Som at sætte de allerede radmagre på slankekur
14. september 2008
I en kommentar til det canadiske valg, Why carbon offsets don’t work, kommer Lorrie Goldstein i gårsdagens The Sun med en tankevækkende karakteristisk af den CO2-kompensation, som verdenssamfundets klimapolitik bliver bygget op over: “Det er,” skriver hun: “som en overvægtig, som hævder at kunne tabe sig ved at betale en allerede tynd person for at gå på slankekur.”¹
Goldstein påpeger det uomtvisteligt rigtige i, at har man først sat sig i flysædet og taget turen til Bali, så er drivhusgasserne udledt og vil være i atmosfæren i de næste tohundrede år eller mere. Kompensationstankegangen har derfor sin begrænsede logik, og det er naivt at forestille sig, at vi gennem kompensation kan nå de reduktioner på 90-100% af de riges landes udledninger, som er nødvendige for at bringe atmosfærens CO2-koncentrationer tilbage under 350 ppm. Og hvis vi skal klare CO2-kompensationen ved træplantning, vil hele kloden hurtigt ende som skov, for at vi i den rige verden kan fortsætte vores forbrug i overhalingsbanen uantastet – altså lige bortset fra vores CO2-kompensation.
Goldstein strammer måske argumenterne en streg mere end de kan tåle, for rigtigt anvendt kan CO2-kompensation i den nuværende situation ikke bare være med til at nedsætte de samlede CO2-udledninger, men vendes til en institution, som ud over CO2-reduktionerne har en lang række positive følgevirkninger. Og … i den nuværende magtpolitiske situation er det svært at se noget alternativ til kvotesystemet. Men Goldstein har fuldstændig ret i det amoralske i hele opsætningen, hvor rige lande med henvisning til CO2-reduktioner tiltager sig en omfattende ret til at blande sig i U-landenes måde at gøre tingene på, og tror at kunne spæge sig ved at sætte de allerede radmagre på slankekur.
Se også tidligere blog-indlæg: Kvotesystem med børnesygdomme, Rapport: World Bank Climate Profiteer, Seacology og CO2-kompensation, Vismænd på afveje og Moderne afladshandel.
Lorrie Goldstein: Why carbon offsets don’t work, The Sun 13.09.2008.¹
17. september 2008 kl. 23:25
Bortset fra, at mens man plukker de lavthængende frugter i udviklingslandene, så binder man sig til kulkraft 30-40 år ud i fremtiden i de udviklede lande. Hele reduktionsspørgsmålet er så fuldt af klamme fiduser at tiden og især fremtiden skriger på helhedsvurderinger. Desværre ser det ud til at ende i biobrændsler af alskens slags, kul, tarsand, skiferolie, atomkraft, (for) sentkommende solcelleløsninger og vedvarende hovedløs materiel vækst, alt sammen krydret med (for) lidt vindkraft og koncentreret solenergi (GSP=Grand Solar Pover). Ud over, at dette scenarie vil sætte den almindelige økologiske bæredygtighed på spil, så er det udelukket, at det kan tilvejebringe de nødvendige CO2(ækvivalenter)besparelser. De (over) belastninger der først og fremmest bliver tale om er en ubærlig vækst i anvendelsen af kunstgødning og pesticider – formodentlig drevet frem af GMO, overbelastning af stedse mere sparsomme vandressourcer, forurening af biotoperne, livsdræbende monokulturer og frigivelse af store mængder CO2 fra jordskorpen i forbindelse med stedse mindre rentable råstofudvindinger.
Det er utåleligt at blive konfronteret med den ene “løsning” efter den anden, som kan synes farbar, isoleret set, bare fordi den er mindre CO2-udledende end de gængse løsninger, når vi faktisk skal ned på nuludledninger i løbet af 20-25 år, hvis vi skal gøre os håb om at kunne reducere atmosfærens CO2-indhold til 350 eller 325 ppm CO2 på længere sigt. Hvis det hele overlades til markedskræfterne og deres utallige konkurrerende “løsninger” vil målet ikke blive nået, og slet ikke i tide. Velkommen i drivhuset og en tur på vippepunkterne.
venlig hilsen
Niels-Holger Nielsen