Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening

7. august 2008

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Kortet herover giver en god indikator af udledningsmængderne. Den tyske pil er forbilledlig lille, den svenske meget stor fordi det svenske areal, som afvandes, er meget stort. Man har gennem årene gjort ganske meget for at nedbringe de danske udledninger. Byspildevandet bliver i stor udstrækning biologisk renset, hvilket er medvirkende til, at vi i dag kan bade i Københavns Havn. Og en nylig rapport viser, at indholdet af næringssalte fra 1990 til 2003 faldt med 33% med fald i 84% af danske vandløb. Men de er stadigvæk meget langt igen.²

Selvom Danmark arealmæssigt er mindre end hver af de baltiske lande, er vores udledninger stadig markant større. Det hænger sammen med vores meget intensive industrielle landbrug, hvor der bruges ganske store gødningsmængder pr. arealenhed.

I HELCOM Baltic Sea Action Plan, en handlingsplan for 2021, som blev vedtaget i Polen sidste år, står Danmark til at skulle reducere udledningerne af kvælstof med 17.800 ton eller rundt regnet en tredjedel inden 2021. Det vil givet være billigere at gøre i Polen end i Danmark, så på en måde er kvote-ordningen en indlysende ordning. Men der ville være mange afledte fordele ved, at man alligevel søgte at reducere i Danmark frem for andre steder rundt om Østersøen.

Hvis man skulle markant længere ned med udledningerne fra det danske landbrug, skulle det være som en del af en gennemgribende strukturel forandring, hvor man omlagde til et biodynamisk landbrug med minimalt tilskud af kunstgødning og høj prioritering af genopbygningen af den danske muldjord, som sine steder har det som Østersøen og særlig i områder uden husdyrhold, hvor man på samme jorder dyrker korn år efter år, betænkeligt nærmer sig mineralsk pulver. En sådan omlægning ville ikke bare kunne mindske udvaskningerne af næringssalte, det ville også give os langt sundere fødevarer, ligesom det kunne bedre landbrugets CO₂-regnskab markant, dels ved langt større CO₂-bindinger i muldlaget, dels ved langt mindre CO₂-forbrug til kunstgødning.