Strøtanker om bæredygtighed

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Læs mere »

Magnus-effekten har navn efter den tyske fysiker Heinrich Gustav Magnus, som i 1852 beskrev det fænomen, at når en vindstrøm passerer en roterende cylinder, opstår der en fremdrift. Magnus-effekten bruges også til at forklare det fænomen, at en roterende (‘skruet’) fodbold, tennis- eller bordtennisbold kan få en buet bane. PÅ NASAs hjemmeside findes der en introduktion til Magnus-effekten med en animation af fænomenet.¹

I 1924 ombyggede den tyske fysiker Anton Flettner et 680 ton skib, hvor han erstattede mast og sejl med to roterende tårne udformet til at udnytte Magnus-effekten. To år efter krydsede han Atlanten med skibet drevet af de to 20 m høje tårne med 120 omdrejninger pr. minut.

De undertryk, som dannes ved rotationen og producerer fremdriften, er for et givet areal op til 15 gange større end ved et almindeligt sejl, og sammenlignet med gammeldags sejl var det langt enklere at betjene. Men med rigelige mængder af billige fossile brændstoffer slog Flettner-rotoren aldrig an.

I 1985 byggede Jacques-Yves Cousteau imidlertid et ekspeditionsskib, Alcyone, med to rotortårne (se billedet herunder til højre). Rotorerne var computerstyrede og de to 10 m høje rotorer sparede Alcyone 35% af sit fossile brændstofforbrug.

Læs mere »

Det fremgår i dag af Ingeniøren, at man er tæt på enighed om en stor dansk havvindmøllepark mellem Djursland og Anholt, og at Folketinget regner med at kunne træffe den endelige beslutning senere i denne måned. Der er stadig uenighed om størrelsen – oppositionen var indstillet på en kapacitet på 600 MW mens regeringspartierne talte om blot 200 MW – men man synes at sigte på en kapacitet på 400 MW, eller i alt 100 møller med en effekt på hver 4 MW.¹

Det er glædeligt, at der endelig sker noget i Danmark på vindkraft-området. Og man kunne ønske sig, at man i planlægningen af den kommende havvindmøllepark tænkte lidt fremsynet med dimensionering og føring af kabler osv., så man havde en plan for udbygning af vindkraft i Kattegat, som kunne være med til at Danmark fik vendt sin CO₂-kurve, så vi endelig kunne demonstrere markante fald i de danske udledninger af drivhusgasser.

DR Nyheder kalder den kommende vindmøllepark for verdens største, og det er den måske også i forhold til de nu eksisterende havvindmølleparker. Men svenskerne har planer om at lave en 800 MW vindmøllepark på Stora Middelgrund, sydøst for Anholt, som skulle stå færdig i 2011 med 108 8 MW vindmøller (se Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat).

Læs mere »

Jette Gottlieb og Morten Kabell fra Enhedslisten har i dag i Information et indlæg, Gratis offentlig transport kan betale sig, hvor de advokerer for gratis offentlig transport. Ikke bare ville det alene i Københavnsområdet give tre færre dræbte og 25 færre alvorligt kvæstede om året, men det ville give et fald i privatbilismen på 10%, og det er nok til, at det vil kunne mærkes på vejene. Og det kan ifølge Gottlieb og Kabell sammen med bompenge være et vigtigt element i at undgå broderparten af de 120.000 timer, som hver dag går tabt i trafikkøer i Storkøbenhavn – heraf mange på timeløn.

I en tid, hvor de basale levevilkår er stigende og leveudgifterne i Københavnsområdet strammer til for lavindkomstgrupper som studerende og pensionister, vil gratis offentlig transport også have en klædelig social side.

Både klima- og sundhedsmæssigt set vil der være fordele, hver gang transport flyttes fra privatbil til den kollektive transport, som CO₂– og luftforureningsmæssigt er mindre belastende end privatbilismen – om end der her er endnu større positiv virkning ved tiltag som brug af fjernarbejde, relokalisering af bo- og arbejdssted, større osv. som kan mindske transportbehovet.

I mit billede af en bæredygtig fremtid bruger vi langt mindre tid og energi på at flytte os selv og vores mange ting rundt i verden end i dag.

Jette Gottlieb og Morten Kabell: Gratis offentlig transport kan betale sig, Information 06.08.2008.

Marie Varming: Gratis offentlig transport vil være dyrt og måske ikke så effektivt, Information 02.08.2008.

Ifølge en leder i Asahi Shimbun i går er Tokyos temperatur i de seneste 100 år steget med 3ºC. En tredjedel heraf tilskrives global opvarmning, mens to tredjedele tilskrives det fænomen, at store byens store bygningsvolumener og befæstede arealer tilsammen akkumulerer så meget varme, at temperaturen i bymæssig bebyggelse er markant højere end i det omgivende landskab. Man taler direkte om varmeøer.

På denne tid af året er klimaet Japan i forvejen næsten ubehageligt varmt, ikke fordi temperaturerne er voldsomt høje – det bliver sjældent over 35ºC – men luftfugtigheden ligger i sommerperioden ofte tæt ved de 100%, så man kan ikke komme af med sin kropsvarme, og ikke mindst inde i bycentrene kan den fugtige varme blive ubehageligt anmassende. Antallet af ‘tropiske nætter’, hvor nattetemperaturen på intet tidspunkt falder under 25ºC, er nu for en by som Osaka over 50 om året, og undersøgelser viser, at når nattetemperaturerne kommer over 30ºC, har over halvdelen søvnproblemer.

Derfor begyndte man sidste år nedrivningen af en 60 m høj bygning nær Tokyo Station, for at genskabe adgangen til havbrisen fra Tokyo-bugten. Man regner med at det vil kunne øge hastigheden af havbrisen fra Tokyo-bugten med 30% ind over byens finansdistrikt og dermed at lindre lidt på Tokyos varmeø.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af den indiske avis The Hindu var der en artikel om bambus og dens mulige rolle i afbødningen af den globale opvarmning. Bambus har en kolossal væksthastighed med op til 30 cm om dagen. Den når sin fulde højde, som kan være op til 40 meter, på få måneder, og den akkumulerer derfor store mængder CO₂.

Den indiske landbrugsforsker N. Barathi siger, at samtidig med at bambus ved sin vækst absorberer store mængder CO₂ – op til 3-4 gange så meget som træer – kan den effektivt rense vandforurening fra for eksempel septiktanke, da den naturligt absorberer kvælstof, fosfor og tungmetaller.¹

I Indien kaldes bambus ofte for ‘den fattige mands træ’. Bambus findes i omkring 1.000 varianter, hvoraf de tykkeste når en diameter på 30 cm. Når man har boet bambusbæltet, er det utroligt at opleve, hvad bambus kan bruges til, fra spisepinde og køkkenredskaber over vaser, gryder kurvearbejder, papir og tekstiler til bygningsmaterialer, byggestilladser broer og både.

Bambus erstatter omkring 30% af sin biomasse på et år, hvor træer kun recirkulerer 3-5%. Det er denne kolossale vækst, som gør, at samme hektar kan producere omkring 20 gange mere tømmer som bambus end ved skovtræer.²

Barathi har således beregnet, at der skal 13 millioner bambusplanter til at gøre byen Chennai CO₂-neutral. Chennai er en by i Tamil Nadu med omkring 7,5 mio. indbyggere, tidligere kendt som Madras. Men hver inder producerer blot en 1,3 ton CO₂, så der vil skulle noget mere plantevolumen til for at CO₂-neutralisere København.

Stadig er det et eksempel på, hvordan forvaltningen af klodens grønne arealer kan vise sig at rumme en stor del af nøglen til, at vi på sigt igen får bragt CO₂-koncentrationen i atmosfæren ned omkring 350 ppm (se også: Vatikanet som klimamodel).

Vidya Venkat: Bamboo can play a deep role in saving the globe: scientist, The Hindu 04.08.2008.¹

M.J. Prabu: Bamboo cultivation: A viable alternative, The Hindu Business Line, 08.11.2006.²

Klimaforskeren James Hansen er i mine øjne et af de få lys på den noget grumsede klimapolitiske himmel. Han taler uden omsvøb om hvad der må gøres, hvis vi skal langtidsstabilisere klodens klima, og han ser lige gennem politikernes snak og laden stå til overfor verdenshistoriens måske største udfordring. Hvis man vil forstå det spil – og den afgrund af forståelsesforskelle – som findes mellem politikere og videnskabsmænd, er hans seneste rejsebrev således yderst interessant læsning.

I rejsebrevet kommer vi langt omkring. Vi får indblik i hans samtaler med klimaministre i England og Tyskland, hvor han ikke vinder meget gehør for sit ærinde, at man ikke blot kan tale om 20, 30, 50 eller 80% reduktioner, men også er nødt til at se på kilderne, og at den nuværende afbrænding af kul klimatisk set er så vanvittig, at det eneste rigtige er at lave et øjeblikkeligt moratorium for opførelse af kulkraftværker.

Efterfølgende får vi en række baggrundskommentarer for hans nylige brev til den japanske ministerpræsident Yasuo Fukuda (se James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister), og vi får i rejsebrevet en lille smagsprøve på de hundredvis af forargede e-mails, som Hansen modtog i forlængelse af sin tale for den amerikanske kongres 23.06. (se James Hansen: Tipping Points Near).

Når Hansen er så opsat på, at verden venter med at afbrænde sine kulreserver, indtil en effektiv CCS-teknologi er etableret, er det dels fordi kul er den form for forssilt brændstof, som giver mest CO2-forurening pr. indhøste energienhed, dels fordi verdens reserver af kul er så kolossale, at hvis de alle blive brændt af ufilteret – somverden er godt på vej til – så vil klodens klima være nået uomgængeligt ud over det vippepunkt, hvor opvarmningen kan blive selvaccelererende (se fig. 1a i rejsebrevet, 2a herunder). Han er derfor fortaler for et moratorium for konventionel afbrænding af kul og insisterer overfor verdens ledere på, at vi forsigtigt skal disponere oliereserverne til hurtigst muligt at få verden på vedvarende energi.

Anden del af rejsebrevet er en diskussion af temaer fra Tom Blees’ bog “Prescription for the Planet”, som blandt andet taler varmt for fjerde generations atomreaktorer som en potentielt væsentlig løsning på den nuværende klimakrise. Fjerde generation atomreaktorer vil kunne køre på affald fra andre atomreaktorer, og løser dermed en stor del af det nuværende affaldsproblem, samtidig med at teknologien skulle være sikrere. Uden blot at give Blees ret er Hansen, som normal er atomkraft-skeptiker, åben overfor, at man burde gå videre med afklaringe og udviklingen af teknologien. Fra Blees’ bog hører vi endvidere om biler, som fremover kommer til at køre på jern eller bor som genopladelige brændselsceller.

Hans afsluttende refleksioner over forskellen mellem det videnskabelige og det politiske perspektiv er til at blive klog af, om end rejsetankerne er lidt løst redigerede i forhold til hans tale til Kongressen og brev til den japanske ministerpræsident.

James Hansen: Trip Report, 04.08.2008 (pdf).

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

Langs Københavns store trafikkorridorer ligger luftforureningen på en lang række punkter i dag kronisk over de af EU fastsatte grænseværdier, med ganske alvorlige konsekvenser for vores sundhedstilstand. Men hidtil har det været svært at tackle problemet frontalt. Og selv når man endelig får etableret en miljøzone, bliver snævre økonomiske hensyn sat over sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske, så man langt fra får de optimale sundhedsmæssige gevinster ud af miljøzonen (se tidligere blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

Tilsvarende har et i mine øjne genialt forslag, som Klaus Bondam fremlagde tidligere på året – genialt fordi det lægger problemet præcist tilbage på de køretøjer, som skaber problemet – om, at man regulerede forholdet mellem længden af det røde og det grønne lys ved de store indfaldsveje, så luftforureningen simpelthen aldrig oversteg det tilladte, ikke vundet meget genklang. Dertil er der for mange, som har interesser i, at tingene blot kører videre som sædvanligt. Så må vores sundhed lide (se tidligere blog-indlæg: Rødt lys for myldretidstrafikken).

Men en nylig dom ved EU-domstolen på baggrund af en sag i München har store principielle perspektiver. Her har man nemlig fastslået, at borgere kan kræve af myndighederne, at de udarbejder konkrete handlingsplaner, når EU’s grænseværdier ikke bliver overholdt.¹

Således vil man for eksempel som borger bosat langs H.C. Andersens Boulevard, som i dag er en af de mest støj- og møgplagede af Københavns trafikkorridorer, fremover kunne lægge sag an, hvis ikke luftforureningen kommer ned under EUs grænseværdier. Og med de nu planlagte tiltag omkring Miljøzonen er det usandsynligt, at partikelforureningen kommer ned under grænseværdierne.

Det åbner for interessante perspektiver, hvis domstolene vil kunne blive et værktøj i miljøarbejdet – at en lovsikret ret til vitale grundvilkår som rent vand, ren luft og sunde levevilkår rent faktisk blev opretholdt af domstolene, så landbruget blev påbudt at skære drastisk ned på pesticidforbruget, luftfarten til at reducere CO₂-udledningerne, skibsfarten til at bruge en renere olie, som ikke i samme grad som nu spreder død omkring sig osv. I USA har man på det seneste haft sådanne konkrete sager, hvor domstole har bremset tilladelser til opførsel af kulfyrede kraftværker (se tidligere blog-indlæg: Kulkraftværk stoppet i USA).

Peter Keiding: Historisk dom mod luftforurening, Information 29.07.2008.¹

To forskere ved MIT skriver i gårsdagens udgave af Science, at de med inspiration fra fotosyntesen i planternes blade har udviklet en simpel og billig teknologi til lagring af solenergi. Nærmere bestemt er det en teknologi, som ved stuetemperatur og almindeligt tryk er i stand til at spalte vand i ilt og brint ud af overskydende el fra solceller i dagtimerne. Ved senere i en brændselscelle at bringe ilten og brinten sammen, så de igen bliver til vand, kan man producere elektricitet af den lagrede energi ved en CO₂-fri proces, hvor 2O₂ og H₂ igen forbindes til vand.

I den 2 min. lange video nedenfor fortæller Daniel Nicera om opdagelsen, som vil kunne revolutionere den måde vi bruger og lagrer energi på.

Læs mere »