Renovering af Købmagergade
26. august 2008Købmagergade har i snart mange år trængt alvorligt til en overhaling, og lige inden sommerferien blev den indbudte konkurrence om renoveringen af Købmagergade, Kultorvet og Hauser Plads afgjort.
Vinderforslaget herover, ‘Fra Kultorvet til Mælkevejen’, som er udført i et samarbejde mellem Polyform og Karres en Brands Landschhapsarchitecten, hører til i den absolut stilfærdige ende. Ellers er det umiddelbare indtryk (se den 58-siders pdf), at forslagene gennemgående gør sig endog meget store anstrengelser for at proppe opmærksomhedspåkaldende skæverter, larmende mønstre og gestik ind i de snævre byrum. Meget få af de 12 besvarelser overholder, hvad man kunne kalde det urbane rums grundlæggende spilleregler, endsige lytter til, hvad der allerede er på stedet.
Jeg er alt for mere vegetation i gaderummene, og isoleret set er det et fint set at etablere lodrette Patrick Blanc‘ske haver på modernistisk tillukkede facader som Illums. Men det bør ske med en vis urban stringens.
At placere et sart træ som en japansk kirsebær lige midt i en snæver gågade med 50.000 gående i døgnet virker ret malplaceret, og den stærke artikulation af pladsernes flader til legepladsagtige landskaber, som alligevel ikke formår for alvor at kontrastere byrummenes stærke arkitektoniske karakter, gør dem meget lidt generelt anvendelige til markeder og skiftende løbende aktiviteter.
Trinitatis Kirkeplads, den smalle træoverdækkede plads bag Trinitatis Kirke, hvor Exner lavede bænke ud af de gamle konsoller, da Rundetaarns tag for nogle år siden blev renoveret, er i al sin stilfærdighed ganske velfungerende. Så man bør overveje en ekstra gang, før man begynder at rode med det.
‘Fra Kultorvet til Mælkevejen’ foreslår en stjernehimmel på stedet med tusindvis af lys i belægningen – og dermed at en af byens smukkeste stenbelægninger med stor sandsynlighed skal brækkes op.
Jeg mindes stadig en varm sommeraften sidste år, hvor rummet med ét var transformeret til tango-dansesal med statelige kvinder og mænd intenst bevægende stig til Piazzolas smægtende toner. Hvis alt bliver til skateboard-baner og græsklædte klitlandskaber, mister byen meget let en fundamental brugbarhed.
Renoveringen af Købmagergade, Kultorvet og Hauser Plads forventes gennemført i 2012. De 12 besvarelser af den indbudte konkurrence kan frem til 4. september ses i Arkitekternes hus i Strandgade ma.-to. 9.00-16.30, fre. 9.00-15.30.
Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Indbudt projektkonkurrence, Københavns Kommune 2008 (pdf).
Ansigtsløft til Købmagergadekvarteret, (omtale) Akademisk Arkitektforening.
Jacob Weiss: 100 mio. til Købmagergade, Berlingske 26.06.2008.
9. oktober 2008 kl. 11:11
Ang. Hauser Pl. som er vores børnehaves legeplads, så håber jeg at buskene i kanten rundt kan blive bevaret eller erstattet med nye, så det ikke kun er et rækværk der skilder af ud til bilgaden.
Det er meget vigtigt for børnene, at de kan lege derinde under det grønne og derved have rum for sig selv til leg. Desuden er det et godt sted når solen brænder. Det kan være fint med grønne bakker men forhåbentligt ikke over det hele, som det ser ud på billedet. Vi har også en vandhane som gerne skulle blive der efterfølgende. Skuret er også en nødvendighed for opbevaring af legetøj, cykler mm.
Hvis det er muligt vil vi meget gerne være sparringspartner på projektet, så I kan få en pædagogisk synsvinkel på.
Med venlig hilsen Maj-Britt Jensen Leder af børnehaven “Sankt Gertrud”
Jeg vil evt. gerne vende tilbage med flere kommentarer!