Projekt Zero bremset af velfærdsministeriet

22. august 2008

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO2-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO2-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Tilsyneladende er der tale om eklatant løftebrud. Det er en meget kedelig form for principrytteri, hvor seriøse, stærkt nødvendige projekter bremses af administrative banaliteter. Regeringen har således med sin insisteren på en fastholdelse af skatte- og anlægsloftet umuliggjort nødvendige skridt på klima- og bæredygtighedsområdet. Og man må uvilkårligt spørge, om velfærdsministeriet lever op til sin opgave, at varetage vores fremtids velfærd.

Jeg kan have mine dobbelte fornemmelser overfor Projekt Zeros let teknikforherligende Bright Green Business-vision. Men det hænger omvendt nøje sammen med Danfoss’ markante tilstedeværelse i kommunen, og det er uomgængeligt vigtigt, at vi som samfund støtter op om initiativet frem for som nu at sætte en kæp i hjulet. Man kunne ønske for Danmarks fremtid, at vi inde for de nærmeste par år fik 10-15-20 af sådanne processer i gang rundt omkring i landet, som med lidt forskellige målsætninger og prioriteringer undersøgte forskellige veje videre fra det fossile samfund. Det sådanne processer, som skal igangsættes over alt i den rige verden for at få bremset op for de nu eskalerende CO2-udledninger og klimaforandringer. Knowhow inden for afvikling af det fossile samfund vil blive en guldgrube i de kommende årtier, og man kunne ønske sig også Københavns Kommune tog sig sammen og udarbejdede sin køreplan for den CO2-neutrale Miljømetropol.

Jo større bysamfund, jo større og mere kompleks bliver opgaven – men skal de stærkt udbasunerede ambitioner om i 2015 at være Verdens Miljømetropol ikke stå i al for skinger kontrast til realiteterne, var det på tiden at se en konsekvens og bæredygtighedsvision udfoldet, som rakte noget videre end cyklistpolitikkens komfortzone.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Thomas Djursing: Sønderborgs energi-besparelser revet i stykker af regeringen, Ingeniøren 22.08.2008.¹

Sanne Wittrup: Kommunerne tager teten i dansk klimapolitik, Ingeniøren 15.11.2007.

Projekt Zero skal skaffe 5.000 energijobs til Sønderjylland, Dansk Fjernvarme 04.07.2007.

Energiprojekt bremset på skrivebordet, Politiken 27.08.2008.

Projekt Zero: Forside, Vision, Presse, Initiativer, faktaark (pdf)

Project Zero, Berlingske Klima Wiki.

 

Share