16. august 2008 arkiv

Gang i sprøjten

16. august 2008

I dag kan man via Ritzau læse, at antallet af sprøjtninger i dansk landbrug sidste år nåede op på 2,4 pr. mark pr. år, hvor der ifølge Pesticidplan 2004-2009 er en målsætning om inden 2009 at nå ned på 1,7 sprøjtninger pr år.

“Mens brugen af svampemidler, vækstregulatorer og skadedyrsbekæmpelsesmidler i landbruget er på noget nær det laveste niveau i de seneste 15 år, har landmændene sprøjtet ukrudtsmidler over markerne i et støt stigende omfang de seneste 5 år,” kunne man i februar læse i Ingeniøren: “Alene fra 2004 til 2006 er mængden af pesticider steget med 400 tons om året.”¹

Af en eller anden grund har landbruget altid kunnet slippe af sted med at påkalde sig frivillige aftaler, og år efter år har det forhalet udviklingen af et sundere landbrug, med de graverende problemer for vandmiljø, vandkvalitet og fødevaresundhed, som det har medført.

Der lader da også til på baggrund af de nuværende oplysninger at være flertal for et indgreb, og afgifter på sprøjtemidler har været på tale. Det er sikkert også en god idé at sætte prisen op til det femdobbelte, men med den ‘går den så går den’-attitude, som landbruget gennem flere årtier har demonstreret på miljøområdet, er det eneste rigtige er efterhånden efter svensk forbillede at lave en form for systembolaget, hvor man kun kan købe sprøjtemidler ved fremlæggelsen af en velgennemtænkt pesticidplan, som overholdt det generelle sigte i Pesticidplan 2004-2009.

Det er nok på tide at indse, at kunstgødning og sprøjtemidler er som narkotika for det industrialiserede landbrug, og at man som samfund er nødt til at handle derefter.

Se også tidligere blog-indlæg: Sprøjtemidler.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Landmændene sprøjter stadig mere, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Flertal for afgifter på sprøjtegifte, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

S kræver forklaring på sprøjtning, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Stine Thomsen: Landbruget: Tvang er ikke løsningen, Politiken 19.08.2008.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.¹

Michael Rothenburg: Flertal vil ændre giftkrav til landbruget, Politiken 25.08.2008.

Pesticidplan 2004-2009, Fødevarestyrelsen (pdf).

Share

Iltsvind i atmosfæren

16. august 2008

Når havenes iltindhold når under et vist punkt, ser vi indimellem meget håndgribelige konsekvenser langs kysterne, hvor døde fisk skyller i land i begrædelige mængder. Men hvad betyder det, at atmosfærens iltindhold falder i takt med at CO2-indholdet øges? Det spørgsmål stiller Peter Tatchell i en artikel i torsdagens udgave af The Guardian.

Den ilt, vi indånder, som er nødvendig for at vores celler kan forbrænde sukkerstoffer og producere næring, kommer fra planternes fotosyntese. Men efterhånden som mennesket har ryddet stadig større arealer for landbrug og urbanisering er skovarealet reduceret drastisk. Samtidig forbrændes atmosfærens frie ilt (O2) i takt med, at vi brænder fossile brændstoffer af. O2-koncentrationen er i dag således 21%, og i særligt tætbefolkede forurenede byer og industrielle miljøer kan den være blot 15%. Ifølge professor Robert Berner fra Yale University, som forsker i iltkoncentrationer igennem tiderne, havde den luft vi indåndede for 10.000 år siden markant højere iltindhold end i dag, og analyser af luftbobler indespærret i fossiler viser, at iltkoncentrationen i forhistoriske perioder typisk ligget på 30-35%

Ifølge Tatchell er der foretaget meget lidt forskning i, hvad de stadig lavere iltkoncentrationer betyder for menneskets sundhed. Men han citerer system-teoretikeren Erwin Laszlo fra hans bog Macroshift, som er en slags sammenfatning af arbejdet i Club of Budapest:

“Evidence from prehistoric times indicates that the oxygen content of pristine nature was above the 21% of total volume that it is today. It has decreased in recent times due mainly to the burning of coal in the middle of the last century. Currently the oxygen content of the Earth’s atmosphere dips to 19% over impacted areas, and it is down to 12 to 17% over the major cities. At these levels it is difficult for people to get sufficient oxygen to maintain bodily health: it takes a proper intake of oxygen to keep body cells and organs, and the entire immune system, functioning at full efficiency. At the levels we have reached today cancers and other degenerative diseases are likely to develop. And at 6 to 7% life can no longer be sustained.”

Det ville jeg gerne vide langt mere om. Og det gør det endnu mere indlysende at søge at mindske atmosfærens CO2-koncentrationer gennem binding af CO2 i et øget vegetationsvolumen, som samtidig vil medføre en øget iltproduktion.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Peter Tatchell: The oxygen crisis, The Guardian 14.08.2008.

Erwin Laszlo: Macroshift: Navigating the Transformation to a Sustainable World, Berrett-Koehler Publishers, San Francisco 2001.

Share