CO2-deklarationer på japanske forbrugsvarer

CO₂-deklarationer på japanske forbrugsvarer

20. august 2008

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Kunne der gå sport i at producere et kilo gulerødder eller rødkål leveret i en Irma-butik i København med mindst mulig CO₂-belastning? Vil vi med en sådan mærkningsordning få tydeliggjort, hvordan det industrielle landbrugs produktionsmåde kun er mulig med tilførsel af store mængder fossilt brændstof? Vil man kunne få indregnet, at forskellige dyrkningsmetoder indebærer forskellige mål af CO₂-binding i landbrugsjorden og forskellig belastning af hospitalerne? … jeg tvivler, lidt ligesom stort set alle fødevarer i dag er mærket for sammensætningen af proteiner, kulhydrater og fedtstoffer, selvom det sundhedsmæssigt er stort set uinteressant i forhold til, hvis vi havde fået informationer om fedtsyrebalancen (omega3/omega-6), antioxidant-indholdet og andelen af mættet fedt og raffineret sukker.

Tilbage til posen med chips kan man stille sig det spørgsmål, om 75 g CO₂ er en mærkningsordning værd? Måske det var vigtigere at se på, om man tog firehjulstrækker ned på tanken for at hente sine chips, eller man gik derned? I betragtning af, at en enkelt flyrejse til Thailand t/r repræsenterer en 100.000 gange større udledning end posen med chips, var kampagnemidlerne måske bedre brugt på at halvere forbruget af luftfart, verdenshandel, privatbilisme, ombygninger og måske et par mere af de ting, som virkelig tynger i CO₂-regnskabet.

Kunne man med en sådan mærkningsordning risikere at få igangsat så gigantisk et bureaukratisk kompleks, at små lokalt producerede varer, som ikke har råd til at få lavet CO₂-beregninger, kommer til at stå i skyggen af storindustriens ikke særligt bæredygtige industriprodukter, som (på fødevareområdet) ikke er særlig sunde?

Det klima- og bæredygtighedsmæssigt uhensigtsmæssige i den industrialiserede verdens varekredsløb kommer ikke nødvendigvis klart frem i lyset med en CO₂-deklarations procenter. Hvis man i stedet mærkede konkrete, umiddelbart forståelige ikoner som angav brug af kunstgødning, pesticider, væksthormoner, væksthæmmere, antibiotika, saltvandsoppumpning, strålebehandling, konserveringsmidler, indhold af transfedtsyrer og vedvarende energi ved produktionen, importafstand og brug af fly/skib til importen, ville vi som forbrugere være langt bedre klædt på til at handle miljøbevidst.