduktioner i CO₂-udledninger. Det vil kun give meget langsigtede ændringer.

På kort sigt er det vigtigste således at få standset de store mængder af kulstøv, som udledes til atmosfæren sammen med den stadig stigende afbrænding af kul. Ikke mindst de kinesiske kraftværker, som i stor udstrækning bruger uvaskede kul, frigiver store mængder svævestøv, som er med til at gøre de ellers kridhvide isflader grågrumsede, så de reflekterer mindre lys og akkumulerer mere varme – og afsmeltningen dermed accelereres yderligere. 20% af partikelforureningen på Grønland i dag stammer fra asiatiske kilder, og at andelen er stærkt voksende.

Atmosfærekemiker Ole John Nielsen siger i dag til Ingeniøren, at man derfor til samtidig med det langsigtede arbejde med at reducere atmosfærens koncentration af CO₂ er nødt til at lave en målrettet indsats for en beskyttelse mod afsmeltningen af ismasserne, og han foreslår at man fokuserer på tre områder, hvor man relativt hurtigt vil kunne mindske mængden af sodpartikler i luften over de arktiske egne, og dermed afsmeltningen:

• Kul- og sodpartikler fra ineffektive kulkraftværker i Kina, Indien og Rusland.
• Metanudslip fra et enormt antal lossepladser samt fra utætte naturgasledninger.
• Ozon som skabes, når partikler fra bilernes udstødning går i forbindelse med sollys.¹

Kulafbrændingen er samtidig en af de største kilder til CO₂-kulafbrænding – og den form for fossil energi, som giver størst CO₂-forurening. Kunne denne indsigt, at kulstøvet fra den nuværende stærkt uhensigtsmæssige afbrænding af kul accelererer isafsmeltningen langt ud over CO₂-effekten, lede til et moratorium for den nuværende afbrænding af kul, var man nået et langt skridt i den rigtige retning.

FNs klimapanel IPCC har tidligere anslået, at havstigningerne i det 21. århundrede som konsekvens af isafsmeltningen vil ligge mellem 18-59 cm. Men de seneste beregninger tyder på, at vi snarere skal regne havstigninger i meter og frem mod år 2100 kan forvente havstigninger på 1-2 m.² Stigninger i den størrelsesorden vil give uoverskuelige problemer i mange kystegne. Hele atolsamfund vil for længst være forsvundet, og floddeltaer, som igennem årtusinder har været blandt de tættest beboede områder, vil være stærkt udsatte.

Vi vil derfor i den kommende tid sandsynligvis kunne iagttage, at indsatsen mod den globale opvarmning og dens konsekvenser fra primært at have fokuseret på CO₂-reduktioner vil vil udvikle mange andre arbejdsfelter, i et omfattende register fra afsmeltningsforsinkelse til lokal beskyttelse mod konsekvenserne af den globale opvarmning. Det vil sandsynligvis være lettere at rejse forståelse for store investeringer i nye dæmninger, overvandingssystemer osv. for at afbøde og beskytte mod lokale forandringer i klima og levevilkår, end for abstrakte reduktionsmål, hvor selv de største enheder er små i det samlede regnskab. Så det bilver i den proces vigtigt ikke at ‘glemme’ den nødvendige fælles indsats for at få atmosfærens CO₂-koncentrationer stabiliseret under 350 ppm.