Kloakeringens velsignelser

14. august 2008

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Samtidig gør et stadig voksende forbrug af rent vand sammen med landbrugets dyrkningsmetoder, at vi ikke bare kan tage for givet, at vi i al fremtid vil have rigelige mængder af rent grundvand. Og for eksempel i Københavnsområdet skal vi stadig længere rundt på Sjælland for at finde godt drikkevand. Kunne man finde en måde at gøre disse kredsløb mere intelligent?

Nå, men tilbage til nedbørsmængderne. Det vand, som ledes i kloakkerne, kommer fra vores befæstede og bebyggede arealer. Og hvor det måske er svært at forestille sig asfalterede veje, hvor vandet kan sive igennem, så ville man alene ved at anlægge grønne tage eller indsamling af tagvandet til vanding og brug for toiletudskylning kunne tilbageholde og forsinke så store vandmængder, at det ville kunne mindske spidsbelastningen af kloakkerne markant. Og man kunne med store fordele sige, at alle parkeringsarealer og gårdarealer skulle anlægges med vandgennnemtrængelige belægninger, således at langt flere af byens flader end i dag var delvist selvafvandende. Det ville alt sammen være tiltag, som gav mindre belastning af kloakkerne, mere tilførsel til grundvandet og en grønnere by. Og frem for stadig større anlæg til stadig større vandmængder i spidsbelastningstider skulle strategien være mere afbøjende at få en masse små forsinkelser, decentrale deponeringer og andre passageveje, som tilsammen kunne føre til, at vores nuværende kloakkapacitet også fremover ville være tilstrækkelig. Den løsning ville samtidig sikre, at mere regnvand nåede tilbage til grundvandet.

I Los Angeles, hvor man i dag har langt voldsommere nedbørsforhold end vi har i vente, har man haft stort held med at bringe forskellige forvaltninger i tale. Ifølge Andy Lipkis fra TreePeople kan trækroner opfange anseelige mængder regnvand, og en træplantet åben jord fungerer som en halvanden meter tyk svamp, som kan absorbere op til 30 cm nedbør (se tidligere blog-indlæg: Andy Lipkis: Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability).