Strøtanker om bæredygtighed

I det sydvestlige Californien er de to solcellefirmaer OptiSolar og SunPower i gang med at opføre, hvad der i særklasse vil blive verdens største solcelleanlæg. De to anlæg, som skal være færdige til ibrugtagelse i 2012 og 2013, får tilsammen en effekt på 800 MW, eller lige så meget som et større kulfyret kraftværk. De vil da også tilsammen komme til at fylde 32 km² – et areal svarende til 5.000 fodboldbaner eller en tredjedel af Amager.¹ Alene opstillingen af OptiSolars 550 MW vil give arbejde til 300 mand i 3 år.

Tidligere i år fremgik det, at det californiske el-selskab SunEdison vil montere 6 mio. m² solpaneler på hustage i det sydlige Californien med en samlet effekt på 250 MW. Californien satser hermed markant på at udvikle en el-produktion fra solenergi i disse år.²

Den i dag største igangværende solcelleanlæg ligger i Spanien og har en effekt på 23 MW,³ og i Portugal er et anlæg på 62 MW under opførelse. Udbygningen med solceller i Californien vil således sætte helt nye standarder for skalaen.

Nu har de meget plads i USA, og det er nok godt at tænke stort for overhovedet at synliggøre, at solcellebaseret el-produktion skalamæssigt kan matche a-kraftværker og kulfyrede kraftværker. Men en af fordelene ved solenergien er, at den er tilgængelig over alt og derfor kan ‘høstes’ decentralt over alt, helt ned til ure, lommeregnere, mobiltelefoner, computertasker, biltage – måske fremtidens container var beklædt med solceller, så den var med til at producere sin strøm på sin vej rundt i verden pr. bil, tog eller skib.

Frem for at lave kvadratkilometer-store anlæg som en slags monokultur-solcelle-ørkener er der i mine øjne mere perspektiv i at udvikle den decentrale placering og udnytte potentialet i en produktion tæt på forbrugsstedet, hvor transmissionstab og kapacitetsbehov på el-nettet kan holdes på det minimale. Eller i det mindste at overveje, om man ikke kunne kombinere solcellefarme med produktion af afgrøder, som i det solrige klima havde glæde af halvskyggen under måske lidt mere spredt placerede kollektor-flader.

Matthew L. Wald: Two Large Solar Plants Planned in California, New York Times 14.08.2008.¹

Thomas Djursing: Verdens klart største solcelleanlæg skyder op i Californien, Ingeniøren 21.08.2008.¹

Thomas Djursing: Californien i verdens største satsning på solceller, Ingeniøren 08.04.2008.²

John Vidal: World’s biggest solar farm at centre of Portugal’s ambitious energy plan, The Guardian 06.06.2008.³

Topaz Solar Farm. Community Friendly Solar Power, optisolar.com 24.04.2008.

SunPower Case Studies, (med eksempler på solfarme) sunpower.com.

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »